Gå til indhold
Annonce
Indland

Konservative kan kræve et omvalg efter stemmeseddels-koks

Det Konservative Folkeparti har efter torsdagens stærkt graverende fejl på stemmesedler i Billund, Vejen og Haderslev besluttet sig for at klage til Økonomi - og Indenrigsministeriet. Har fejlen haft afgørende betydning, vil man ikke tøve med at kræve et omvalg i de berørte kommuner.

Fejlen betød, at både Det Konservative Folkepartis spidskandidat Mike Legarth og Alternativets Kim Hyttel er blevet fjernet fra deres tiltænkte plads på toppen af kandidatlisten. En fejl, der for alt i verden ikke må gentage sig.

Omvalg skal

have et formål

- Vi har besluttet os for at indgive en officiel klage, om ikke andet, fordi vi ønsker at få kastet lys over, hvordan det her kunne gå så galt. Jeg har lavet valgkamp i 30 år og har aldrig oplevet noget lignende, fortæller formand for Det Konservative Folkeparti i Sydjylland, Kurt Bjørndal.

Man vil nu se på, hvor meget de fejlagtige stemmesedler kan have kostet.

- Vi skal nu tage stilling til, om vi ønsker et omvalg de steder, hvor stemmesedlerne har været forkerte. Vi vil ikke sætte et omvalg i gang, hvis det ikke tjener et formål, men hvis det har været så tæt, at fejlen kan være afgørende for Mike, vil vi kræve et omvalg, siger Kurt Bjørndal.

Heller ikke hovedpersonen, Mike Legarth, ønsker et omvalg, hvis det ikke tjener et formål.

- Jeg mener ikke, at det har gjort en forskel, og jeg ønsker derfor ikke at gå videre med det, hvis det ikke ændrer noget, fortæller han.

Han er alligevel dybt rystet over, at en fejl af den kaliber kan forekomme.

- Det er en skandale, pointerer han.

Alternativet afventer

Ved Alternativet overvejer man lige nu, om man vil klage, men den involverede spidskandidat, Kim Hyttel, gør sig samme overvejelser som Det Konservative Folkeparti.

- Jeg overvejer lige nu situationen, for jeg vil jo heller ikke have omvalg, hvis det ikke nytter noget. Men i princippet synes jeg, at det bør gå om. Sådan en fejl bør simpelthen ikke ske - det er pinligt, fortæller Kim Hyttel.

Fejlen ligger ikke hos partierne, men hos de berørte kommuners valgbestyrelser, fortæller Indenrigsministeriet. I Vejen beklager Betina Knudsen fra valgsekretariatet fejlen.

Det må ikke ske,

men skete

- Vi er selvfølgelig virkeligt kede af det. Det er en fejl, der ikke skal opstå under et folketingsvalg. Vi vil kigge på vores egne arbejdsgange og sørge for, at det er en fejl, der ikke kan ske igen.

Men har I ikke sovet i timen, når denne her fejl kan ske?

- Vores kvalitetskontrol i forhold til bestilling af stemmesedler har ved det her valg ikke været god nok. Det kan vi skærpe.

Også i Haderslev beklager borgmester og formand for valgbestyrelsen, H.P. Geil, at de to kandidater ikke har stået på deres tiltænkte pladser.

- Det er beklageligt, men begge kandidater stiller op i to valgkredse. Det har ændret i de koder, der bestemmer, hvordan sedlerne skal se ud, og det har vi ikke været opmærksomme på.

Han forsøger derfor at sikre, at fejlen aldrig sker igen i Haderslev Kommune.

- Det må ikke ske, men det er sket og sådan er det. Fremover har vi indskærpet, at man er endnu mere opmærksom på de nye koder.

De berørte kommuner satte i løbet af valgdagen plakater op ved valgstederne, der gjorde opmærksom på fejlene på stemmesedlerne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce