Annonce
Kolding

Producent af slagteriudstyr løftede omsætningen til 1,7 milliarder kroner

De 170 medarbejdere hos Frontmatec i Kolding flyttede i 2019 fra Albuen til det nye hovedkvarter på Platinvej. Flytningen har været dyr, og det kan ses på resultatet. Arkivfoto: Frontmatec
Industrikoncernen Frontmatec, der er specialist i udstyr til slagterier, løftede omsætningen 20 procent i 2019. Store afskrivninger efter mange år med opkøb betyder, at resultatet endte med et minus på 121 millioner kroner.
Annonce

Kolding: Der har været vækst på alle markeder uden undtagelser i 2019. Slagterier over hele verden efterspørger løsninger, der kan automatisere arbejdsgangen, når grise og køer skal slagtes, lyder det fra Thomas N. Stenager, der er økonomidirektør i Frontmatec.

Virksomheden beskæftiger lidt over 1200 medarbejdere i ti forskellige lande, og heraf arbejder 170 på hovedkontoret på Platinvej i Kolding. Hovedaktionær er den nordiske kapitalfond Axcel, og de har siden 2016 fusioneret otte virksomheder ind i Frontmatec med det formål at kunne tilbyde en samlet pakke til slagterier. Yderligere to virksomheder blev opkøbt i 2019 af Frontmatec.

- Vi er overordnet set godt tilfredse med resultatet for 2019. Vi har løftet omsætningen til et nyt rekordniveau og har en vækst på 20 procent. Det er en milepæl, og det skal ses i sammenhæng med, at virksomheden siden 2016 har opkøbt en række virksomheder. Det har været med en ambition om at blive en global leverandør af blandt andet avanceret udstyr til slagterierne i hele verden, siger Thomas N. Stenager.

Det er sådan set ikke efterspørgsel på kød, der vil drive vores vækst, det er efterspørgslen efter automation på slagterierne i hele verden.

Thomas N. Stenager, økonomidirektør i Frontmatec

Annonce

Store afskrivninger

De mange opkøb betyder, at virksomheden i dag kan tilbyde en samlet pakke til slagterierne, og kombineret med, at Frontmatec har sat yderligere skub i udviklingen af avancerede robotter, har det løftet omsætningen på alle markeder.

- Endelig er der grund til at fremhæve, at vi har haft nogle favorable markedsvilkår. Der har været stor efterspørgsel fra vores kunder på automation og mere sikkerhed og hygiejne, siger Thomas N. Stenager.

Driftsresultatet før renter og afskrivninger er faldet fra 226 i 2018 til 201 millioner kroner i 2019, og det er ikke tilfredsstillende.

- Driftsresultatet er meget påvirket af de flytninger, vi har lavet internt i Europa, hvor vi har flyttet noget af produktionen til Rumænien og nye lokationer her i Kolding. Det har en pris, og det kan ses, at vi flyttede i en periode, hvor vi har haft meget travlt. Det har givet ekstraomkostninger, siger Thomas N. Stenager.

Samlet set har virksomheden et underskud på 121 millioner kroner i 2019, men det er driftsresultatet, der er fokus på, lyder det fra økonomidirektøren. I 2019 var der afskrivninger på samlet 146 millioner kroner.

- Vi har gennem flere år opkøbt mange virksomheder, og der afskriver vi på merværdien, som vi har betalt. Det gør, at afskrivningerne er høje. Havde de her virksomheder stået for sig selv, så var resultatet noget andet, siger Thomas N. Stenager.

Men på et tidspunkt skal det vel vende og gå i plus?

- Ja, men det kan ikke være anderledes lige nu, når vi har købt så meget op. Så er der mange afskrivninger. Det er ikke der, vi har fokus, og det samme gælder for ejerne, siger Thomas N. Stenager.

Annonce

Stigende automatisering

Virksomheden har også kunnet mærke corona-krisen. Det er særligt i forhold til de helt store projekter, hvor kunder trækker beslutningen, men på den lidt længere bane er han optimistisk.

- Behovet for kød og protein vil stige. Det er blandt andet drevet af befolkningstilvæksten. Men det er sådan set ikke efterspørgsel på kød, der vil drive vores vækst, det er efterspørgslen efter automation på slagterierne i hele verden, siger Thomas N. Stenager.

Virksomheden skal i øvrigt igen ud af finde en ny administrerende direktør efter Jens Kristensen, der i efteråret blev ansat, stoppede i sidste uge.

- Der var en uenighed om eksekveringen af strategien. Så begge parter besluttede, at det var bedst at skilles, siger Thomas N. Stenager.

Frontmatec

Frontmatec leverer højteknologiske løsninger til den globale fødevareindustri. Virksomhedens sælger udstyr, der kan klassificere slagtekroppe, og virksomheden leverer slagtelinjer, opskærings- og udbeningslinjer, hygiejneløsninger og kontrolsystemer til logistik og pakning. Frontmatec beskæftiger flere end 1200 medarbejdere i ti lande og havde sidste år en omsætning på 1,7 milliarder kroner.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Alarm 112

Peter Madsens flugtforsøg: Truede med bombeattrap og hoppede ind i hvid varevogn

Varde

Så er det nu: Syv dage til Rema åbner

Indland

Fængselsansattes formand venter Madsen flyttet til nyt fængsel: Enner Mark og Nyborg er i spil

Annonce