Annonce
Kolding

YouTube-stjerne har købt sig ind i Geekd - butik i Kolding er på vej

Alexander Husum ejer nu en femtedel af Geekd i Ølgod. Arkivfoto: Michael Svenningsen
Ronnie Olesen solgte 35 procent af Geekd i tv-programmet Løvens Hule. Nu ejer Alexander Husum, der er stor stjerne på YouTube, også 20 procent. Samtidig er en butik i Kolding på vej.

Ølgod: 385.000 abonnerer på Alexander Husums YouTube-kanal, og han har lavet videoer, der er set over en million gange. Nu er han også medejer af Geekd, der er en butik, der sælger gaming-udstyr i Ølgod. Det er Ronnie Olesen, der driver butikken i det daglige.

Ifølge Ekstra Bladet har Alexander Husum købt i alt 20 procent af Geekd. Størstedelen af den andel var tidligere ejet af Kasper Antonsen, der har været med til at stifte Geekd, men som nu har forladt firmaet.

Som medejer vil Alexander Husum arbejde med markedsføring. Geekd har fået en YouTube-kanal, hvor både Alexander Husum og Ronnie Olesen optræder. Ronnie Olesen siger, at han kun ønskede Alexander Husum med, hvis han netop ville arbejde aktivt for virksomheden og ikke kun være en passiv investor.

På YouTube-kanalen er der blandt andet test af produkter, og der er en video, hvor et headset fra en kinesisk webshop viser sig at være bedre end en af Geekd's billige headset. Det er vigtigt med troværdighed, mener Ronnie Olesen, og derfor siger de deres ærlige mening, selvom det umiddelbart ikke er til deres egen fordel.

Annonce
Han er jo en meget kendt person, og hans målgruppe er lige præcis vores målgruppe. Det vil gøre kæmpe underværker at have sådan en som ham med.

Ronnie Olesen, administrerende direktør i Geekd, om Alexander Husum

Tog tilbud alvorligt

Til Ekstra Bladet fortæller Alexander Husum, at han i sjov sagde, at han gerne ville have nogle procenter af Geekd, men at Ronnie Olesen tog det meget seriøst og indledte forhandlinger. Det bekræfter Ronnie Olesen.

- Han er jo lidt et forbillede for mange, og han har nogle specialer, som jeg slet ikke har, siger han.

- Det vil spare os noget økonomisk, at han kan lave det, men vi får også hans markedsværdi. Han har jo en værdi i sig selv, fordi han har et kæmpe netværk.

Hovedparten af virksomheden er nu ejet af tre mænd. Det er Ronnie Olesen selv, der har stiftet virksomheden, Alexander Husum, der er blandt Danmarks største YouTubere, og Jacob Risgaard, der er kendt fra Løvens Hule. Det er et tv-program på DR1, og det var netop i et afsnit af Løvens Hule, at Jacob Risgaard købte sig ind i virksomheden.

Åbner butik i Kolding

Selvom Geekd har base i Ølgod, så er der kunder fra hele landet. Det er årsagen til, at en butik i Kolding tæt på storcentret nu er på vej. Det er meningen, at butikken åbner i maj.

- Vi har været rundt i det meste af Norden for at se, hvad andre lande gør: Hvordan de bygger butik, og hvordan det ser ud, siger han og fortæller, at han fandt inspirationen i en butik i Berlin.

Grundlæggende er der i den nye butik mere fokus på oplevelser. Tastaturer, mus og skærme er pakket ud og står fremme tændt og med lys. Der kommer til at være gode muligheder for at prøve udstyret, før man køber.

De to største ejerandele har Jacob Risgaard, til venstre, og Ronnie Olesen, der også er administrerende direktør og medstifter. PR-foto: DR

En fremtid i Ølgod?

Der skulle have været åbningsfest i butikken i Kolding, men det bliver ikke til noget på grund af coronarestriktionerne. Der kommer dog en markering online, fortæller Ronnie Olesen.

Og hvad så med butikken i Ølgod?

- Vi stiller ikke med en garanti for, at Ølgodbutikken fortsætter på den måde, som den fungerer på nu, men i den ene eller anden form håber jeg, at vi kan lave noget i Ølgod stadigvæk, siger Ronnie Olesen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Natteravnen er i fare for at uddø lokalt

112

Voldsom bilbrand vækkede beboere

Annonce