Gå til indhold
Annonce
Livsstil For abonnenter

Se et slogan og Styrtom

Hvorfor se Venedig og dø, når man kan tage til Gråsten og Snurom.

Man kan også søge mod Tønder og Lægan eller se Aabenraa og Styrtom.

Bizarre bynavne og underlige opfordringer er der masser af, uden at man behøver rejse langt. Og det gælder om at få det bedste ud af at have adresse i Helved, Hørmested eller Springforbi. Det er jo ikke sikkert, det er et problem at få sin søvn i Sengeløse, og det behøver ikke være noget bøvl at bo i Bøvl.

Ikke langt derfra ligger Billund, som kalder sig Børnenes hovedstad, og det slogan er et vellykket eksempel på branding af en by, der på grund af Lego-klodsen får det indre legebarn frem i os alle. Her er en målgruppe, som er god at satse på.

De fleste af os kender Rinkenæs, fordi vi har sunget med på "Rapanden Rasmus" af Halfdan Rasmussen. Her i 2015 er det 100 år siden, digteren blev født. Kongen af finurlig nonsens kunne få hyphest og vogn til at rime på Rinkenæs sogn og havde i det hele taget et godt øje til Danmarks byer. I hans "ABC" hedder det for eksempel "Lirum i Virum og Larum i Farum, tog fra Nærum med fru Lærum for at købe smør i Smørum".

Den slags begavede vrøvlevers bliver børn forhåbentlig udsat for mange år endnu.

Når byerne selv skaber et slogan, er resultatet svingende. Sønderborg reklamerer med "Viden og kreativitet", og det er fint at hentyde til forskerparken og kulturlivet. Og så er det rart at vide, man kan besøge det sønderjyske uden fare for at styrte om eller blive rundtosset.

Andre gange er de kommunale kampråb spild af penge. Aarhus, som blev europæisk kulturhovedstad i 2017 for næsen af Sønderborg, har måttet skrotte "Aarhus - Danish for progress". Det var så dyrt og dårligt, at man føler trang til at give byerne en hjælpende hånd. Og hvorfor ikke hente assistance i de eksisterende slogans og reklamer, så man for eksempel kunne fortælle, at "Varde ved du, hvor du har", "Løgumkloster - fordi du fortjener det" eller "Ribe - lidt bedre end andre gode byer".

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce