Annonce
Esbjerg

Politikere vil afvise Vattenfall i døren: Drop tanken om 180 meter høje møller i Tjæreborg Enge

Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) og Plan & Miljøudvalgsformand Karen Sandrini (S) mener, man ligeså godt kan give ren besked til både Tjæreborg og Vattenfall: De to store partier vil ikke godkende møller i 180 meters højde i Tjæreborg - heller ikke efter et valg. Collage: Heidi Bjerre-Christensen.
Esbjerg Byråds to største partier, Venstre og Socialdemokratiet, vil allerede nu sende et signal til Vattenfall om, at energiselskabet ikke behøver at ulejlige sig med at genfremsætte ønsket om 180 meter høje møller i Tjæreborg Enge.

Esbjerg Kommune: Energiselskabet Vattenfall behøver ikke at ulejlige sig med at relancere det udskældte projekt med opstilling af fire, 180 meter høje vindmøller i Tjæreborg Enge, for Venstre og Socialdemokratiet, der i dag er de to største partier i Esbjerg Byråd og formentlig også er det efter næste valg, kommer ikke til at stemme for det.

Det siger både formanden for Plan & Miljøudvalget, Karen Sandrini (S), og borgmester Jesper Frost Rasmussen (V).

Sagen er kort fortalt den, at Vattenfall ønsker at udskifte syv ud af de otte eksisterende ældre møller i omkring 100 meters højde i Tjæreborg Enge med fire nye gigantmøller. Projektet blev præsenteret og sendt i offentlig høring sidste år, og det medførte en sand storm af protester fra borgerne i Tjæreborg, der for nylig indleverede godt 1.800 underskrifter imod projektet. Blandt andet skyggekast fra møllerne og de blinkende varslingslys, der af hensyn til flysikkerheden skal påmonteres møllerne, vakte bekymring.

Annonce

Tirsdag meddelte Vattenfall så, at man midlertidigt trak projektet, mens man undersøger, om der kan gøres noget for at reducere generne, men energiselskabet gjorde også klart, at man ønskede at fastholde projektet i den højde, der er planlagt. Vattenfall varslede således, at selskabet ville vende tilbage med mølleprojektet i 2022 - efter kommunalvalget, der finder sted til november.

Den bebudede relancering gjorde ikke noget for tjæreborgensernes sjælefred, og ifølge Karen Sandrini fik hun flere opkald i den anledning.

- Derfor har jeg skrevet til mine kolleger i Plan & Miljøudvalget og foreslået, at vi snarest drøfter, om vi overhovedet vil se sagen med møller i 180 meters højde i Tjæreborg Enge igen. Vi har hørt borgerne og fået en klar fornemmelse af, hvor de står, og det er også min opfattelse, at der ikke er politisk opbakning til møller i den højde. Er det tilfældet, synes jeg, vi af hensyn til respekten for lokalsamfundet skal melde det ud og samtidig meddele det til Vattenfall, så selskabet ikke gør sig ulejlighed med at vende tilbage i 2022 med et projekt, der indeholder møller i den højde, siger Sandrini, der tilføjer, at hun er forkæmper for grøn omstilling, men at man er nødt til at gøre det gennem projekter, borgerne kan være i.

Venstre afviser også

Jesper Frost Rasmussen (V) siger til JydskeVestkysten, at det er fint, at Plan & Miljøudvalget, hvor både Venstre, Socialdemokratiet, SF og Esbjerglisten er repræsenteret, tager en snarlig drøftelse.

- I forhold til det konkrete projekt med 180 meter høje møller i Tjæreborg Enge - det kommer Venstre ikke til at sige ja til. Hverken nu eller senere. Men Vattenfall skal have ros for, at selskabet forsøger at finde en metode til at reducere generne ved skyggekast og varslingslys på møller i den højde. Det kan jo kun være en fordel i projekter andre steder, siger han.

Annonce

Nej fra Esbjerglisten og SF

Også Esbjerglistens Hans K. Sønderby, der sidder i Plan & Miljøudvalget, meldte sig onsdag på banen med en afvisning af et fremtidigt projekt med højere møller end de, der står der i dag.

- Det er min opfattelse, at sagen ikke skal sparkes til hjørne, men behandles i byrådet. Jeg vil - nu hvor høringen er afholdt - gerne sige, at med de tilkendegivelser, der er kommet fra de mange berørte borgere i Tjæreborg, så er min stilling klar: Med den bynærhed, lokalplanområdet har, skal der ikke gives mulighed for højere møller end dem, der står der i dag. Når jeg mener, at sagen skal have det normale forløb - uanset Vattenfall’s tilkendegivelse om midlertidigt at trække projektet - er det, fordi borgerne i Tjæreborg ikke skal holdes i en uafklaret situation. Det skal Vattenfall sådan sådan set heller ikke, men selskabet har dog selv valgt den, siger Hans K. Sønderby med henvisning til, at Vattenfall tirsdag trykkede på pauseknappen.

SFs udvalgsmedlem i samme udvalg, Jørn Boesen Andersen, roser Tjæreborg for det store arbejde, der har resulteret i, at den lokale modstand mod møllerne nu lønner sig:

- Det er en glædelig udvikling som vi er tilfredse med i første omgang, stort tillykke til Tjæreborg. I SF mener vi heller ikke, der er plads til 180 meter høje møller i Tjæreborg Enge

Plangrundlag og møllelys

I forbindelse med Vattenfalls ansøgning blev der udarbejdet et plangrundlag, der blev sendt i offentlig høring.

Kommuneplanændringen fastlagde en møllehøjde på maksimalt 180 meter, mens lokalplanen ville give mulighed for at opføre møller på 149-180 meter fra terræn til vingespids i øverste position.

Derudover indeholdt den nye lokalplan mulighed for at etablere en transformerstation på cirka 6.000 kvadratmeter, en teknik- og servicebygning på op til fem meter i højden og op til 100 kvadratmeter i omfang, samt transformer og tilhørende installationer på op til 7,5 meter i højden, fire master på op til 13,5 meter og transformere ved hver enkelt mølle på op til 30 kvadratmeter og en højde på op til fem meter.

I forbindelse med realiseringen af projektet skulle fem boliger opkøbes og nedlægges og de tilhørende bygninger nedrives.

Møllerne skulle afmærkes med lys, hvilket er et krav fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.

Alle fire, nye vindmøller skulle markeres med såkaldte hindringslys - mellem-intensive blinkende lys. I dagtimerne skal den slags lys være hvide, og i natperioden skal lysene være røde. Hindringslys skal have mellem 20 og 60 blink pr. minut.

Den form for lysmarkering skal placeres øverst på vindmøllens nacelle (generatorhuset), og lyset skal altid, uanset møllevingernes placering, være synligt 360 grader i et vandret plan. Dette kan kun opnås ved opsætning af to lamper på møllen. Vindmøller skal herudover markeres med minimum tre lavintensive røde faste lys på mølletårnet. Lysene placeres i samme niveau og fordeles jævnt på mølletårnet omkreds, så synligheden fra alle retninger sikres.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Esbjerg

Kvinde anholdt med favnen fuld: Sigtet for at stjæle indbo og ejendele fra sammenstyrtet hus

Sydjylland

Region Syddanmark i top: Markant færre corona-patienter i respirator døde end i resten af landet

Annonce