Hvide Sande: Når det sidste kalenderblad i august bliver vendt, er det slut med KPK Thai Food på Parallelvej i Hvide Sande.
Paul Werner Seehagen, rådgiverDet er gået for meget op og ned. Beliggenheden er nok lidt forkert
Den forestående lukning af take away-forretningen blev mandag formiddag meldt ud på Facebook af Paul Werner Seehagen, der har hjulpet de thailandske indehavere med diverse rådgivning undervejs.
- Det er gået for meget op og ned. Beliggenheden er nok lidt forkert, siger Paul Werner Seehagen.
I sit Facebook-opslag forklarer han, at lukningen per 31. august - efter fire måneder i havnebyen - skal ses i lyset af såvel helbredsmæssige som økonomiske årsager:
- De beklager meget, at det ikke er muligt at videreføre forretningen med dette koncept og vil derfor slutte, inden det går galt, hedder det i beskeden på Facebook.
Til Dagbladet siger Paul Werner Seehagen, at arbejdsdagene ofte har været lange, og flere gange har omsætningen været for lav til at kunne dække lønninger:
- De vil hellere stoppe, mens legen er nogenlunde god.
Byen er måske for lille
Paul Werner Seehagen siger videre, at 'der er ingen tvivl om, at konceptet kunne udvikles, hvis der er nogle, der er interesseret':
- Det skulle nok mere have været en restaurant, men det vil kræve en større investering.
Paul Werner Seehagen tilføjer dog også, at 'Hvide Sande er måske lige lille nok til kun at have thai-mad.'
I sit Facebook-opslag skriver han på vegne af indehaverne, at 'de har været meget glade for at betjene kunderne - og vil gerne takke for den rigtig gode modtagelse og opbakning'.
Selskabet KPK Thai Food Takeaway Hvide Sande ApS blev i foråret stiftet af Sitthikorn Dookaew, Supaporn Hansen og Somkid Bangpong Knudsen.
På Facebook er der flere, der ærgrer sig over den forestående lukning - blandt andre Henriette Nielsen, der skriver dette i en kommentar:
- Tusind tak for rigtig dejlig mad i løbet af sommeren. Det har smagt fantastisk. Vi vil komme til at savne jer.
I en kommentar på Facebook skriver Elise Munksgaard:
- Det var da en dårlig nyhed, maden og betjeningen var i top.