Med mig får du en stærk grøn stemme for Østjylland, der ser natur og omsorg som helt centrale pejlemærker for udviklingen af samfundet. En rig og varieret natur og et klima i balance er grundlæggende forudsætninger for, at vi kan leve gode liv. Skiftende regeringer har i årtier set igennem fingre med forureningen af drikkevandet og livet i havet og naturen i øvrigt. Det skal stoppe. Vi har brug for en regering, der tager natur og klima alvorligt og viser grønt lederskab. Vi skal dyremishandlingen i landbruget til livs og udvikle landbruget, så vi styrker fødevaresikkerheden med mere lokal og mere plantebaseret mad produceret med økologisk regenerative dyrkningsmetoder. Og så skal der skrues ned for tempoet i hamsterhjulet, så der er tid til at være sammen med sin familie og engagere sig i civilsamfundet. Det er i de nære lokale fællesskaber, at trivslen, virkelysten og det demokratiske engagement spirrer. Det er vigtigt, at vi styrker rammerne for de nære, meningsfulde relationer.