Gå til indhold
Annonce
forside

Sønderjyllands politi som i en bananrepublik.

Politireformen har reduceret, i hvert fald Sønderjylland, til noget der ligner forholdene i de såkaldte bananrepublikker - borgerne må selv sørge for deres egen sikkerhed med de fatale følger dette kan medføre, i form af diverse våben til selvforsvar. Man kan ikke gøre sig forhåbninger om at politiet kommer en til hjælp i en presset situation, hvis man overhovedet er så heldig at komme i forbindelse med dem. Jeg har personligt inden for den sidste måned 3 gange haft brug for kontakt til politiet og har konstateret at det for det første er umuligt hvis man ikke har en digital telefon, fordi man skal taste sit områdenummer for at blive dirigeret fra centralen i Esbjerg eller København til Haderslev, dette kan ikke lade sig gøre fra en drejeskivetelefon. Når man endelig tror at man har fået Haderslev politi viser det sig at vedkommende politidame sidder i Aabenraa og overhovedet ikke har kendskab til lokalområdet. Ringer man direkte til stationen i Haderslev efter kl. 16 bliver man bedt om at ringe igen i morgen efter kl. 8, hvis man da ikke ligefrem sidder med en kniv for struben, der er nemlig ikke betjente på stationen og de få patruljevogne der er i landsdelen kan slet ikke tage sig af småting. I vores relative fredelige boligområde har der inden for den sidste måned været indbrud hos mig selv og min nabo, hærværk med nytårskrudt længe inden nytårsaften og en stjålen bil holder på fjerde uge parkeret uden for min adresse med det ene vindue rullet ned- men skyggen af en patruljevogn eller betjent har vi ikke set. Det føles som om al henvendelse til politiet bliver mødt med et skuldertræk og en opgivende holdning - og det kalder man reform (et ord jeg indtil nu har opfattet som betydende forbedring !)

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce