VEJEN: Til foråret får Vejen en ny restaurant med eget bryghus i den smukke Alfa-bygning midt i Vejen, som tidligere husede margarinefabrik og efterfølgende borgerservice. Her er højt til loftet og historisk vingesus, og det er ikke mindst det, som værtsparret Katja Beltoft Pedersen og Tommy Rasmussen er faldet for.
- Det er en gammel drøm, som vi nu realiserer. Da vi besluttede, at nu skal det være, begyndte vi at lede efter en egnet bygning, og den gamle margarinefabrik er fyldt med atmosfære og historie og er jo helt unik. Vi glæder os helt vildt til at komme i gang.
Katja Beltoft Pedersen og Tommy RasmussenDa vi besluttede, at nu skal det være, begyndte vi at lede efter en egnet bygning, og den gamle margarinefabrik er fyldt med atmosfære og historie og er jo helt unik. Vi glæder os helt vildt til at komme i gang.
Restauranten, som endnu ikke har fået et navn, indrettes i de lokaler, hvor kommunens borgerservice tidligere lå. Alfa-bygningen ejes af Morten Oxlund fra Oxdal Ejendomme. Han er fyr og flamme ved udsigten til at få en ny restaurant til byen.
Katja Beltoft Pedersen og Tommy Rasmussen er iværksættere og har netop solgt deres firma Safe Call, som leverede gps-udstyr til demente. De har ingen erfaring med hverken restaurationer eller bryghuse, men som de siger; "Det får vi".
Bryggeri fra København
- Vi har købt et bryggerianlæg fra en restaurant midt i København, som er pillet ned og snart er på vej til Vejen. På mandag begynder håndværkerne at ombygge den del, hvor selve bryggeriet installeres, fortæller Tommy Rasmussen.
- Egentlig ville vi gerne åbne til påske, men det når vi nok ikke, men inden det bliver sommer, åbner vi, og vi glæder os til at byde velkommen både til daglige kunder til frokost og middage eller bare en øl eller en kop kaffe. Der blive også mulighed for at holde private fester. Vi siger ikke nej til noget, fastslår Katja Beltoft Pedersen.
Katja Beltoft Pedersen og Tommy Rasmussen har endnu ikke lagt sig helt fast på, hvilken stil restaurationen skal have, men det bliver ikke noget, som i forvejen findes i Vejen.