Baskery, Bruce og bye bye

Jeg anede ikke, at en banjo kunne lyde sådan. Godt nok havde jeg læst programomtalen, men jeg havde forestillet mig, at tre unge piger med guitar, banjo og kontrabas ville blive en harmonisk, velklingende og lidt traditionel start på årets festival, om end lidt sært med den svenske baggrund. Der var velklingende vokalharmonier. Og der var takter af traditionel folkemusik. Men mest var Baskery et fascinerende bud på den nye generation. De var seje, de var rå, med inciterende rytmer, der nærmede sig det sexede. De gav sig selv, og alle deres ”Spoken Word”s blæste ud over scenekanten.