Gå til indhold
Del kandidaten
Absalon Billehøj
Studerende
Enhedslisten

Derfor stiller jeg op til valget

For en grøn og retfærdig fremtid, i en by vi har råd til at bo og leve i. Vi skal have reel klimahandling, smide boligspekulanterne ud af vores by og stoppe naturødelæggende projekter som Lynetteholm og Amager Fælled. Det er her, jeg mener vi kan gøre den største forskel lige nu - og samtidig er det områder, der påvirker alt det andet: vores fællesskaber, kultur, sundhed og livskvalitet. Hvis vi vil have en by med plads til alle kræver det, at vi bygger langt flere almene og billige boliger, og mindre spekulationsbyggeri. Boliger skal være hjem, ikke investeringsmuligheder for de få. Og klima handler ikke bare om cykelstier og træer, men om ren luft til børn, klimaretfærdighed, biodiversitetskrisen og retten til et godt liv.

Politisk karriere
2021-nu · Suppleant til Borgerrepræsentationen
Erhvervskarriere
2022-nu · Juniorkonsulent · Mobilize Strategy Consulting A/S
2019-2021 · Fiskehandler · Fiskehalle
2018-2019 · Cykelmekaniker · Swapfiets Denmark ApS
Uddannelse
2022-nu · Stud.scient.adm · Roskilde Universitet
2020-2021 · BSc., Geografi og geoinformatik · Københavns Universitet
2015-2018 · Student · Rysensteen Gymnasium
1
Københavns Kommune skal prioritere flere grønne områder – også hvis det koster parkeringspladser
Absalon Billehøj uddyber:
København skal omdanne plads fra bilrum til byrum. Færre parkeringspladser og mindre køreareal betyder flere grønne byrum, flere cykelstier, bedre klimatilpasning og mere plads til leg. Det giver en sundere, grønnere og mere klimavenlig by, hvor pladsen til mennesker går forud for pladsen til biler. Samtidig er det et demokratisk problem, når den lille minoritet, bilejerne er, kan optage en så stor andel af vores fælles rum mellem husene.
2
Diesel- og benzinbiler skal forbydes i flere bydele
Absalon Billehøj uddyber:
Et bredt flertal på Københavns Rådhus har allerede vedtaget, at byen skal være fri for benzin- og dieselbiler i 2030. Det er godt, for trafikken udleder årligt 320.000 tons CO2. Dog så jeg gerne, at processen blev speedet endnu mere op - til gavn for klimaet og luftforureningen. Hvert år dør 415 københavnere for tidligt som følge af luftforurening - og det er dødsfald, der kunne være undgået.
3
København skal have mere metro – også selvom Københavns Kommune selv skal finansiere en stor del af det
Absalon Billehøj uddyber:
Metroen er en vigtig forudsætning for at få flere til at vælge kollektiv transport, men anlægget er også ekstremt CO2-tung. Derfor skal vi overveje, hvor vi får mest grøn transport for pengene, og særligt på de helt korte ture skal cyklen stadig være førsteprioritet. Samtidig er det afgørende, at nye metrolinjer ikke finansieres gennem By&Havns ødelæggende grundsalgsmodel, men på en måde der ikke koster os natur og klima.
4
Der skal indføres en betalingsring rundt om København
Absalon Billehøj uddyber:
En betalingsring vil reducere biltrafikken, forbedre luftkvaliteten, og gøre byen grønnere og mere tryg. Samtidig kan indtægterne bruges til bedre kollektiv transport og cykelinfrastruktur, så det bliver nemmere og billigere at vælge de grønne alternativer. Dertil kommer at halvdelen af trafikken i København i forvejen er folk, der ikke bor i byen. For langt de fleste vil det være fint at parkere ved en station og tage offentlig transport ind.
5
København skal øge antallet af parkeringspladser til biler - også hvis det koster cykelstier eller byrum
Absalon Billehøj uddyber:
Tværtimod. København skal omdanne plads fra bilrum til byrum. Færre parkeringspladser og mindre køreareal betyder flere grønne byrum, flere cykelstier, bedre klimatilpasning og mere plads til leg. Det giver en sundere, grønnere og mere klimavenlig by, hvor pladsen til mennesker går forud for pladsen til biler. Samtidig er det et demokratisk problem, når den lille minoritet, bilejerne er, kan optage en så stor andel af vores fælles rum mellem husene.
6
Kollektiv trafik skal være gratis
Absalon Billehøj uddyber:
Gratis kollektiv transport vil gøre det nemmere og billigere at vælge grønt frem for bilen. Det reducerer CO₂-udslip, mindsker trængsel og skaber en mere retfærdig by, hvor alle har lige adgang til at komme rundt.
7
Københavns Kommune skal afskaffe forældrebetalingen i kommunale daginstitutioner
Absalon Billehøj uddyber:
I Enhedslisten går vi ind for gratis pasning i daginstitutioner, men så længe København er underlagt regeringens stramme budgetlov er det for os vigtigere at investere i kvaliteten i første omgang – med fokus på højere normeringer og bedre faciliteter.
8
Andelen af almene boliger i nybyggeri skal øges markant
Absalon Billehøj uddyber:
Almene boliger er den bedste måde at sikre et København, alle har råd til. Derfor er det for Enhedslisten et af de vigtigste temaer til kommunalvalget. Lige nu blokerer regeringen for almene boliger, så byggeriet næsten er gået i stå - det er en katastrofe. Enhedslisten vil gerne have mindst 50% almene boliger i de nye byområder, også gerne studieboliger.
9
Projektet med Lynetteholmen skal skrottes
Absalon Billehøj uddyber:
Lynetteholm skal skrottes. Projektet stormflodssikrer ikke København - tværtimod øger det risikoen for oversvømmelser, indtil en sydlig løsning engang måtte komme. Samtidig er økonomien uholdbar: Påstanden om, at Lynetteholm betaler sig selv, er tilbagevist, og kommunen risikerer milliardregninger til den nye havnemotorvej og metro, mens andre bydele må vente på kollektiv trafik. Boligbehovet kan i forvejen dækkes med over 40.000 nye boliger i eksisterende områder som Jernbanebyen, Nordhavn og Kløverparken - uden at ødelægge havmiljø og kystnatur. Lynetteholm spærrer for gennemstrømningen i Øresund, truer Østersøens miljø, øger CO₂-udledningen og skaber mere biltrafik. Ressourcerne bør gå til reel stormflodssikring og grøn byudvikling – ikke til et prestigeprojekt søsat af Frank Jensen og Lars Løkke.
10
Rygning skal forbydes på kommunale pladser og i parker
Absalon Billehøj uddyber:
Det giver rigtig god mening med røgfri zoner på fx legepladser og idrætsanlæg, hvor børn og unge færdes. Men vi skal samtidig respektere den enkeltes frihed – eksempelvis skal en plejehjemsbeboer selvfølgelig fortsat kunne ryge foran deres plejehjem, hvis de ønsker det. Det handler om at finde en god balance mellem forebyggelse, at undgå passiv rygning, og at lade de enkelte institutioner sætte rammerne.
11
Kommunens serviceniveau må gerne øges, også hvis det kræver højere kommuneskat.
Absalon Billehøj uddyber:
Jeg så gerne vi investerede mere i den grønne omstilling og vores fælles velfærd. Desværre er socialdemokratiets budgetlov og de årlige økonomiaftaler skruet sammen på en måde der gør, at vi ikke selv må bestemme hvor mange penge vi bruger på eksempelvis klima, højere normeringer i børnehaver eller to-lærerordning i skolerne. Derfor er København blevet så rig en kommune, at vi egentlig godt kan sætte skatten ned uden at spare i de kommunale budgetter. Det har vi også gjort de seneste år, så vi nu har landets laveste kommuneskat. Men Enhedslisten ville hellere investere pengene i klima og velfærd - hvis bare vi måtte.
12
Der skal spares på de kommunale budgetter, så kommuneskatten kan sættes ned.
Absalon Billehøj uddyber:
Jeg synes ikke vi skal skære ned på velfærden og den grønne omstilling i København - tværimod så jeg gerne vi investerede mere. Desværre er socialdemokratiets budgetlov og de årlige økonomiaftaler skruet sammen på en måde der gør, at vi ikke selv må bestemme hvor mange penge vi bruger på eksempelvis klima, højere normeringer i børnehaver eller to-lærerordning i skolerne. Derfor er København blevet så rig en kommune, at vi egentlig godt kan sætte skatten ned uden at spare i de kommunale budgetter. Det har vi også gjort de seneste år, så vi nu har landets laveste kommuneskat. Men Enhedslisten ville hellere investere pengene i klima og velfærd - hvis bare vi måtte.
13
Det skal være økonomisk mere attraktivt at sidde i byrådet/kommunalbestyrelsen, så flere bliver interesserede i at stille op.
Absalon Billehøj uddyber:
Det er virkelig vigtig at folks politiske engagement kommer af et reelt ønske om at kæmpe for en bedre verden - og ikke for at blive rig. Derfor betaler vi i Enhedslisten en ekstra partiskat på 33% oven i den almindelige skat. Dog synes jeg sagtens det kan give mening at se på nye og bedre måder eksempelvis at arrangere børnepasning ifm. møder, så lokalpolitik bliver tilgængeligt for flere, og flere forskellige, mennesker.
14
Skolerne skal i højere grad hjælpe særligt udfordrede børn, også selvom det vil ske på bekostning af hjælpen til de øvrige elever.
Absalon Billehøj uddyber:
Alle børn skal have den støtte, de har brug for, og flere kan hjælpes til at trives i almenskolen, når vi investerer i flere voksne og bedre rammer. Samtidig gør det skolen bedre for alle elever. Men vi må også erkende, at nogle børn har brug for mere specialiserede tilbud, og derfor skal vi styrke både almen- og specialområdet, så ingen falder mellem stolene.
15
Der er p.t. for få ansatte i forhold til antallet af børn i daginstitutionerne i min kommune.
Absalon Billehøj uddyber:
Enhedslisten arbejder for flere voksne til børnene i daginstitutionerne og for mindre børnegrupper. En vuggestuegruppe skal være på højst ni børn med tre voksne. En børnehavegruppe skal være på højst 18 børn med tre voksne. Samtidig arbejder vi for at der i København skal være "sociale normeringer" oven i minimumsnomeringerne i daginstitutioner med mange udsatte børn, så der er nok varme hænder til at passe på dem, der i forvejen har det svært.
16
Klassernes størrelse i folkeskolen skal ned - også hvis andre områder må spare.
Absalon Billehøj uddyber:
Selvfølgelig ville mindre klasser være godt for både elever og lærere, men så længe vi er underlagt Socialdemokratiets budgetlov, kan vi ikke bare bruge de penge, vi gerne vil, på folkeskolen. Derfor er det mindst lige så vigtigt at prioritere kvaliteten: flere voksne i klassen, tid til forberedelse og støtte til de elever, der har brug for det.
17
Der skal prioriteres flere varme hænder frem for mere velfærdsteknologi i ældreplejen.
Absalon Billehøj uddyber:
Jeg synes de to er hinandens forudsætninger. Så længe vi stadig er underlagt socialdemokratiets budgetlov kommer der ikke til at være nok penge til varme hænder i ældreplejen, uanset hvor meget vi gør kommunalt. Vi kan dog frigøre ressourcer til netop kerneopgaven - at sikre et værdigt ældreliv - ved smart brug af velfærdsteknologi, men det må aldrig ske på bekostning af kerneydelsen.
18
Mere konkurrence fra private aktører i ældreplejen vil forbedre serviceniveauet.
Absalon Billehøj uddyber:
Meget sjældent kan det betale sig at drive privat ældrepleje, med mindre der skæres ned på kvaliteten eller arbejdsvilkårene. Ofte begge dele. Samtidig har vi set mange møgsager, hvor private firmaer ikke har været i stand til at levere det der er aftalt, og kommunen så skal springe til og fikse problemerne - med enorme ekstraudgifter forbundet, til eksempelvis vikarudgifter.
19
Hjemmeplejen må aldrig udskifte en hjemmehjælpers støvsugning hos en ældre med en robotstøvsuger, med mindre det er den ældres eget ønske.
Absalon Billehøj uddyber:
Velfærdsteknologier som robotstøvsugere kan være en stor hjælp - de kan frigøre tid til mere nærvær, mindske nedslidning for medarbejderne og give et mere værdigt ældreliv. Men det må aldrig være en spareøvelse, og det skal altid være op til den enkelte ældre selv at bestemme, hvad den enkelte hjemmehjælpers tid i den ældres hjem bruges bedst på.
20
Der bør bruges flere penge på genoptræning, selvom det indebærer, at andre kommunale sundhedsområder (som for eksempel forebyggelse) får færre penge.
Absalon Billehøj uddyber:
Genoptræning er vigtigt for den enkeltes livskvalitet, men det må ikke ske på bekostning af forebyggelse og andre sundhedstilbud. Netop ved at investere i forebyggelse bliver det muligt at undgå, at så mange får brug for omfattende genoptræning senere. Vi skal derfor styrke både genoptræning og forebyggelse, i stedet for at sætte de to områder op mod hinanden.
21
Kommunen skal i højere grad sikre fredelige bymidter ved at forbyde gennemkørende trafik og parkering langs gaderne.
Absalon Billehøj uddyber:
Vi skal have fredelige kvarterer uden gennemkørende trafik og gadeparkering. Som bilist skal man kunne komme ind til Indre By, men ikke køre igennem den - det giver mindre trængsel, renere luft og mere plads til mennesker. Parkeringspladser og kørebaner skal omdannes til byrum, træer og grønne områder, mens beboere, varelevering og handicapkørsel selvfølgelig stadig skal have adgang.
22
Kommunen skal i højere grad fortætte byerne i stedet for at udlægge nye områder til boliger eller erhvev.
Absalon Billehøj uddyber:
Hvis man vil bevare de få grønne og blå naturområder, København i dag har tilbage, og samtidig have flere billige boliger, kræver det fortætning. Frem mod 2040 kan der bygges over 41.000 nye boliger i områder som Jernbanebyen, Nordhavn, Tingbjerg, Kløverparken, Bådehavnsgade og Bystævneparken – uden at røre naturen. Hertil kommer muligheden for flere tusind nye tagboliger i eksisterende ejendomme, ligesom vi kan omdanne villakvarterer til brokvarterer. Fremtidens byudvikling skal ske gennem fortætning og omdannelse, ikke naturødelæggelse, som vi har set med Amager Fælled, Stejlepladsen og Lynetteholm.
23
Kommunen skal udlægge mere plads til vindmøller og solceller, også tættere på beboelse end i dag.
Absalon Billehøj uddyber:
I København er der meget lidt plads til nye vindmøller, men vi skal udnytte potentialet for solceller på tage, varmepumper og geotermi så meget som muligt. Det er afgørende, at vi bruger de løsninger, der kan fungere i en tæt storby, så vi får skubbet på den grønne omstilling dér, hvor vi bor.
24
Alle kommunale byggerier skal have lavt CO2-aftryk - også hvis det gør projekter dyrere.
Absalon Billehøj uddyber:
Klimakrisen er den største krise, vi står overfor. Det er derfor vigtig at klimacertificering og lavt CO2-aftryk, både i anlægsfasen og efterfølgende, tænkes ind i alt nybyggeri - både de kommunale byggerier, og de private. Det bliver dyrere, men så må vi rykke tættere sammen og bo lidt mindre.
25
Politikerne skal fortsat have fuld fokus på vækst - også selvom det blandt andet betyder mere trafik og pres på skoler og daginstitutioner
Absalon Billehøj uddyber:
Vækstsamfundet er uforeneligt med bestræbelsen på at skabe et bæredygtigt samfund (globalt, nationalt og lokalt såvel som socialt og miljømæssigt). I stedet skal vi fokusere på livskvalitet, fællesskab og bæredygtighed. Det gode liv findes ikke i mere forbrug og betonbyggeri, men i stærke lokalsamfund, grønne områder, kultur og velfærd. København skal gå foran i at vise, at en by kan udvikle sig uden blind vækst.
26
Beskyttelse af grønne områder i kommunen bliver prioriteret for højt i forhold til nye erhvervs- og boligbyggerier.
Absalon Billehøj uddyber:
I København har vi alt for lidt natur - og den skal vi bevare. Derfor må byens boligbehov løses i den eksisterende bymasse og ikke ved at bygge på de sidste grønne og blå områder. Derfor er det et snydespørgsmål, for vi kan faktisk få begge dele. Frem mod 2040 kan der bygges over 41.000 nye boliger i områder som Jernbanebyen, Nordhavn, Tingbjerg, Kløverparken, Bådehavnsgade og Bystævneparken – uden at røre naturen. Hertil kommer muligheden for flere tusind nye tagboliger i eksisterende ejendomme, ligesom vi kan omdanne villakvarterer til brokvarterer. Fremtidens byudvikling skal ske gennem fortætning og omdannelse, ikke naturødelæggelse, som vi har set med Amager Fælled, Stejlepladsen og Lynetteholm.
27
Politikerne i min kommune er gode til at lytte til indsigelser fra borgere og tager deres input med i lokal- og kommuneplaner.
Absalon Billehøj uddyber:
Der er mange enkeltsager, der viser hvor dårlige vi er til borgerinddragelse i den fysiske planlægning i København. De to skrækeksempler er dog Lynetteholm og Amager Fælled. I begge tilfælde er projekterne ugennemtænkte og underanalyserede, og i begge tilfælde har borger- og ekspertgrupper været meget synlige i debatten med afværgeforanstaltninger, bedre alternativer eller selv små tilrettelser, der kunne gøre projekterne lidt bedre. Stort set alt forkastes af rådhuset, selv uden at lytte eller blive klogere. Der er derfor en vigtig læring for den næste Borgerrepræsentation i at blive bedre til at lytte til hvad de store flertal af kommunens borgere vil, samt hvad eksperter mener er bedst.
28
Kommunen skal være mere aktivistisk og eksempelvis boykotte varer fra Israel.
Absalon Billehøj uddyber:
Jeg ville ikke kalde det aktivistisk, men menneskelig. Israel begår folkemord mod palæstinenserne, med danskproducerede våbendele - og med den danske regerings støtte. Det mindste vi som kommune kan gøre er at boykotte israelske varer, sikre ytringsfriheden for pro-palæstinensiske arrangementer, og vise palæstinenserne den samme respekt som vi har vist ukrainerne med stilhed, flagning mm.
29
Det er en vigtig kommunal opgave at understøtte det lokale kunst- og kulturliv økonomisk.
Absalon Billehøj uddyber:
København bruger alt for få penge på kultur i dag, og vi har færre biblioteker, musikskolepladser og idrætsfaciliteter pr. borger end andre steder i landet. Kunsten og kulturen er med til at samle byen, styrke fællesskabet og give københavnerne oplevelser, der ikke afhænger af pengepungens størrelse. Derfor er det en vigtig kommunal opgave at støtte det lokale kunst- og kulturliv økonomisk - så alle har adgang til kultur, uanset hvor i byen man bor.
30
Flygtninge og indvandrere udgør en ressource frem for et problem for lokalsamfundet.
Absalon Billehøj uddyber:
Helt enig - flygtninge og indvandrere bidrager til København med arbejdskraft, kultur og mangfoldighed. Når vi sikrer ordentlige vilkår og lige adgang til fællesskaber er de en styrke for byen, ikke et problem.