Annonce
Esbjerg

Socialdemokratisk topfigur takker af efter polemik: Kan ikke stå inde for partiets linje

Tidligere borgmesterkandidat ved tre kommunalvalg og forhenværende gruppeformand, John Snedker (S), genopstiller ikke. Arkivfoto: Ludvig Dittmann
58-årige John Snedker, Socialdemokratiets tidligere gruppeformand og borgmesterkandidat, er ikke kandidat ved kommunalvalget næste år. Årsagen er tilsyneladende, at han ikke længere kan se sig selv i den anderledes, politiske linje, som den lokale partiorganisation og byrådsgruppen har lagt.

Esbjerg Kommune: Socialdemokratiets mangeårige topfigur i Esbjerg Byråd, 58-årige John Snedker, genopstiller ikke til kommunalvalget næste år.

Manden, om hvem det er sagt, at "han er den bedste borgmester, Esbjerg Kommune aldrig fik" - og som ved tre på hinanden følgende kommunalvalg har været partiets borgmesterkandidat og gennem mange år også gruppeformand for socialdemokraterne - har netop meddelt både den lokale partiorganisation og byrådsgruppen sin beslutning.

Ikke er alene er det en æra, der hermed slutter, den ender også med et brag, for det er særdeles tvivlsomt, om timingen i John Snedkers bratte meddelelse er helt tilfældig.

Udmeldingen kommer nemlig lige i kølvandet på et tumultarisk forløb op til - og efter – årets budgetforhandlinger, hvor Socialdemokratiet de facto isolerede sig selv fra resten byrådet ved på forhånd at stille et ultimativt krav for en eventuel deltagelse i et senere budgetforlig. Siden udarbejdede byrådsgruppen sit eget forslag til kommunalt budget, der dog faldt med et brag i byrådssalen, hvorefter byrådsgruppen endte med at stemme for det øvrige byråds budgetforlig.

Konsulenthjælp

Partiet har særligt i den senere tid måttet tåle gevaldige hug fra snart sagt alle sider af byrådssalen, men også tidligere meget nære samarbejdspartnere i rød blok. I indeværende periode har gruppen også flere gange skiftet formand og har måttet hente hjælp gennem partikontoret i København for at få has på de dårlige vibrationer og interne vanskeligheder.

John Snedker siger til JydskeVestkysten, at beslutningen er truffet efter ”moden og grundig overvejelse”:

- Da jeg nu endegyldigt har besluttet mig for, at jeg ikke genopstiller, så ønsker jeg også at melde min beslutning offentligt ud og samtidig benytte lejligheden til takke de mange vælgere og partiets medlemmer, der har betroet mig ansvaret for at påvirke det politiske arbejde i Esbjerg Byråd i de 28 år, jeg har været med, når indeværende byrådsperiode udløber, siger John Snedker.

John Snedker lægger ikke skjul på, at det ikke har været nogen nem beslutning, fordi politik og i særdeleshed kommunalpolitik har fyldt så stor en del af hans liv, siden han som 15-årig i 1977 meldte sig ind i DSU og et år senere i Socialdemokratiet.

Snedker under pres

- Politik, byrådsarbejdet og Esbjerg Kommunes fremtidige udvikling ligger mig fortsat meget på sinde, men når regnebrættet gøres op, så er det min bedste vurdering, at det rette tidspunkt er at stoppe, når denne byrådsperiode udløber med udgangen af næste år, siger han.

Hvorfor det, når stadig har store følelser for politik og kommunens udvikling? Har den meget omtalte uro i byrådsgruppen i indeværende periode haft betydning for din beslutning?

- Det er jo ikke nogen hemmelighed, at den politiske linje, som jeg har altid har stået for, har været sat under pres i denne byrådsgruppe og af den nuværende ledelse af vores lokale partiorganisation. Nu gik jeg sammen med partiet i sin tid til valg på at opnå indflydelse ved at tage politisk ansvar og dermed skabe resultater for borgerne med afsæt i socialdemokratiske værdier. Det er dén overordnede politiske linje, som også blev støttet af den daværende lokale partiledelse og den tidligere socialdemokratiske byrådsgruppe, og som ved valget i 2017 medvirkede til, at vi opnåede 11 mandater - det bedste valgresultat for partiet siden den nye storkommune blev skabt i 2006-2007, siger John Snedker.

Skal det forstås sådan, at du mener, at den nuværende byrådsgruppe og ledelse netop ikke tager det politiske ansvar og skaber resultater for borgerne?

- Jeg tror ikke, jeg har flere kommentarer end dem, jeg allerede har givet.

Om Snedker

58-årige John Snedker, mangeårig gruppeformand og tre gange borgmesterkandidat for Socialdemokratiet, opnåede 6.860 personlige stemmer ved det seneste kommunalvalg i november 2017 – kun 299 færre personlige stemmer end Jesper Frost Rasmussen (V), der endte med at afløse den tidligere Venstre-borgmester gennem 24 år, Johnny Søtrup.

John Snedker har i øvrigt løbende forøget sin vælgermæssige værdi og popularitet. Fra eksempelvis 3.025 personlige stemmer ved valget i 2009 til 4.664 personlige stemmer i 2013 og altså tæt på 7.000 personlige stemmer sidst.

John Snedker er i Esbjerg og gift med Ghita. Parret har to døtre - Rikke og Lotte - henholdsvis pædagog og finansøkonom – og tre børnebørn, Victor, Alberte og Anton. Alle bosiddende på henholdsvis Fanø og i Esbjerg Kommune.

John Snedker har været medlem af Esbjerg Byråd i tre perioder fra 1982-1994 og blev igen medlem fra 1. januar 2006. Han har været partiets borgmesterkandidat ved valget i 2009, 2013 og 2017, og gruppeformand fra 1. januar 2010 til 1. januar 2018. Tidligere formand for Socialdemokratiet i Esbjerg-kredsen, medlem af partiets centrale forretningsudvalg (2002-2005) og tidl. medlem af partiets hovedbestyrelse.

Socialdemokratiet har valgt 3F-formand Jakob Lykke som ny borgmesterkandidat ved valget næste år.

Forsiden netop nu
Danmark

Dyr redningsaktion: Bravo Tours sender kæmperegning til skatteyderne