Annonce
Vejen

Sundheden kom op i det røde felt

70 kvinder og mænd og enkelte børn mødte søndag op til gospelsang og lysgudstjeneste i Sct. Peders Kirke i Holsted St. Foto: Steen Rasmussen
70 mødte søndag op til gospel-træf med Janne Wind som en meget inspirerende dirigent i Sct. Peders Kirke i Holsted St.

HOLSTED: Søndagens store succes med Lys- og Gospelgudstjenesten i Sct. Peders Kirke i Holsted St. kalder på en gentagelse! Hele 70 kvinder og mænd og et par halvstore piger mødte op til arrangementet, som var sat i søen af menighedsrådet og med Janne Wind som dirigent og indpisker.

Hun mener i ramme alvor, at man kan synge sig sund, og hvis det er tilfældet, så er både deltagerne i koret og ved den afsluttende Lysgudstjenester blevet ikke så lidt bedre tilpas. Med et smittende humør fik dirigenten et rytmisk og meget iørefaldende musikprogram indstuderet på blot tre timer, før det blev præsenteret ved gudstjenesten.

Når den enkelte mærker den dybere nærvær, begejstring og fællesskab i samværet om sangen, synger man sig sundere, lyder Janne Winds budskab.

Med få, letanvendelige redskaber og kreative vinkler fra musikkens verden kan man optimere timing, tempo, puls, tillid og sammenspil i et fællesskab.

- l en tid, hvor fokus mere end nogensinde er på nedskæringer og bundlinje, skal der tilføres noget, der styrker energi og arbejdsglæde.

Med mere end 400 workshops, seminarer og foredrag for korsangere, virksomheder, teams og ledere gennem de sidste 20 år er Janne Wind en kompetente og sikre guide til fornyet energi og stemning i enhver forsamling.

Det blev bevist søndag, hvor sognepræst Helle Yskes ledede gudstjenesten, mens tusmærket sænkede sig udenfor.

Annonce
Sanger, korleder og komponist Janne Wind ledede gospel-træffet i Sct. Peders Kirke i Holsted St. Foto: Steen Rasmussen
Den yngste var ni, og den ældste var vist i 80'erne. Og det hele gik op i en formidalbel og smuk enhed. Foto: Steen Rasmussen
Gospel får humøret op i det røde felt. Foto: Steen Rasmussen
Korsangerne øvede i fire timer, før koret medvirkede i Lysgudstjenesten i Sct. Peders Kirke. Foto: Steen Rasmussen
Tenorerne og basserne. Foto: Steen Rasmussen
Janne Wind bruger hele kroppen, når hun instruerer gosperkoret. Foto: Steen Rasmussen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Stor ståhej for ingen krænkelse

Det er fastelavnstid og dermed højsæson for det at klæde sig ud, og hvis du tror, at det er sjov og ballade, har du sovet i timen. Udklædning tager man ikke let på i dag. Der er vildt mange hensyn, der skal tages. En god udklædning skal ikke bare være flot, sjov, vellignende eller godt tænkt. Den skal være politisk korrekt. Ve dig, hvis du begår en fejl. TV2-vært Mette Helena Rasmussen, mest kendt fra programmet Nybyggerne, tog et muslimsk tørklæde på og lagde et billede af sig selv på Instagram. Klar til fest. Så stod hun ellers for skud. Som var hun selve tønden til en fastelavnsfest, haglede slagene ned over hende. Hun blev kaldt racist. Hun blev kaldt dum. Hun skyndte sig at undskylde. Det er den typiske reaktion i sådanne sager. En hurtig undskyldning. Det var også sådan Canadas premierminister, Justin Trudeau, i efteråret, krisehåndterede, da et gammelt billede fra en udklædningsfest i 2001 dukkede op. Det viste ham som Aladdin med ansigtet malet brunt. Undskyld. Undskyld. At man tyr til undskyldning og tilbagetog, når uvejret rejser sig, er forståeligt. Kritikken er ofte overvældende, og stemplet Racist er voldsomt. Det ville dog være befriende om nogen turde møde larmen med et: Ti dog stille. Det er så uhyre let at blive krænket, og mange lever tilsyneladende deres digitale liv i en evig på jagt på sager, der kan stimulere raseriet, og det var lige præcis en sådan gruppe tapre netsoldater, som for i flint i kommentarsporet, da Mette Helena Rasmussen havde lagt sit billede på nettet. Programmet ”Kulturen på P1” undersøgte sagen, talte med en række muslimske kvinder – ikke en var provokeret eller krænket. Alle var derimod forbløffede over hele affæren. Det vil tynde så dejligt ud i krænkelsesdebatterne, hvis vi hver især nøjes med at blive krænket på egne vegne. Føler vi os alligevel draget til at tage en minoritet i forsvar, det behov kan opstå, vil det klæde engagementet, om vi sikrer os, at vores hjælp og indsats faktisk er efterspurgt af dem, vi har tænkt os at agere talsmænd for. Og er den ikke det: Så ti dog stille.

Annonce