Annonce
Kolding

Så er det slut: DF og V lukker Mungo Park-teatret i Kolding

Til nytår er det slut med at se forestillinger her i Mungo Park-teatret. Det borgerlige flertal i Kolding Byråd stopper støtten til teatret. Foto: Søren Gylling
Efter 12 år i hjertet af Kolding er det slut. Dansk Folkeparti og Venstre i Kolding Byråd har aftalt, at egnsteaterstøtten til Mungo Park skal ophøre. Millionerne skal i stedet bruges til at skabe mere liv i midtbyen.
Annonce

Kolding. Efter 12 års tilstedeværelse i Kolding afsiger Venstre og Dansk Folkeparti i Kolding Byråd nu dødsdommen over det alternative teater Mungo Park i det gamle bibliotek i Fredericiagade.

De to partier vil nemlig ikke forlænge den egnsteater-aftale, som har været Mungo Parks eksistensgrundlag siden starten i 2008. Det betyder, at teatret må dreje nøglen om til nytår. Aftalen skal fornyes hvert fjerde år, og næste frist for at få en ny aftale for 2021-2024 godkendt i Slots- og Kulturstyrelsen er 1. april.

Den nye egnsteateraftale, som kulturudvalget skal tage stilling til i næste uge, ville sikre Mungo Park et offentligt tilskud på 7,7 millioner kroner i hvert af de næste fire år, hvoraf statens bidrag er cirka en tredjedel. Det betyder, at Kolding Kommunes andel af tilskuddet er cirka fem millioner kroner per år.

Men de penge vil flertallet af Venstres byrådsmedlemmer og Dansk Folkeparti fremover bruge til noget andet og især at skabe mere liv i midtbyen, oplyser kulturudvalgsmedlem Michael Krogh (V) og Dansk Folkepartis viceborgmester Søren Rasmussen. Derfor stiller de på udvalgsmødet på tirsdag et ændringsforslag om ikke at forlænge egnsteateraftalen. I udvalget kommer de i mindretal, men sagen skal først afgøres endeligt i byrådet den 24. marts, hvor de vil have flertallet bag sig.

Det er jo aldrig blevet et folketeater ligesom festspillet er. For en forholdsvist snæver og særlig gruppe er det blevet et fyrtårn, men hvis vi som studieby vil holde på de unge mennesker, så skal vi have en levende midtby.

Søren Rasmussen (DF)

Annonce

Svær beslutning

Ifølge Michael Krogh har sagen været grundigt diskuteret i Venstre. Kun Eea Haldan Vestergaard siger nej til at lukke Mungo Park.

- Vi andre tror, at de fem millioner kroner kan skabe mere liv i bymidten, end et egnsteater kan. Mungo Park trak 9678 publikummer i sæson 2018/2019, og vi tror, at fem millioner kroner kan skaffe mange flere mennesker til midtbyen, siger Michael Krogh.

Men er Mungo Park ikke blevet et kulturelt fyrtårn for Kolding?

- Jo, for de kredse, der kommer der. Og Mungo Park får jo roser og sindsygt gode anmeldelser. Vi tror bare, at vi kan skabe mere liv for flere for de fem millioner kroner. Alle vil jo gerne have en midtby, der har puls, og bare som et tankeeksperiment så kan fem millioner kroner sikre en event til 100.000 kroner hver eneste uge, siger Michael Krogh, som understreger, at det har været en svær beslutning at træffe at aflive Mungo Park.

Annonce

Folketeater

Samme vanskeligheder har man ikke hos Dansk Folkeparti, der har været modstander af at bruge offentlige kroner på Mungo Park helt fra starten.

- Teatret blev oprettet i en tid, hvor der virkelig skulle spares, og hvor der blev fyret hjemmehjælpere, og prisen på ældremaden steg. For os gav det ingen mening at bruge penge på teater dengang. Nu har vi igen været igennem en stor sparerunde, og vi synes heller ikke nu, at der er råd til teater, siger Søren Rasmussen.

Han tilføjer, at Dansk Folkeparti "aldrig har haft noget imod kunstnerne eller de ansatte på Mungo Park".

- Men vi er enige i, at det giver god mening at investere mere i at få en mere levende midtby, siger Søren Rasmussen.

Bliver det ikke også et tab for midtbyen at sige farvel til Mungo Park?

- Det er jo aldrig blevet et folketeater ligesom festspillet er. For en forholdsvist snæver og særlig gruppe er det blevet et fyrtårn, men hvis vi som studieby vil holde på de unge mennesker, og hvis vi vil tiltrække flere turister, så skal vi have en levende midtby, hvor det er hyggeligt at være, siger Søren Rasmussen.

Annonce

Pengene

Præcist hvordan de frigjorte fem millioner kroner skal anvendes, har Michael Krogh og Søren Rasmussen ikke svaret på, og Søren Rasmussen pointerer, at pengene skal fordeles i forbindelse med budgetforhandlingerne. Derfor kan en del af beløbet f.eks. også tilfalde Folkekøkkenet, siger han.

Men derudover foreslår de, at bl.a. City Kolding, Nicolai, Godset, Film6000, Dorothea Teatret og Teaterforeningen involveres i arbejdet med at finde ud af, hvad pengene skal bruges til.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Varde

Hver femte turist ønsker mere afstand

Esbjerg

Livsfarlige udspring i lystbådehavn: Unge badegæster blev bortvist fra Esbjerg Strand

Annonce