Gå til indhold
Del kandidaten
Andreas Lausen
Selvstændig AI-rådgiver
Moderaterne

Derfor stiller jeg op til valget

Jeg bor i Middelfart med min kone Line og vores tre børn. Som fodboldtræner i MG&BK og aktiv i foreningslivet ser jeg hver dag, hvad frivillige betyder. Jeg arbejder til daglig med kunstig intelligens og har stiftet Visionair Velfair, hvor jeg hjælper kommuner og virksomheder med at frigøre tid og ressourcer. Min målsætning er at give ’en time mere om dagen’ til pædagoger, lærere og sosu’er ved at bruge teknologi klogt og skære unødigt bureaukrati væk. Jeg vil styrke landsbyerne og skabe balance mellem vækst, klima og velfærd. Jeg lytter, lærer og tør gå nye veje.

Politisk karriere
2025 · Spidskandidat, KV25 Middelfart Byråd
Tillidsposter
2025-nu · Næstformand, Storkredsbestyrelsen Fyn · Moderaterne
Erhvervskarriere
2023-nu · Selvstændig · phugl
2022-2024 · Fuldmægtig i psykisk sårbarhed · Social- og Boligstyrelsen
2021-2022 · Konsulent i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen · Odense Kommune
2019-2021 · Fuldmægtig i psykisk sårbarhed · Social- og Boligstyrelsen
1
Folkeskolerne skal styrkes, så de kan rumme flere børn med særlige udfordringer, mens færre skal i specialtilbud.
Andreas Lausen uddyber:
De fleste børn trives bedst i deres stamklasse med den rette støtte. Men nogle har brug for mere ro og mindre klasse. Vi skal styrke folkeskolen med flere ressourcer, mindre klasser og specialiseret personale, så flere børn kan inkluderes. Men barnets trivsel er vigtigere end et tal; fagfolk og forældre skal høres.
2
Middelfart Kommune bruger for mange ressourcer på at skabe attraktivitet gennem eksempelvis events som Klimafolkemødet.
Andreas Lausen uddyber:
Klimafolkemødet er en god idé, men det skal på sigt finansieres af sponsorer og deltagere, ikke kommunen. Vi har kickstartet det – nu skal pengene komme udefra, så vi kan bruge kommunens midler på kernevelfærd.
3
Det er vigtigere at bevare kommunens rekreative områder end at bygge nyt.
Andreas Lausen uddyber:
Det er ikke et enten-eller. Vi kan godt bygge nyt og udvikle kommunen, samtidig med at vi bevarer og styrker de rekreative områder. Planlægningen skal sikre grønne områder tæt på boliger og erhverv, så vi får en helhedsorienteret by med plads til mennesker og natur.
4
Mindre byer i Middelfart Kommune bliver underprioriteret sammenlignet med Middelfart by.
Andreas Lausen uddyber:
De mindre byer er ikke glemt, men vi skal give lokalråd og foreninger mere indflydelse på prioriteringerne. Udvikling og investeringer skal ske i samarbejde med dem, der bor der, så vores ressourcer bliver brugt, hvor de gavner mest.
5
Det er fornuftigt, at Middelfart Kommune bruger ressourcer på at markere sig som en klimakommune.
Andreas Lausen uddyber:
Klimapolitikken skal omsættes i konkrete handlinger: solceller på kommunale bygninger, energirenoveringer og lokale naturprojekter. Samtidig bidrager vi bedst til den grønne omstilling ved at levere bedre velfærd for færre penge, og det bidrager det store politiske fokus på klima ikke til - når fokus bruges på klima, er der mindre fokus på velfærd.
6
Kommunens serviceniveau må gerne øges, også hvis det kræver højere kommuneskat.
Andreas Lausen uddyber:
Vi skal levere bedre service inden for den nuværende skat ved at bruge teknologi og frisætte medarbejdere. AI kan frigøre tid og penge, så vi kan investere mere i kernevelfærd uden at hæve skatten. Borgerne skal først mærke bedre kvalitet, ikke bare højere skatter.
7
Der skal spares på de kommunale budgetter, så kommuneskatten kan sættes ned.
Andreas Lausen uddyber:
Jeg har endnu til gode at høre en pædagog, lærer og SOSU sige, at de simplethen har for mange kollegaer. Jeg vil hellere investere i velfærd end at sænke skatten. Med AI og frisættelse kan vi effektivisere og få mere for pengene, men besparelser må ikke gå ud over børn, ældre og skoler.
8
Det skal være økonomisk mere attraktivt at sidde i byrådet/kommunalbestyrelsen, så flere bliver interesserede i at stille op.
Andreas Lausen uddyber:
Politik er for de fleste en fritidsopgave, men vederlaget må ikke være en barriere. Rimelige honorarer gør det muligt for flere, fx småbørnsforældre og lønmodtagere, at stille op. Det må dog ikke blive en levevej; med digitale værktøjer kan vi samtidig lette byrden.
9
Skolerne skal i højere grad hjælpe særligt udfordrede børn, også selvom det vil ske på bekostning af hjælpen til de øvrige elever.
Andreas Lausen uddyber:
Alle børn fortjener støtte, men vi skal ikke tage ressourcer fra de andre elever. Mindre klasser og flere specialpædagoger hjælper både de udfordrede og de øvrige. Ved hjælp af AI og smartere administration kan vi finde ressourcer til at sikre, at ingen bliver tabt.
10
Der er p.t. for få ansatte i forhold til antallet af børn i daginstitutionerne i min kommune.
Andreas Lausen uddyber:
Der skal være flere pædagoger pr. barn, så der er tid til omsorg og leg. I dag er der ofte for få hænder. Ved at fjerne bureaukrati og bruge teknologi til dokumentation kan vi frigøre tid, men der skal også ansættes flere.
11
Klassernes størrelse i folkeskolen skal ned - også hvis andre områder må spare.
Andreas Lausen uddyber:
Store klasser skaber uro og gør det svært at give hvert barn den opmærksomhed, de har brug for. Mindre klasser giver mere ro, bedre undervisning og større trivsel. Det behøver ikke betyde besparelser andre steder, hvis vi bruger AI til at frigøre ressourcer fra administrationen.
12
Der skal prioriteres flere varme hænder frem for mere velfærdsteknologi i ældreplejen.
Andreas Lausen uddyber:
Varme hænder og velfærdsteknologi er ikke et modstykke. Teknologien skal overtage rutineopgaver som registrering og rengøring, så der bliver mere tid til menneskelig omsorg. Vi skal investere i begge dele og lade AI frigive ressourcer til flere hænder.
13
Mere konkurrence fra private aktører i ældreplejen vil forbedre serviceniveauet.
Andreas Lausen uddyber:
Konkurrence kan løfte kvaliteten, når den bruges rigtigt. Vi satser på lokale plejehjem med selvstændig ledelse og bestyrelse, men supplerer med private aktører, når de leverer bedre kvalitet. Åbne resultater og ens vilkår sikrer, at ældre altid får den bedste service.
14
Hjemmeplejen må aldrig udskifte en hjemmehjælpers støvsugning hos en ældre med en robotstøvsuger, med mindre det er den ældres eget ønske.
Andreas Lausen uddyber:
Robotstøvsugere kan frigive tid, så hjemmehjælpere kan bruge mere tid på omsorg, samvær og hænder på kroppen. Ældre skal have medbestemmelse, men generelt bør vi bruge teknologi til rutineopgaver og lade menneskene fokusere på det relationelle.
15
Der bør bruges flere penge på genoptræning, selvom det indebærer, at andre kommunale sundhedsområder (som for eksempel forebyggelse) får færre penge.
Andreas Lausen uddyber:
Genoptræning er vigtigt, men ikke på bekostning af forebyggelse. Vi skal forebygge sygdomme, så folk ikke får brug for genoptræning, samtidig med at vi bruger teknologi og frivillighed til at gøre genoptræningen effektiv. Begge dele kan prioriteres uden at flytte penge fra hinanden.
16
Kommunen skal i højere grad sikre fredelige bymidter ved at forbyde gennemkørende trafik og parkering langs gaderne.
Andreas Lausen uddyber:
Vi skal skabe bymidter hvor mennesker kan trives med mindre gennemkørende trafik og trygge cykel- og gågader. Men der skal stadig være adgang for beboere, erhverv og handicappede. Omfartsveje, parkeringshus og 30 km/t-zoner kan afbalancere det.
17
Kommunen skal i højere grad fortætte byerne i stedet for at udlægge nye områder til boliger eller erhvev.
Andreas Lausen uddyber:
Det er ikke et enten-eller. Fortætning kan skabe liv i bymidterne og reducere klimaaftryk, men vi skal også have plads til nye bolig- og erhvervsområder med grønne omgivelser. God planlægning kombinerer begge dele og sikrer variation i boligtyper.
18
Kommunen skal udlægge mere plads til vindmøller og solceller, også tættere på beboelse end i dag.
Andreas Lausen uddyber:
Jeg er stor tilhænger af vedvarende energi. Solceller på skoler og haller og flere vindmøller er nødvendige for klima og økonomi. Men vi skal inddrage naboer og sikre kompensation, så projekterne opleves fair. Start med egne tage.
19
Alle kommunale byggerier skal have lavt CO2-aftryk - også hvis det gør projekter dyrere.
Andreas Lausen uddyber:
Kommunale byggerier skal være energieffektive og klimavenlige; det betaler sig tilbage over tid i lavere driftsudgifter. Men vi skal tænke totaløkonomi, så udgifterne er rimelige for borgerne. Solceller, træ og genbrugsmaterialer er kloge investeringer. Penge brugt ét sted kan ikke også bruges til klimaomstilling et andet sted.
20
Politikerne skal fortsat have fuld fokus på vækst - også selvom det blandt andet betyder mere trafik og pres på skoler og daginstitutioner
Andreas Lausen uddyber:
Vækst er vigtig for arbejdspladser og udvikling, men infrastrukturen skal følge med. Nye arbejdspladser må ikke skabe kaos i trafikken eller presse skoler og daginstitutioner. Væksten skal være bæredygtig og balanceret, så vi investerer i veje, kollektiv trafik og uddannelse samtidig.
21
Beskyttelse af grønne områder i kommunen bliver prioriteret for højt i forhold til nye erhvervs- og boligbyggerier.
Andreas Lausen uddyber:
Det er ikke et enten‑eller. Vi kan udvikle erhverv og boliger samtidig med at vi bevarer grønne åndehuller. God planlægning med grønne områder integreret i nye projekter gør begge dele muligt.
22
Politikerne i min kommune er gode til at lytte til indsigelser fra borgere og tager deres input med i lokal- og kommuneplaner.
Andreas Lausen uddyber:
Dialogen med borgerne kan blive bedre. Vi skal inddrage borgere tidligt i processerne og gøre det nemt at give feedback digitalt og lokalt. Politikerne skal lytte til de lokale fællesskaber, ikke kun høre deres egne ideer. Sådan skaber vi planer, der holder.
23
Kommunen skal være mere aktivistisk og eksempelvis boykotte varer fra Israel.
Andreas Lausen uddyber:
Udenrigspolitik hører hjemme i Folketinget og EU. Kommunen skal fokusere på kernevelfærd som skole, daginstitutioner og ældrepleje.
24
Det er en vigtig kommunal opgave at understøtte det lokale kunst- og kulturliv økonomisk.
Andreas Lausen uddyber:
Kulturen gør Middelfart rigere, men den skal ikke konkurrere med kernevelfærd om skattepengene. Vi kan bruge fonde, sponsorer og partnerskaber til at finansiere kunst og kultur. AI kan hjælpe med at finde puljer og skrive ansøgninger, så vi får mere for de samme penge.
25
Flygtninge og indvandrere udgør en ressource frem for et problem for lokalsamfundet.
Andreas Lausen uddyber:
Når vi lærer dansk og kommer i arbejde, er flygtninge og indvandrere en stor ressource; de bidrager med arbejdskraft, kultur og innovation. Men vi skal sørge for ordentlig integration, sprogundervisning og jobs, så alle bliver en del af fællesskabet.