Alt for ofte får vi at vide, at man ikke kan være ung og tage politisk ansvar. Men helt ærligt, er det ikke på tide, at os unge får lov at bestemme over den fremtid, der er vores? Jeg vil særligt arbejde for vores klima, uddannelse og de muligheder, vi får i livet. Jeg kæmper for en ambitiøs klimapolitik, mere natur og et sundt havmiljø, så vi faktisk passer på den verden, vi og vores børn skal leve i. Derudover vil jeg arbejde for et mere åbent og inkluderende Danmark, hvor flere føler sig hjemme, og hvor fællesskabet er stærkere end mistillid og splittelse. Samtidig vil jeg sikre bedre vilkår på uddannelserne og flere muligheder for os unge. Mine egne erfaringer med kroniske smerter har desuden givet mig en stærk motivation for at forbedre sundhedsvæsenet med kortere ventetider og mere fleksible løsninger. Jeg går ind i politik for at skabe et Danmark med frihed, fællesskab og ansvar – og for at give min generation en reel plads ved bordet.