Annonce
Esbjerg

Semco-direktør bliver ny topchef hos stor Esbjerg-virksomhed

Den 41-årige Lars Christensen er med virkning fra den 1. oktober ny adm. direktør hos Vestfrost. Han kommer fra en ledende stilling hos Semco Maritime. Privatfoto
I otte år har Lars Christensen haft en ledende rolle i offshorekoncernen Semco Maritime, men fra den 1. oktober skal  han være Vestfrosts nye administrerende direktør.
Annonce

Esbjerg: Den 41-årige Lars Christensen er ny administrerende direktør hos en af Esbjergs gamle industriklenodier, virksomheden Vestfrost, der siden 1963 har fremstillet køle- og frysebokse.

Lars Christensen tiltræder den 1. oktober, og han kommer fra en stilling hos en anden stor Esbjerg-virksomhed, Semco Maritime, hvor han har været en del af direktionen.

Hos Semco, hvor Lars Christensen har arbejdet i knap otte år, har han haft titel af Senior Vice President for olie og gas. Før dette arbejdede Lars fire år hos Arla Foods med base i Saudi Arabien og med ansvar for produktion, logistik og indkøb i Mellemøsten. Desuden har Lars Christensen arbejdet fire år hos Velfac A/S med blandt andet logistik og indkøb.

Lars Christensen er oprindeligt uddannet økonom fra Aarhus Universitet. Han er gift og har to drenge på otte og ti år, og familien er bosiddende i Esbjerg.

De ansatte hos Vestfrost modtog tirsdag officielt beskeden om udnævnelsen af Lars Christensen i et internt nyhedsbrev fra bestyrelsesformand og mangeårig administrerende direktør Jens Damgaard.

- Jeg skal hilse fra Lars og sige, at han ser meget frem til samarbejdet med jer alle og den spændende videre rejse med Vestfrost. Vi ser frem til at byde Lars velkommen, skriver Jens Damgaard i nyhedsbrevet.

Annonce

Fik et sjældent underskud

Jens Damgaard var egentlig gået på pension som administrerende direktør, men han har siden februar været tilbage i direktørstolen, da hans afløser Lars Hegelund Knudsen fratrådte efter mindre end et år på posten.

Om Vestfrost

Vestfrost blev grundlagt i 1963 af Arne Højvig. Vestfrost var dengang en videreførelse af det daværende Artika, der producerede hjemmefrysere.

Vestfrost koncentrerer i dag koncernen om tre forretningsområder: Køleskabe til vin og fødevarer målrettet til hotel- og restaurationsbranchen, merchandise-markedet, hvor der fremstilles til for eksempel læskedriksproducenter.

Inden for bio-medico leveres specielle køle-fryseskabe til opbevaring af for eksempel vacciner.

Senere i foråret kom det frem, at Vestfrost i 2019 fik en sjælden lussing med et underskud på 22 millioner kroner mod et overskud før skat på 42,7 millioner kroner i 2018. Resultatet var det dårligste resultat siden 2007, hvor virksomheden var i dyb krise.

Samtidig faldt omsætningen i virksomheden med 24 procent til 371 millioner kroner. Selskabet er dog fortsat solidt og velpolstret med en egenkapital på mere end 160 millioner kroner.

Vestfrost har hovedkontor på Falkevej i Esbjerg og produktion i Ungarn. Lars Christensen bliver chef for op imod 400 ansatte, de fleste er beskæftiget i Ungarn.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Varde

22-årig var blevet afhængig af at true småpiger til sex-optagelser: Jeg er glad for, jeg blev anholdt

Annonce