Varde: Der er tøjbutikker, som har mulighed for at sælge lidt af vintervarerne efter modellen click and collect, klik på nettet og afhent i butikken. Men det er ingen mulighed for butikskæden Westwind med hjemsted i Varde.
Der er 25 Westwind-butikker, og de har ét til fælles. De ligger alle i turistområder. Westwind-butikkerne ligger i byer som Blåvand, Henne, Søndervig, Vorupør og Marielyst på Falster - for nu at nævne nogle.
- Click and collect giver ingen mening i sådanne byer, siger Frank Møller, som er direktør og medejer af Westwind.
Han vurderer, at click and collect fungerer nogenlunde for butikker med en fast kundekreds. Men butikker, der sælger sportstøj og fritidstøj i turistbyer, har ikke en fast kundekreds.
Så selv om der er hjælpepakker, så taber Westvind mange penge på nedlukningerne. Der 40-50 hjemsendte medarbejdere.
- Vi skal betale 25 procent af deres løn, siger Frank Møller.
Men nedlukningerne har skabt arbejdsløshed for nogle medarbejdere i Westwind. De løst ansatte får ikke del i lønkompensationen - de er henvist til anden beskæftigelse eller arbejdsløshedskøen.
Tab i vinterferien
At nedlukningerne fra jul til nu så fortrinsvist er foregået i en periode, som i forvejen er lavsæson for turistbutikker, er et held.
Men der har lige været en uge syv med massere mennesker i turistbyerne under skolernes vinterferie. Her har de mødt lukkede butikker, så Westwind er gået glip af meget omsætning.
Westwind-kæden har til og med 2019 haft nogle rigtig gode år med solide overskud.
- 2020 er faktisk også gået nogenlunde, siger Frank Møller, som dog fik en speciel oplevelse. Under nedlukningerne i foråret var butikkerne åbne sådan på nødblus, og han var som ejer selv ude at ekspedere i én af butikkerne.
Men omsætning og overskud går ned i 2020, selv om der efter nedlukningerne fulgte en vild sommer med mange danske gæster i turistbyerne. Her blev meget af det tabte hentet ind. Der er dog endnu ikke offentliggjort et regnskab for 2020 i Westwind Holding ApS, men der er nedgang i omsætningen.
Uden hjælpepakkerne havde det været svært:
- Vi er glade for, at det er Danmark, vi driver virksomhed i, siger Frank Møller om denne svære tid for detailhandlen.
Westwind ejes af medarbejdere
Westwind ejes af Westwind Holding Aps.
Der er er tre datterselskaber under, som driver butikkerne.
Der er medarbejdere i de forskellige områder i ejerkredsen.
Det er de vardensiske sportshandlere Jens Astrup Madsen og Frank Møller, der etablerede butikskæden i 1985.