Jeg mener vi har brug for at se på hele området generelt, for at få bedre forbindelser rundt i regionen. Men om det sker bedst i èt samlet selskab eller i flere mindre, vil jeg ikke bevæge mig ud i for nuværende.

Det giver i min optik god mening at balancere ud over hele regionen, og indføre nogle fordele omkring de mindst attraktive poster. At gennemføre forskellige positive tiltag vil formentlig øge muligheden for at besætte stillinger i yderområderne.

Jeg tror på det giver mening at opretholde og udbygge nærheden, når det kommer til lægevagt. Især for børnefamilier og ældre medborgere er der tryghed i at kunne komme til læge på relativ kort tid og uden at skulle transportere sig for langt. Omvendt mener jeg at vi i langt større grad skal benytte os af AI og digitale løsninger, hvor det kan lade sig gøre. den digitale teknologi vil i årene fremad kun blive mere og mere nærværende, og jeg ville hellere selv konsultere en læge eller sågar en robot via telefonen end køre et stykke og sidde i kø endnu længere.

Jeg tror mere på at lokke læger "derud" med forskellige økonomiske fordele. Hvis ikke lægerne "frivilligt" vælger et område til, fordi fordelene er større end ulemperne, ender det med at blive en mindre god case.

Jeg mener afgjort at vi skal rekruttere fra "hvor som helst", blot skal vi sikre en god faglighed på højde med den vi har i forvejen.

Overordnet set mener jeg at ventetider og behandlingstider er for lange, så uanset prioriteringen mener jeg ikke vi er i mål pt. Jeg er opsat på at gennemføre en decideret "psykiatri-pakke", som garanterer helt kort ventetid på udredning, og opfølgende behandling lige efter udredning. Altså noget lignende den ret succesfulde "kræft-pakkke"

Det har jeg ingen mening om. Stephanie Lose har jeg mødt i flere omgange, og hun slår mig som en stærk og gedigen politiker.

Ja er det korte svar. der kan ikke stå en ambulance på hvert gadehjørne, så der vil uvægerligt være længere transporttid nogle steder hen frem for andre. Det er ret logisk - men vi skal i min optik have en fælles max tid, som vi hele tiden skal fastholde og stræbe efter at forbedre.

Nej, tværtimod mener jeg at det offentlige skal dække flere sundhedsudgifter. Det kunne være tandlæge, behandling af overvægt osv. Jeg har svært ved at forstå at det er billigere for et menneske at brække en arm end at knække en tand... Hvorfor det? Og vil det ikke give mening at lade flere behandle mod overvægt med Wegovy med offentlig betaling? Dels er det Dansk produceret og dels vil udgiften til behandling langt hen ad vejen blive "sparet ind", når svært overvægtige undgår andre behandlinger, livsstilssygdomme og tidlig død. Mennesker som ikke selv kæmper med overvægt har svært ved at vide hvor umuligt det virker at komme ned, men det er en lidelse ligesom så meget andet. Gebyrer og egenbetaling rammer KUN mennesker som i forvejen har svært ved at få økonomien til at hænge sammen.

Helt afgjort. Vi skal have øget brugen af digitale løsninger og kunstig intelligens, men det må ikke presses ned over hovedet på os. Mange svage eller ældre borgere vil måske i så fald hellere undlade at tage kontakt, og det må ikke ske. Men hen ad vejen skal vi påvirke adfærden mest muligt i den digitale retning.

Nærhed betyder noget for især børnefamilier og ældre, så simple behandlinger skal foregå decentralt og så tæt på borgerne som muligt. Komplicerede behandlinger skal samles, så vi får bedst mulig "specialist-behandling" for pengene.

Jeg mener vi skal gøre vores bedste over alt, men beredskabet kan ikke være ens overalt. Der hvor der er flest mennesker, vil beredskabet rimeligvis være højst.

Jeg synes det er logisk at prioritere ruter med mange passager over ruter hvor der er færrest. Sat "på spidsen" kan vi sammenligne en altid fyldt bus med en helt tom. Men vi skal samtidig sikre en så sammenhængende kommune som muligt - og måske på den lidt længere bane tænke i alternativer som fx en "offentligt" betalt Uber-tjeneste, hvor mindre ruter betjenes af Uber chauffører, som så får en del af deres betaling fra det offentlige, så passageren betaler hvad der svarer til en almindelig billet på turen. Måske er det en mulighed? Endnu senere vil vi formentlig se chaufførløse biler, og det vil byde på helt nye muligheder.

Jeg vil kæmpe for at vi får stor fokus på psykiatriske lidelser og får etableret et gennemgående psykiatrisk tilbud, lignende "kræft-pakken", hvor man bliver mødt af et "skræddersyet" tilbud efter første henvendelse og får den hjælp som kan bringe størst mulig tryghed, ro og mulighed for bedring ind fra dag 1. Jeg tror at det vil betyde et langt mere effektivt system, som ikke nødvendigvis bliver dyrere for samfundet på den længere bane. Hver gang vi hjælper et barn, en ung, en voksen ud af den håbløshed man må føle, når man forsøger at bokse sig igennem den "dyne" det må være at kæmpe mod systemet, vil det være en kæmpe sejr. Hvis vi derimod kan tilbyde tryghed, lynhurtig udredning og straks-behandling, tror jeg på vi kan spare mange resurser senere i de menneskers liv - og det er kun økonomien. Tænk på den FORSKEL det ville gøre.

Jeg mener at sundhedsvæsnet vil blive drevet bedre og mere ens, hvis det var samlet under et statsligt selskab. Nogle af de forskelle vi ser i behandlingsmulighederne hen over landet er helt tosset, og jeg kan ikke begribe at vi ikke har "slået pjalterne sammen" for længe siden. Jeg tror på, at vi ville kunne effektivisere og ensrette sundhedsvæsnet betragteligt, hvis vi fik det planlagt ordentligt. Øvrige opgaver kunne i min optik fint varetages af hhv. kommunerne og staten.

Først og fremmest skal vi nedbringe ventetiden bedst muligt. Jeg synes det giver mening at offentlige og private virksomheder hjælpe hinanden med opgaven. Vi skal have et system som sikrer en fair betaling, så forskellen i den samlede økonomi pr. patient ikke bliver for stor. Så når vi regner ud hvad en "brækket arm" koster i det offentlige, er det vigtigt at vi tæller alle omkostninger med. Ellers sammenligner vi jo ikke 1-1

Hvis vi SKAL prioritere, og der må jo nok nødvendigvis foregå en eller anden form for prioritering, så er det i min optik logisk at forsøge at redde mange frem for de få. Dog skal vi sikre en vis "mængde" behandling og udvikling til de få dyre sygdomme, for kun på den måde bliver vi klogere og kan reducere omkostningerne hen over tid.

Ja, INGEN skal stå alene med et barn i psykiatrien! Jeg ved at alt alt for mange forældre føler at det psykiatriske system spiller fallit. Alt for mange børn og unge går rundt med en psykiatrisk lidelse uden at kunne blive udredt og uden at kunne få rådgivning eller behandling. Det er simpelthen ikke godt nok. Jeg vil kæmpe for at børn, unge og deres forældre bliver mødt af en solidt sammenskruet plan for udredning, rådgivning og behandling med det samme. Lidt som man bliver mødt med fx kræft-pakken, hvor der bliver "taget hånd om" både følelser og sygdom på en god måde.

Det er som oftest således at pris og kvalitet eller udbud og efterspørgsel følges ad. Når det er sagt, skal vi gøre alt for at tænke så meget frem som muligt og sikre at vores unge vælger de "rigtige" uddannelser - altså de uddannelser som samfundet har brug for i kombination med hvad den unge brænder for.

Jeg mener at dokumentationskrav og bureaukrati fylder alt for meget. Det er selvfølgelig indført, fordi hver gang der sker en fejl et eller andet sted, står enhver opportunistisk politiker og råber op om at det er for dårligt og nu skal der styr på det. Jeg mener vi skal væk fra "nul-fejl" kulturen, og som samfund acceptere at fejl sker. I min optik er det langt værre at den tid sygehusvæsnet bruger på endeløs dokumentation jo IKKE kan bruges på at redde og behandle mennesker. DET er i virkeligheden den største fejl.

Jeg tænker at hvis der mangler læger i et område, så gør det ikke den store forskel at oprette regionsklinikker. De samme læger vil jo nok næppe finde det attraktivt af den grund. Men måske kunne man gøre det lidt lettere og økonomisk attraktivt for læger at byde ind i områder som er knapt så attraktive. Eller måske bruge lidt energi i ar markedsføre fordelene ved at være i et tyndere befolket område.

Nej, den præmis køber jeg ikke. Kræftsygdomme skal prioriteres højt, og det er i min optik ret fantastisk hvor langt vi er kommet, siden kræft-pakken blev indført. Til gengæld tænker jeg vi skal bruge "modellen" mere aktivt i forhold til andre store sygdomsudfordringer. Altså en "pakke" tilpasset forskellige udfordringer. Det kunne fx være psykiatriske lidelser, overvægt, svær overgangsalder osv. - hvor man bliver mødt af et "skræddersyet" tilbud efter første henvendelse og får den hjælp som kan bringe størst mulig tryghed, ro og mulighed for bedring ind fra dag 1.

Ja... og dog. Vi kan ikke skrive en "blankocheck" (alene udtrykket beviser jeg har en del år på bagen) - men jeg mener at vi skal hjælpe udviklingen på vej, ved at hjælpe til, belønne og nudge læger til at praktisere i mindre attraktive områder.

Det er vores pligt som kæmpe offentlig forbruger at gå foran. Hvordan skulle vi ellers kunne bede andre?

Jeg mener vi i stedet skal gøre alt hvad vi kan for at lokke, hjælpe, huske patienterne på hvor og hvornår. Et gebyr vil mest ramme mennesker som i forvejen har det svært, og det er jeg på ingen måde tilhænger af.