Tønder: TSF Fodbold fejrer i år 100 års jubilæum, og det bliver naturligvis fejret. Men samtidig ser klubben fremad, og i forbindelse med den store masterplan for hele fritidsområdet omkring Tønderhallerne er en gruppe ildsjæle gået i gang med et projekt, der hedder Klubhus 2020.
Der arbejdes for et nyt klubhus, der tænkes placeret i forbindelse med Bankparken, og det skal indeholde omklædningsfaciliteter, kontorer, lounge og øvrige faciliteter.
I øjeblikket arbejdes der hårdt på at få det økonomiske grundlag omkring projektet på plads.
Nyt støttearmbånd
Initiativgruppen nu søsat et nyt støtteprojekt i form af et smykkearmbånd, der sættes til salg udvalgte steder og i byens butikker.
Armbåndet er designet af Claus Scheelke, og smykkearmbåndene blev forleden præsenteret og pakket, så de nu kan finde vej ud i butikkerne. Der sættes 500 armbånd til salg.