Horne: "Flytte børnehaven op på skolen!" står der midt på den hvide papirsdug.
Rundt om har den lille gruppe kvinder skrevet masser af ideer til, hvordan skolen og børnehaven kan forskønnes, men i midten skal der stå en af de ting, de brænder mest for. De tror på, at en samling af børnehave og skole vil gøre det mere trygt at skifte fra børnehave til skole, og de tror, at de ældste børn fra børnehaven, og de yngste fra skolen vil kunne få noget ud af at gå sammen.
Til et borgermøde i Horne er borgere i Horne samlet i fem arbejdsgrupper, der igen er delt i undergrupper. Her bliver der diskuteret alt fra et markedsføring af Horne, til hvordan man får frigivet boliger til børnefamilier.
Det er en aften, hvor det handler om at få ideer. Om det så kan lade sig gøre, må andre se på bagefter.
Det samlede mål er klart: Horne Børneby - der består af en børnehave og en skole - skal bevares.
Kæmpe ændringer i bymidten
Ved et andet bord bliver der tegnet i stedet for skrevet på dugen. Her er planen at komme med ideer til, hvordan Horne kan få et torveområde, der kan fungere som grøn oase. På bordet lige ved siden af, er muren på en gammel andelskassebygning nu blevet til en klatrevæg, men Brian Pedersen synes egentlig, at bygningen skal væltes med jorden.
- Så skal vi have en overdækket scene, siger han og peger på tegningen.
Sagt til borgermødeDer er ikke vinduer i den? Så kunne man godt lave klatrevæg på bygningen.
Han er med i en gruppe, der også er begyndt at se på muligheder i en større del af Hornes bymidte. Mælkevejen lidt derfra vil de have sløjfet, så børn kan gå sikkert fra skolen over til det nye torv.
Med i gruppen er også Jytte Søndergaard, der slår et slag for, at Horne skal lade sig inspirere af Lemvig Havn.
- Det er simpelthen alletiders, siger hun og viser på Google Maps, hvordan der med simple virkemidler er skabt et livligt område for børn og voksne. Hun lover de andre at tage billeder, når hun skal til Lemvig i weekenden.
Politikere kommer på besøg
Til borgermødet er flere byrådspolitikere dukket op, men der er et besøg mere på vej.
En række personer, der arbejder for at redde Horne Børneby, vil mødes 9. september for at planlægge, hvordan der kan arbejdes videre med de ideer, der er opstået på borgermødet. Det vil blive præsenteret for politikerne i Udvalget for Børn og Læring, når Støtteforeningen for Hornes Unge- og Børneinstitutioner - HUBI - har møde med dem 16. september.
Senere på efteråret skal politikerne beslutte, om Horne Børneby skal nedlægges eller bevares.
Sagen kort
Et flertal i byrådet har besluttet, at der samlet bør være mindst 100 børn i en børneby.
I år er andet år i træk, hvor Horne Børneby ikke lever op til det krav.
Derfor skal politikerne senere på efteråret beslutte, om det skal betyde, at skolen og børnehaven bliver nedlagt.