Mit hjerte banker for Norddjurs, for vores børn og unge, for ældre og mennesker med handicap og for hverdagens trivsel og tryghed. Jeg brænder for mennesker, for fællesskaber og for en grønnere fremtid. Vi skylder vores børn at passe godt på naturen og den jord, de skal overtage efter os. Med rødder i Grenaa og bopæl i Fjellerup har jeg blik for både by og landdistrikter, hvor potentialer og udfordringer er forskellige. Livskvalitet kan se ud på mange måder, men styrkes ofte af fællesskaber i og omkring vores bopæl. Vores børn former fremtiden, men vi voksne former fundamentet for hele deres liv. Stærke daginstitutioner og skoler med fokus på kvalitet og trivsel, kan give dem den start på livet og det trygge børneliv, de fortjener. Trygheden i barndommen er en beskyttende og styrkende faktor gennem ungdomslivet, gennem voksenlivet og gennem alderdommen. Gode hverdage for vores børn er derfor den bedste investering, vi kan lave i en fælles fremtid.