Gå til indhold
Del kandidaten
Arne Lægaard
Seniorkonsulent
Venstre

Derfor stiller jeg op til valget

Jeg vil gerne bidrage til og tage min tørn for at gøre Region Midtjylland til et bedre sted at bo - også hvis du er syg. Jeg er pårørende til en kroniker, hvilket giver oplevelser af sundhedsvæsenet på meget tæt hold. Primært positivt, men der er plads til forbedringer, så sundheden kommer tættere på den enkelte borger og ikke mindst, så skal vi have lokal indflydelse på de nye sundhedsråd.

Politisk karriere
2025-nu · Kandidat til KV/RV25
2022-2024 · Kommuneforeningsformand, Skanderborg
2020-2022 · Formand, Venstre, Galten-Låsby-Ry
2021 · Kandidat til KV21/RV21
2017 · Kandidat til KV17
2015-2017 · Formand
1
Det er rigtigt prioriteret, at regionen har fjernet akutlægebiler i nogle byer i Midtjylland (Grenaa, Ringkøbing og Lemvig) for at spare 24 millioner kroner årligt.
Arne Lægaard uddyber:
Akutlægebiler er dyre i drift i forhold til paramedicinerbiler, som kan bruges i mange af de samme tilfælde og efterfølgende tilkalde lægehjælp.
2
Regionen skal gøre det gratis at parkere ved hospitalerne (ifølge regionsrådsformanden koster det ca. 65 millioner kroner årligt).
Arne Lægaard uddyber:
Det skal være muligt at parkere tæt på indgangen og det kan betalingsparkering gøre muligt. Derudover vil jeg hellere bruge 65 mio. kr årligt på at drive 13 paramedicinerbiler - det er næsten en i hver kommune.
3
Regionen skal have en akuttelefon-ordning som den, der er i Region Hovedstaden.
Arne Lægaard uddyber:
Borgerne skal have så let indgang til sundhedsvæsenet som muligt. Hvis et centralt nummer kan etableres og fungere på samme måde som 112, så vil det være gavnligt for vores tryghed.
4
Regionshospitalet Horsens skal have sin egen Børneafdeling.
Arne Lægaard uddyber:
En børneafdeling hører til hvert af vores store sygehuse. Så selvfølgelig skal der også være et i Horsens.
5
Regionen gør nok for at sikre lægedækning, også i yderområderne.
Arne Lægaard uddyber:
Der skal arbejdes endnu mere med rekruttering til yderområderne, så der også der er læger nok til at varetage patienterne tilfredssstillende.
6
Regionen skal arbejde for bedre dækning af den kollektive trafik mellem by og land.
Arne Lægaard uddyber:
Der skal arbejdes på mere fleksible løsninger i ydertimerne, hvor store busser kører rundt med mange tomme sæder.
7
Det er i orden, at der er relativt stor forskel på, hvor hurtigt ambulancerne er fremme i landområderne i forhold til i byerne ved livstruende kørsler.
Arne Lægaard uddyber:
Vi skal have gjort noget, så behandling kan starte hurtigt. I stedet for flere ambulancer kan flere paramedicinerbiler være en effektiv løsning. En af disse i hver kommune med deltagelse i det samlede beredskab vil være noget, som jeg vil arbejde for i de næste 4 år.
8
Der bør indføres et gebyr på 100 kr. på besøg hos praktiserende læge for at finansiere andre udgifter i sundhedssystemet.
Arne Lægaard uddyber:
Vi skal have fri adgang til sundhedsydelser - eventuelt misbrug må håndteres på andre måder, så det ikke går ud over de borgere, der har reelle behov, men samtidigt har svært nok ved at få hverdagen til at hænge sammen.
9
En større andel af konsultationer med praktiserende læger og med lægevagten skal foregå over video eller telefon.
Arne Lægaard uddyber:
Vi skal generelt gøre mere brug af digitale hjælpemidler til at fremme sundheden i Region Midtjylland.
10
Det er vigtigt at holde fast i de mindre syge- og sundhedshuse, selv hvis det koster på specialiseringen på de enkelte sygehuse.
Arne Lægaard uddyber:
Vi skal have en balance imellem de mindre nære sygehuse og sundhedshuse og de store specialiserede sygehuse. Nærhed til hjemmet er i mange tilfælde at foretrække. Kan behandlingen ske hjemme, så er det allerbedst.
11
Regionen skal opprioritere akutberedskabet i yderområderne, selv om det vil ske på bekostning af andre områder.
Arne Lægaard uddyber:
Som tidligere nævnt så mener jeg at paramedicinerbiler er en god fleksibel løsning til hurtig hjælp - især i yderområderne. Vi skal have som mål at have en af dem i hver kommune.
12
Buslinjer med få passagerer skal nedprioriteres, så der kan sættes flere busser ind på linjer med mange passagerer.
Arne Lægaard uddyber:
Vi har som samfund en forpligtelse til at gøre det muligt at bosætte sig i mindre befolkede områder og samtidigt kunne deltage i samfundsliv og ikke mindst uddannelse.
13
Regionen skal bruge flere penge på psykiatrien på bekostning af andre sundhedsområder.
Arne Lægaard uddyber:
Der skal være en balance mellem de forskellige områder og i dag er indtrykket at der ikke er tilstrækkelig fokus på de usynlige lidelser - herunder psykiatrien.
14
Regionerne bør nedlægges og opgaverne lægges ind under kommuner og stat.
Arne Lægaard uddyber:
Vi har brug for regionerne til at have en demokratisk kontrol med hvordan budgetterne fordeles mellem de enkelte områder.
15
Regionen skal systematisk bruge private hospitaler for at nedbringe ventetider – også selvom det er dyrere pr. behandling.
Arne Lægaard uddyber:
Privathospitaler skal være et supplement til de offentlige sygehuse - og kapaciteten i det private skal anvendes, når der er manglende kapacitet på de offentlige sygehuse. At en patient anvender et privat tilbud som del af patientrettigheder skal dog ikke udelukke patienten fra senere behandlinger i det offentlige.
16
Regionen skal prioritere kapacitet til de mest udbredte sygdomme frem for meget dyre, sjældne behandlinger.
Arne Lægaard uddyber:
Der skal igen være en balance. Lange ventetider på de mest udbredte områder giver forringet livskvalitet for både patienter og pårørende. Hvordan det kan balanceres kræver dog en decideret etisk diskussion, som ikke er velegnet til en kandidattest.
17
Der skal tilføres flere penge til børne- og ungdomspsykiatrien, selv hvis det betyder lavere prioritering af andre områder.
Arne Lægaard uddyber:
Børn og unge skal have hjælp til at kunne håndtere deres lidelser i en hektisk hverdag. Hvis vi ikke prioriterer dette område, så bliver det for mange bare endnu værre.
18
Regionen bør give højere tillæg for at rekruttere personale til særligt pressede afdelinger – også hvis det skaber lønforskelle.
Arne Lægaard uddyber:
Højere tillæg skal kunne anvendes, men også fjernes igen, når der ikke er rekrutteringsproblemer længere. Tillægget kan betragtes som en belønning for at hjælpe regionen i en presset rekrutteringsudfordring.
19
Dokumentationskrav og bureaukrati i sundhedsvæsenet skal reduceres.
Arne Lægaard uddyber:
Der skal selvfølgelig stadig være visse dokumentationskrav, men de nuværende skal gennemgås med henblik på at få reduceret så mange som muligt. Hvert krav skal kunne argumentere for sin berettigelse.
20
Regionen skal oprette regionsklinikker, hvor der mangler praktiserende læger – også hvis det konkurrerer med private praksisser.
Arne Lægaard uddyber:
Praktiserende læger er førsteprioriteten og hvis der ikke er nok af dem, så må regionen lave et tilbud.
21
Prioriteringen af behandlingen af kræftsygdomme i sundhedsvæsenet er kommet til at fylde for meget i forhold til behandlingen af andre sygdomme.
Arne Lægaard uddyber:
Kræft er voldsom, men som pårørende til en kroniker udenfor de gængse områder, så er det hårdt at se den daglige smerte, der ikke bliver gjort noget mere ved.
22
Regionen skal sikre god almen lægedækning i hele regionens område - uanset prisen.
Arne Lægaard uddyber:
Det skal være muligt for alle i Region Midtjylland at have en praktiserende læge indenfor deres kommune.
23
Regionen skal prioritere flere midler til og arbejde mere målrettet for at blive klimaneutral - med fx energi fra solceller, mere cirkulær genanvendelse og bedre naturbeskyttelse.
Arne Lægaard uddyber:
Når der skal laves nye aftaler om levering af diverse ydelser og produkter til regionen, så skal klimåmål tænkes ind. Når der skal laves nybyggeri, så skal klimamål tænkes ind. Men klimamål behøver ikke at gøre alting dyrere.
24
Hvis en borger uden at give besked udebliver fra en aftale på hospital/klinik, skal vedkommende afkræves et gebyr på f.eks. 200 kroner.
Arne Lægaard uddyber:
Der er for mange afbud til operationer og behandlinger, hvor tiden kunne være givet til en anden på ventelisten. Derfor skal der være et motiverende gebyr for at melde sit afbud i tide. Det må gerne være dyrt, da det er et dyrt beredskab, der står til rådighed for os som borgere.