Annonce
Kolding

Skoler er forbudt område for forældrene under corona: Det har gjort børn mere selvstændige

På Vester Nebel Skole skal forældrene i denne tid sige farvel til deres barn ved lågen bag ved børneflokken her. Det gælder også for Loui, Ida, Silje og Emil, der alle går i glidende overgang og altså begyndte at få deres gang på skolen lige efter påske. Pædagog Hanne Bloch, bagved, er en af dem, der har observeret, at børnene er blevet mere selvstændige af, at deres forældre ikke længere går med ind på selve skolen, når de afleverer om morgenen. Foto: Søren Gylling
Under coronakrisen har forældre ikke måtte komme ind på skolerne for at sige farvel om morgenen. På flere skoler i Kolding har man set en positiv effekt af dette. Børnene er blevet mere selvstændige, og de ansatte har haft mere tid til dem.
Annonce

Kolding: Selv om mange forældre gerne vil følge deres barn helt ind på skolen om morgenen for at sige pænt farvel, har det været forbudt land, siden de yngste elever kom tilbage til skolerne midt i april efter den store coronanedlukning. I stedet må forældrene tage afsked med deres barn udenfor skolebygningen.

Efter mere en halvanden måned uden forældre inde på skolen om morgenen, fortæller flere skoleledere nu, at de har særdeles gode erfaringer med, at forældrene nøjes med at vinke farvel udenfor, og eleverne derefter selv går ind og klarer de ting, der skal klares, før skoledagen begynder.

Samstemmende forklarer de, at de yngste elever er blevet mere selvstændige af selv at ankomme til klasselokalet uden mor eller far. Derudover har de ansatte i de yngste klasser også fået mere tid til at give børnene deres fulde opmærksomhed, når der ikke står forældre omkring klassen.

- Helt umærkeligt er velmenende og omsorgsfulde forældre kommet længere og længere ind i skolen, og vi har selv været med til at invitere dem. Men forældrene har nu oplevet, at deres børn bliver mere kompetente, og man er blevet tvunget til at tænke, at det her kan mit barn godt klare, siger skoleleder på Vester Nebel Skole, Martin Bredthauer.

Børnene kan sagtens selv, og nu hænger rygsækken på den rigtige ryg, når eleverne kommer i skole. Henriette Aaby, skoleder Christiansfeld Skole.
Annonce

Markant forskel

På Christiansfeld Skole har personalet oplevet det samme, oplyser skoleleder Henriette Aaby.

- Der er en markant forskel. Børnene kan sagtens selv, og nu hænger rygsækken på den rigtige ryg, når eleverne kommer i skole. Hvis man som barn oplever, at man mestrer noget, man ikke kunne før, så giver det en et boost i andre sammenhænge, siger Henriette Aaby.

Hun understreger, at en anden vigtig erfaring er, at personalet i de yngste elevers klasser kan være mere nærværende, når der ikke er forældre med nogle af eleverne om morgenen.

- Personalet har bedre tid til at tage imod børnene. Hvis der er et par forældre med deres børn i klassen om morgenen, vil læreren eller pædagogen selvfølgelig gerne være tilgængelig for dem og tage en dialog, men det betyder, at hvis der kommer et barn alene ind i klassen, så når personalet måske ikke at opfange, at der var brug for at være nærværende overfor det barn, mener Henriette Aaby.

Annonce

Vil bruge erfaringer

På både Vester Nebel Skole, Christiansfeld Skole og Kongsbjergskolen i Lunderskov vil skolelederne sammen med personalet drøfte, hvordan de kan bruge de gode erfaringer fra månederne med udendørs forældreafsked, når skoledagene bliver mere normale, og Sundhedsstyrelsen ikke længere anbefaler, at forældre ikke må komme ind på skolerne.

- Det har givet en hel anden ro hos eleverne, og der står jo en ansat klar til at tage imod dem om morgenen. Overgangen til skolen er blevet mere smidig. Jeg joker nogle gange med, om børnene ikke selv kan bære deres taske, for vi forældre har jo en naturlig trang til at feje lidt af vejen for vores børn. Men børnene kan godt selv bære deres taske, tage deres jakke af og på, og det skal nok gå det hele. De bliver mere selvstændige og selvhjulpne, og man lærer bedst ved at prøve, siger skoleleder på Kongsbjergskolen, Wilhelm Hallum.

På Vester Nebel Skole har man allerede haft emnet oppe at vende i skolebestyrelsen, som bakkede op om, at man bør bruge af erfaringerne, når mere normale tilstande indfinder sig.

- Det er foreløbig noget, vi overvejer - hvordan vi både stadig kan være en åben skole samtidig med, at vi bibeholder det med, at børnene godt kan selv, siger Martin Bredthauer.

Coronaregler

  • Det anbefales, at forældre ikke kommer ind på landets skoler i øjeblikket på grund af corona. På skolerne i Kolding har forældrene typisk fået besked om, at de skal aflevere deres barn udendørs, og at de ikke må stimle sammen ved aflevering og afhentning.
  • Midt i marts blev skolerne i Danmark lukket helt ned bortset fra nødpasning af enkelte elever. Cirka en måned senere kom eleverne i 0.-5. klasse tilbage i skole, og det samme gjorde eleverne i glidende overgang, det vil sige de elever, som skal starte i 0. klasse til august.
  • Midt i maj kom eleverne i 6.-10. klasse tilbage i skole.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce