Esbjerg: Danmark sveder. Alt er varmt, og landskabet tørrer ud. Et sted i Vestjylland er præsten Charlotte ved at miste sig selv til noget ulmende og farligt, der langsomt er ved at overtage hende indefra. Hendes mand Søren føler, at han deler bolig med en fremmed, og deres to børn begynder at blive bange for deres mor.
Sådan lyder anslaget til den ny spændingsroman "Blodbaner". Romanen begynder på Vesterbro i København, men handlingen bevæger sig over Storebælt til blandt andet Esbjerg, Oksbøl og Varde.
- Vi har lagt meget research i bogen. Vi har været ude ved alle de steder, hvor handlingen udspiller sig, så læserne rigtig kan fornemme stederne, siger 43-årige Jacob Holm Krogsøe.
Til daglig er han bibliotekar på hovedbiblioteket i Esbjerg, hvor han blev ansat sidste forår. Sammen med sin hustru og to børn flyttede han sidste år fra Aarhus til Billum, hvor familien overtog hustruens barndomshjem.
Sammen med barndomsvenneN Martin Jürgensen har han skrevet spændingsromanen "Blodbaner", der udkommer på forlaget Calibat 27. september. De to har tidligere skrevet romanen "Randvad".
- Vi blev venner, da vi gik på Åbenrå Friskole. Siden er Martin flyttet til København, så det at skrive bøger sammen er en måde for os at holde kontakten og venskabet ved lige, forklarer Jacob Holm Krogsøe, der også er ved at skrive sin helt egen bog om amerikanske actionfilm fra 1980'erne.
I "Blodbaner" foregår en central scene på værtshuset Industrien i Skolegade i Esbjerg, og flere andre lokationer i Esbjerg indgår i bogen.
Jocob KrogsøeDet, at skrive bøger sammen, er en måde for os at holde kontakten og venskabet ved lige
På Fantasy Festival på Hovedbiblioteket i Esbjerg i weekenden 18. og 19. september kan man møde de to forfattere og høre dem fortælle om bogen. På festivalen er der også mulighed for at købe et signeret eksemplar af bogen.
Makkerparret Krogsøe og Jürgensen er allerede i gang med det næste fælles bogprojekt. Den gotiske roman har fået arbejdstitlen "Pramdragerne", og den udspiller sig på Gudenåen i slutningen af 1800-tallet.