Rømø: Beredskabet kom alvorligt på arbejde fredag aften, da det blev kontaktet på en tysk registreret telefon, som ringede fra et sted ude i Vadehavet ud for Sønderstrand på Rømø.
- To personer var blevet fanget derude på en sandbanke. Den store udfordring er så, at telefonen løber tør for strøm derude, så vi mister kontakten til dem, der er derude, siger Erik Lindholdt, vagtchef hos Syd- og Sønderjyllands Politi.
Alarmopkaldet blev modtaget klokken 19.23, og både en helikopter og redningsmandskab blev hurtigt sendt mod personernes formodede opholdssted sammen med folk fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
- Vi får at vide, at det skulle være to tyske kvinder på 36 og 48 år, der er strandet. Og vi finder en tysk bil holdende derude. Det er det eneste, vi har at gå efter, og der er bare kulsort, lyder det fra Erik Lindholdt.
Heldigvis var heldet med både kvinderne og redningsmandskabet, da de efter godt en halv time blev meldt fundet i god behold. Den gode besked tikkede ind klokken 20.08.
- Det er indsatsen derude, der finder dem. Men vi var lidt på hælene. Det var måske lidt mere held en forstand, siger vagtchefen, som gætter på, at kvinderne nok holder sig fra Vadehavet efter mørkets frembrud for eftertiden.