Annonce
Esbjerg

Sjældent set: Pizzeria får bøde for manglende samarbejdsvilje

På Babylon Pizza i Skolegade har man blandt andet fået en bøde på 2.500 kroner for ikke at ville samarbejde med Fødevarestyrelsen.
Babylons Pizza i Skolegade har fået to bødeforlæg og en sur smiley efter det seneste besøg af Fødevarestyrelsen. En af bøderne gives for manglende samarbejdsvilje.
Annonce

Esbjerg: Det er mildt sagt ikke ofte, det ses, men Fødevarestyrelsen har netop stukket Babylons Pizza i Skolegade i Esbjerg et bødeforlæg på 2.500 kroner for virksomhedens manglende samarbejdsvilje med myndighedens repræsentant under det seneste kontrolbesøg.

Alt i alt blev det til to bødeforlæg på sammenlagt 7.500 kroner samt en sur smiley, for der var ifølge Fødevarestyrelsens kontrolrapport også andre ting at sige pizzeriaet på.

Eksempelvis var den gal i kølerummet, hvor kontrollanten konstaterede formodet skimmel på flere hylder i kølerummet, på en slange fra en blæser i kølerummet samt området omkring og indeni blæsekøleren.

"Det er Fødevarestyrelsens vurdering af hele kølerummet trænger til en hovedrengøring og desinfektion", står der blandt andet i kontrolrapporten.

Denne virksomhed har været modstræbende i sit samarbejde, man vil ikke svare på spørgsmål, de stimler sammen, og der bliver råbt.

Bente Holst, fødevarechef i Region Syddanmark

Annonce

Mangelfuld risikoanalyse

Den ene bøde - den på 5.000 kroner - faldt for manglende opfølgning på en indskærpelse fra forrige kontrolbesøg, som fandt sted 11. september. Babylons Pizzeria har således stadig ikke en dækkende risikoanalyse, skriver kontrollanten, idet den pågældende kunne konstatere, at en blanket på tre sider ikke var udfyldt. Virksomhedens svar var, at man ikke mener, man har fået forklaret, hvordan det skal gøres.

Det mener Fødevarestyrelsens repræsentant nu nok, at man har. Forrige gang lød begrundelsen for den manglende risikoanalyse da også fra virksomhedens side, at man havde lavet risikoanalysen, men bare ikke kunne finde den. Ved forrige kontrolbesøg blev der i øvrigt fremvist fire sider af en blanket uden forside, "uden at virksomheden kunne redegøre, for hvilken aktivitet, blanketten dækker", som det hed i den rapport.

Derudover kunne Fødevarestyrelsen denne gang konstatere, at kontrolrapporten fra forrige besøg ikke var ophængt korrekt, idet side 2 ikke var synlig og læsbar for forbrugerne, som Fødevarestyrelsens repræsentant beskriver det. Det udløste i sig selv en indskærpelse og et gebyrbelagt, opfølgende kontrolbesøg.

Den anden bøde på 2.500 kroner blev som nævnt givet med følgende, nøgterne begrundelse: "Virksomheden samarbejdede ikke under kontrolbesøget".

Annonce

Endnu en bøde

Bente Holst, fødevarechef, FødevareSydvest, bekræfter, at det ikke sker ret ofte, at der gives et bødeforlæg på grund af manglende samarbejdet, ligesom hun uddyber den konkrete hændelse:

- Denne virksomhed har været modstræbende i sit samarbejde, man stimler sammen om den tilsynsførende og står og råber op.

Hos Babylon Pizza oplyser indehaver Noradi Hussain, at han er godt og grundigt træt af Fødevarestyrelsen, som han mener ikke i tilstrækkelig grad har forklaret, hvad man ønsker, virksomhedens egenkontrol skal leve op til. Han fremhæver samtidig, at virksomhedens håndtering af fødevarer ikke fejler noget, men at det er papirarbejdet i relation til egenkontrollen, styrelsen ikke finder tilfredsstillende.

Han oplyser i øvrigt, at Fødevarekontrollen torsdag i denne uge var på et nyt besøg i pizzeriaet, og at det denne gang resulterede i en ny bøde på 5.000 kroner - igen på grund af en mangelfuld egenkontrol.

- Vi forstår det ikke. Vi havde udfyldt den blanket, man ønskede af os, men nu er der så andre blanketter, som de siger, vi skulle have udfyldt, forklarer indehaveren.

Smiley-historie

  • Babylons Pizza i Skolegade har siden 19. september 2016 haft besøg af Fødevarestyrelsen fire gange. De to første gange gik det strygende med to storsmilende smiley'er i henholdsvis 2016 og 2017
  • Tredje gang - i september i år - blev der uddelt en knap så smilende smiley med to indskærpelser - én for manglende risikoanalyse, en for dårligt vedligehold. Et enkelt lyspunkt var der dog ved besøget denne gang, idet vedligehold af gulv i produktionsområdet samt vedligehold af hylder, bordplade og væg ved kølerum, var bragt i orden efter indskærpelsen ved forrige kontrolbesøg.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sydjylland For abonnenter

Trods fortsat øde afgangshaller: Billund Lufthavn forventer fordobling af flytrafikken i 2021

Annonce