Gå til indhold
Del kandidaten
Benjamin Brixley
Direktør og Psykoterapeut
Venstre

Derfor stiller jeg op til valget

Jeg stiller op til byrådet, fordi jeg ønsker at bringe nye nuancer ind i det politiske arbejde i Esbjerg. Som far til fire, pædagogstuderende og stifter af Mental Coaching Danmark har jeg både personlig og professionel erfaring med de udfordringer, mange familier, unge og udsatte står med i hverdagen. Mine mærkesager er især: • Bedre rammer og trivsel i skoler og daginstitutioner – mindre klasser, flere voksne og fokus på børn og unges udvikling. • Styrkelse af socialområdet, så udsatte borgere og familier får reel hjælp i tide. • En værdig ældrepleje med flere varme hænder og tid til nærvær. • Fokus på fællesskab, frivillighed og kultur som bærende kræfter i vores by. Jeg tror på, at et byråd med flere forskellige stemmer og erfaringer skaber bedre løsninger. Jeg stiller ikke op for at gøre karriere, men fordi jeg ønsker at bidrage med mit engagement, min livserfaring og mit drive til at skabe en bedre fremtid for Esbjerg Kommune.

Tillidsposter
2025-nu · Næstformand · Venstre Esbjerg
2025 · Formand · Venstre Esbjerg
2023-2025 · Næstformand · Venstre Esbjerg
2021-2024 · Studenterrepræsentant · University College Syddanmark
2020 · Næstformand · RECOVERY BULLS Danmark
Erhvervskarriere
2023-nu · Direktør & Psykoterapeut · Mental Coaching Danmark
1
Esbjerg Kommune skal i højere grad end i dag bruge penge på kultur, oplevelser og faciliteter i oplandsbyerne, herunder Ribe
Benjamin Brixley uddyber:
Jeg synes, det er vigtigt, at også oplandsbyerne mærker, at de er en del af Esbjerg Kommune – det skaber fællesskab og kan være med til at tiltrække både nye borgere og turister. Men vi skal passe på, at det ikke sker ved at tage for meget fra byen, hvor mange af borgerne bor og bruger faciliteterne til dagligt. Det handler i bund og grund om balance – vi skal både kunne løfte oplandet og samtidig sikre, at Esbjerg by ikke bliver forsømt.
2
Esbjerg Kommune skal øge investeringerne i renovering af folkeskoler, også selvom det kan betyde færre midler til andre områder som sportshaller.
Benjamin Brixley uddyber:
Folkeskolen er fundamentet for vores børns fremtid – og dermed for hele samfundet. Hvis ikke vi sørger for, at børnene har trygge, moderne og sunde rammer at lære i, så halter alt andet bagefter. Sportshaller og andre faciliteter er selvfølgelig også vigtige, men det starter i klasselokalet. Derfor skal vi først og fremmest sikre, at vores skoler er i god stand, så elever og lærere kan få de bedst mulige betingelser til undervisning, trivsel og udvikling.
3
Kommunen bør forbedre busbetjeningen i landsbyerne, selvom det kan betyde færre afgange på nogle bybuslinjer i Esbjerg,
Benjamin Brixley uddyber:
Jeg synes, det er vigtigt, at vi binder hele kommunen bedre sammen. Bor man i en landsby, skal man også kunne komme til og fra arbejde, uddannelse og fritidsaktiviteter uden at være afhængig af bil. Det handler om lighed i muligheder – også for de unge, ældre og familier, der bor uden for Esbjerg by. Men det må ikke ske ved at skære så meget i bybusserne, at studerende og pendlere i Esbjerg står med et dårligere tilbud. Vi er nødt til at finde en balance, hvor vi styrker busdriften i oplandet uden at undergrave behovene i bymidten.
4
Esbjerg Kommune bør give plads til flere store energiprojekter som batteriparker og havvind, selvom de kan medføre gener for naboer.
Benjamin Brixley uddyber:
Esbjerg skal selvfølgelig fortsat være en central spiller i den grønne omstilling – det skaber arbejdspladser og er en vigtig del af vores fælles fremtid. Men vi må ikke overse, at store energiprojekter kan have store konsekvenser for naboer og lokalområder. Jeg mener, at vi skal finde løsninger, hvor vi både understøtter den grønne udvikling og samtidig tager hensyn til de borgere, der bliver direkte berørt. Det handler om dialog, lokal inddragelse og fair kompensation, så det ikke bliver en kamp mellem fællesskabets behov og den enkeltes livskvalitet.
5
Esbjerg Kommune bør prioritere nem og billig parkering i Esbjerg, Ribe og Bramming midtby, selvom det kan ske på bekostning af grønne områder og cykelstier.
Benjamin Brixley uddyber:
Jeg kan sagtens se, at det er vigtigt med nem og billig parkering – især hvis vi vil have flere til at handle lokalt i Esbjerg, Ribe og Bramming. Men det må ikke ske på bekostning af grønne områder og cykelstier, for det er også en del af byernes attraktivitet og borgernes livskvalitet. Derfor handler det for mig om at finde løsninger, hvor vi kan kombinere tingene: skabe parkeringsmuligheder, der giver mening, uden at vi ødelægger de grønne byrum og den bæredygtige infrastruktur, vi samtidig har brug for.
6
Esbjerg Kommune bør prioritere store kulturarrangementer og events som Suset, Festugen, Fantasyfestival og sportsevents, selvom det kan være forbundet med høje udgifter.
Benjamin Brixley uddyber:
Jeg kan godt se værdien i store arrangementer, fordi de kan tiltrække besøgende og skabe liv i byen. Men vi må være realistiske – Esbjerg Kommune står med så mange udfordringer lige nu, at vi ikke kan prioritere dyre events foran kernevelfærd og helt nødvendige opgaver. For mig handler det om timing og balance. Store arrangementer kan give mening på den lange bane, men vi er nødt til først at få styr på de områder, der halter her og nu.
7
Esbjerg Kommune bør prioritere bedre mad og flere aktiviteter på plejecentre, selvom det kan betyde færre midler til indsatser for voksne med handicap.
Benjamin Brixley uddyber:
Jeg synes både mad og aktiviteter på plejecentrene er vigtige – for livskvaliteten hos de ældre betyder rigtig meget. Men jeg mener ikke, det skal ske på bekostning af indsatser for voksne med handicap. Begge grupper fortjener ordentlige rammer, og derfor bør vi arbejde for løsninger, hvor vi styrker begge områder uden at sætte dem op imod hinanden.
8
Esbjerg Kommune bør afsætte flere penge til klimatilpasning og tiltag, der forebygger oversvømmelser.
Benjamin Brixley uddyber:
Vi ser allerede nu, hvordan oversvømmelser og ekstremt vejr rammer borgerne i Esbjerg Kommune, og det kommer kun til at fylde mere fremover. Hvis vi investerer i klimatilpasning nu, kan vi både spare store udgifter på skader senere og give tryghed til dem, der bor i de mest udsatte områder. Det handler om at tage ansvar i tide – vi kan ikke vente til problemerne vokser os over hovedet.
9
Kommunens serviceniveau må gerne øges, også hvis det kræver højere kommuneskat.
Benjamin Brixley uddyber:
Vi skal have et serviceniveau, der matcher borgernes behov – men jeg mener også, vi skal være meget varsomme med bare at hæve skatten. Først og fremmest skal vi sikre, at de penge, vi allerede har, bliver brugt effektivt og på de rigtige områder. Hvis vi gør det ordentligt, kan vi komme rigtig langt uden at belaste borgerne yderligere.
10
Der skal spares på de kommunale budgetter, så kommuneskatten kan sættes ned.
Benjamin Brixley uddyber:
Det ville være fantastisk, hvis vi kunne sænke skatten – men det har vi ganske enkelt ikke råd til, når vi ser på de udfordringer, kommunen står overfor. Først og fremmest skal vi sikre ordentlig velfærd, tryghed og kerneydelser. Når det fundament er på plads, kan vi tale om skattelettelser – men ikke før.
11
Det skal være økonomisk mere attraktivt at sidde i byrådet/kommunalbestyrelsen, så flere bliver interesserede i at stille op.
Benjamin Brixley uddyber:
For mig skal det ikke være en økonomisk motivationsfaktor at stille op til byrådet. Det skal være lysten til at tage ansvar og gøre en forskel for borgerne, der driver arbejdet. Byrådsarbejde er et tillidshverv, ikke et job man tager for pengenes skyld.
12
Skolerne skal i højere grad hjælpe særligt udfordrede børn, også selvom det vil ske på bekostning af hjælpen til de øvrige elever.
Benjamin Brixley uddyber:
Jeg mener, at alle børn har ret til støtte – både de børn, der har særlige udfordringer, og de øvrige elever i klassen. At stille de to grupper op imod hinanden giver ingen mening. Udfordringen er at skabe løsninger, hvor vi både kan styrke indsatsen for de mest udsatte og samtidig sikre et godt læringsmiljø for hele klassen.
13
Der er p.t. for få ansatte i forhold til antallet af børn i daginstitutionerne i min kommune.
Benjamin Brixley uddyber:
Det er helt tydeligt, at der mangler hænder i vores daginstitutioner. Når der ikke er nok voksne, går det direkte ud over både børn og ansatte – på trivsel, udvikling og arbejdsglæde. Vi skylder vores børn trygge rammer og tid til nærvær, og det kræver flere pædagoger og medhjælpere, så de voksne ikke konstant skal løbe stærkere, men faktisk kan være til stede for børnene.
14
Klassernes størrelse i folkeskolen skal ned - også hvis andre områder må spare.
Benjamin Brixley uddyber:
Vi har i dag en udfordring med mangel på lærere, så det er ikke noget, vi kan ændre fra den ene dag til den anden. Men det er helt klart et mål, vi skal arbejde hen imod, fordi mindre klasser på sigt vil give bedre læring, trivsel og arbejdsforhold i folkeskolen.
15
Der skal prioriteres flere varme hænder frem for mere velfærdsteknologi i ældreplejen.
Benjamin Brixley uddyber:
Teknologi kan være en støtte, men den kan aldrig erstatte nærvær og omsorg. I ældreplejen er det mennesker, der gør forskellen. Vi skal sikre flere varme hænder, så de ældre oplever tryghed, værdighed og livskvalitet i hverdagen – og ikke overlades til skærme og maskiner alene.
16
Mere konkurrence fra private aktører i ældreplejen vil forbedre serviceniveauet.
Benjamin Brixley uddyber:
Jeg mener godt, at private aktører kan være med til at supplere kommunens indsats og skabe flere valgmuligheder for borgerne. Men det er vigtigt, at det ikke går ud over kvaliteten eller medarbejdernes vilkår. Konkurrence kan være sundt, hvis det betyder bedre service og fleksibilitet – men vi skal altid sikre, at kerneværdierne i ældreplejen bliver fastholdt.
17
Hjemmeplejen må aldrig udskifte en hjemmehjælpers støvsugning hos en ældre med en robotstøvsuger, med mindre det er den ældres eget ønske.
Benjamin Brixley uddyber:
Teknologi kan være en hjælp i hverdagen, men den må aldrig erstatte den menneskelige kontakt, som mange ældre har brug for. Hvis en ældre selv ønsker en robotstøvsuger, skal der naturligvis være plads til det. Men udgangspunktet må være, at hjemmehjælpen ikke bare handler om praktiske opgaver, men også om nærvær og tryghed.
18
Der bør bruges flere penge på genoptræning, selvom det indebærer, at andre kommunale sundhedsområder (som for eksempel forebyggelse) får færre penge.
Benjamin Brixley uddyber:
Genoptræning er en investering i mennesker. Når vi hjælper folk godt tilbage efter sygdom eller skade, mindsker vi behovet for langvarig pleje og støtte senere. Det er både bedre for den enkelte og for økonomien på sigt.
19
Kommunen skal i højere grad sikre fredelige bymidter ved at forbyde gennemkørende trafik og parkering langs gaderne.
Benjamin Brixley uddyber:
Jeg kan ikke se, at det er et problem i Esbjerg. Tværtimod mener jeg, at vi skal sikre en bymidte med liv, tilgængelighed og fleksibilitet – ikke begrænse adgangen for borgerne unødigt.
20
Kommunen skal i højere grad fortætte byerne i stedet for at udlægge nye områder til boliger eller erhvev.
Benjamin Brixley uddyber:
Jeg mener, at vi skal bygge videre på vores byer, så vi udnytter de områder, vi allerede har, i stedet for hele tiden at udlægge nyt. Det giver både mening økonomisk og bæredygtigt, og samtidig kan vi skabe levende bymidter, hvor mennesker mødes og fællesskabet styrkes.
21
Kommunen skal udlægge mere plads til vindmøller og solceller, også tættere på beboelse end i dag.
Benjamin Brixley uddyber:
Vi skal være ambitiøse på den grønne omstilling, også selvom det kan betyde, at anlæg kommer tættere på beboelse. Så længe vi sørger for god dialog, inddragelse og fair hensyn til naboerne.
22
Alle kommunale byggerier skal have lavt CO2-aftryk - også hvis det gør projekter dyrere.
Benjamin Brixley uddyber:
Når vi bygger kommunalt, skal vi tænke langsigtet. At sikre et lavt CO2-aftryk er en investering i både miljøet og kommende generationer – også selvom det kan være dyrere her og nu. På den måde undgår vi at skubbe regningen videre til vores børn og børnebørn.
23
Politikerne skal fortsat have fuld fokus på vækst - også selvom det blandt andet betyder mere trafik og pres på skoler og daginstitutioner
Benjamin Brixley uddyber:
Jeg mener ikke, at fuldt fokus på vækst er den rigtige vej. Vækst kan være positivt, men ikke hvis det sker på bekostning af børn, skoler og daginstitutioner. Vores første prioritet må være at sikre kvalitet i hverdagen – vækst skal følge med, ikke styre retningen.
24
Beskyttelse af grønne områder i kommunen bliver prioriteret for højt i forhold til nye erhvervs- og boligbyggerier.
Benjamin Brixley uddyber:
Jeg mener ikke, at beskyttelsen af grønne områder prioriteres for højt. Tværtimod er de afgørende for livskvalitet, natur og trivsel i vores kommune. Vi mangler ikke boliger i Esbjerg – vi mangler gode rammer for fællesskab, rekreative områder og et grønt bymiljø, som også gør vores by attraktiv på længere sigt.
25
Politikerne i min kommune er gode til at lytte til indsigelser fra borgere og tager deres input med i lokal- og kommuneplaner.
Benjamin Brixley uddyber:
Jeg oplever ikke altid, at borgernes input bliver taget seriøst nok, eller at der bliver fulgt ordentligt op på indsigelser. For mig er det vigtigt, at vi styrker dialogen og sikrer, at borgernes stemme ikke bare bliver hørt, men også får reel betydning i de beslutninger, der bliver truffet.
26
Kommunen skal være mere aktivistisk og eksempelvis boykotte varer fra Israel.
Benjamin Brixley uddyber:
Vi skal som samfund tage stilling til internationale konflikter, men det er ikke en kommunal opgave at handle aktivistisk.
27
Det er en vigtig kommunal opgave at understøtte det lokale kunst- og kulturliv økonomisk.
Benjamin Brixley uddyber:
Kunst- og kulturlivet er en vigtig del af Esbjergs identitet, og kommunen skal helt klart understøtte det. Men for mig handler det om at skabe de bedste rammer, hvor frivillige, foreninger og private aktører kan løfte sammen med kommunen. På den måde får vi et kulturliv, der både er levende, bæredygtigt og tæt forankret i lokalsamfundet – uden at hele byrden ligger på kommunen alene.
28
Flygtninge og indvandrere udgør en ressource frem for et problem for lokalsamfundet.
Benjamin Brixley uddyber:
Når vi byder nye borgere ordentligt velkommen og møder dem med respekt, uanset hvor de kommer fra, bliver de en ressource for vores lokalsamfund. Det handler om at skabe lige muligheder og fællesskab – ikke om at behandle mennesker forskelligt på baggrund af deres baggrund.