Gå til indhold
Del kandidaten
Camilla Eva Hallenberg
Marketingchef
Venstre

Derfor stiller jeg op til valget

Jeg stiller op til regionsrådet, fordi jeg vil være med til at sikre et sundhedsvæsen, der hænger bedre sammen og tager hånd om mennesker - ikke bare diagnoser. Med min erfaring som formand for sundhedsudvalget i Vejle Kommune ved jeg, hvor vigtigt det er med nærhed, forebyggelse og et system, hvor borgeren ikke falder mellem to stole. Nu vil jeg tage det lokale perspektiv helt ind i regionsrådet, så de gode intentioner bliver til virkelighed - uanset om du bor i by eller land. Jeg kæmper for, at forebyggelse bliver en naturlig del af behandlingen, så vi tager problemerne i opløbet - det betaler sig både menneskeligt og økonomisk. Og jeg vil arbejde for en psykiatri med kortere ventetider, flere sengepladser og bedre støtte til både patienter og pårørende. Ingen skal stå alene, når livet gør ondt. Stem på mig, hvis du ønsker et sundhedsvæsen, der hænger sammen - ligesom livet.

Politisk karriere
2021-nu · Byrådsmedlem · Vejle Kommune
2021-nu · Medlem, Kultur- og Idræts­udvalg­et · Vejle Kommune
2021-nu · Medlem, Voksen­udvalget · Vejle Kommune
2021-nu · Formand, Sundheds- og Fore­byg­gelses­udvalg­et
2014-2018 · Næstformand for Udvalget for Sundhed og Forebyggelse
2014-2018 · Medlem af Udvalget for Kultur og Fritid
1
Sydtrafik og FynBus bør lægges sammen til ét selskab med fælles administration og bestyrelse?
Camilla Eva Hallenberg uddyber:
Jeg ser fordele i et tættere samarbejde mellem Sydtrafik og FynBus, f.eks. stordriftsfordele og bedre koordinering. Men jeg mener, vi skal være varsomme, så lokale behov ikke drukner i en centraliseret struktur, hvor beslutninger tages for langt væk fra borgerne.
2
Det skal gøres mere attraktivt at blive praktiserende læge i yderområder med lægemangel - f.eks. ved at give den enkelte læge mulighed for nedsat patienttal?
Camilla Eva Hallenberg uddyber:
Det er vigtigt at gøre det mere attraktivt at blive praktiserende læge i yderområder - også gennem fleksibilitet i patienttal. Men det må ske som del af en bredere indsats, hvor vi både styrker rammerne for lægerne, rekrutteringen og sikrer lighed i sundhedstilbud på tværs af regionen.
3
Der skal lukkes flere konsultationssteder i lægevagten?
Camilla Eva Hallenberg uddyber:
Jeg mener ikke, at vi skal lukke flere konsultationssteder i lægevagten. Tilgængelighed er afgørende, og borgerne skal kunne møde lægevagten inden for rimelig afstand. Det styrker trygheden - særligt i yderområderne.
4
Regionen skal drive flere offentlige klinikker i områder med lægemangel?
Camilla Eva Hallenberg uddyber:
Offentlige klinikker kan være sidste løsning i områder med lægemangel, men ikke den eneste. Vi skal også gøre det mere attraktivt for praktiserende læger at etablere sig i yderområderne og sikre fleksible modeller, så borgerne får adgang til lægehjælp tæt på.
5
Det skal løses ved at ansætte fra udlandet, når regionen ikke kan rekruttere specialister? Brystkræftafdelingen i Sønderjylland lukkede eksempelvis, fordi man ikke kunne finde en ny læge til afdelingen.
Camilla Eva Hallenberg uddyber:
Jeg er lidt enig, fordi udenlandske specialister kan være en løsning, når vi står i akut mangel - og det har vi desværre set eksempler på. Men det er afgørende, at de lærer dansk og får kendskab til vores sundhedskultur, så mødet med patienterne fungerer. Samtidig skal vi investere i at uddanne og fastholde flere danske speciallæger, så vi ikke ender i samme situation igen.
6
Det har været en god prioritering af Region Syddanmark at centralisere flere sengepladser i psykiatrien for at nedsætte ventetider og sikre bedre rekruttering?
Camilla Eva Hallenberg uddyber:
Jeg mener ikke, at centralisering alene er svaret på udfordringerne i psykiatrien. Vi har brug for flere sengepladser og bedre rekruttering - men tættere på borgerne.
7
Bo Libergren (V) har gjort det godt som regionsrådsformand, siden han overtog posten fra Stephanie Lose (V)?
Camilla Eva Hallenberg uddyber:
Bo Libergren har fokus på stabil drift, udvikling og samarbejde - og det er afgørende i en tid med store forandringer i sundhedsvæsenet.
8
Det er i orden, at der er relativt stor forskel på, hvor hurtigt ambulancerne er fremme i landområderne i forhold til i byerne ved livstruende kørsler.
Camilla Eva Hallenberg uddyber:
Selvfølgelig er der geografiske forskelle, men vi må ikke acceptere for store uligheder i responstid. Når det handler om liv og død, skal man kunne stole på, at hjælpen når hurtigt frem - også i landområderne. Derfor skal beredskabet styrkes, så forskellene mindskes mest muligt.
9
Der bør indføres et gebyr på 100 kr. på besøg hos praktiserende læge for at finansiere andre udgifter i sundhedssystemet.
Camilla Eva Hallenberg uddyber:
At gå til lægen skal være gratis og tilgængeligt for alle - uanset indkomst. Et gebyr på 100 kr. kan afholde nogle fra at søge lægehjælp i tide, og det kan ende med at koste både menneskeligt og økonomisk, hvis sygdomme opdages for sent. I stedet skal vi fokusere på forebyggelse og bedre ressourceudnyttelse, så sundhedssystemet styrkes uden at lægge ekstra byrder på patienterne.
10
En større andel af konsultationer med praktiserende læger og med lægevagten skal foregå over video eller telefon.
Camilla Eva Hallenberg uddyber:
Digitale løsninger kan give hurtigere adgang til hjælp og aflaste systemet. Men de kan aldrig erstatte den fysiske undersøgelse og nære kontakt, som mange patienter har brug for.
11
Det er vigtigt at holde fast i de mindre syge- og sundhedshuse, selv hvis det koster på specialiseringen på de enkelte sygehuse.
Camilla Eva Hallenberg uddyber:
Jeg har svaret hverken/eller, fordi jeg mener, vi skal finde en balance. Mindre sygehuse kan være vigtige for nærhed og tryghed, men det må ikke ske på bekostning af specialisering og kvalitet.
12
Regionen skal opprioritere akutberedskabet i yderområderne, selv om det vil ske på bekostning af andre områder.
Camilla Eva Hallenberg uddyber:
Det er vigtigt at styrke trygheden i yderområderne, hvor afstanden ofte er større, men vi må også sikre, at det samlede beredskab fungerer.
13
Buslinjer med få passagerer skal nedprioriteres, så der kan sættes flere busser ind på linjer med mange passagerer.
Camilla Eva Hallenberg uddyber:
Det giver mening at prioritere de mest brugte buslinjer, men vi skal stadig sikre ordentlig dækning i yderområderne f.eks. med mindre busser og flextrafik, så borgerne ikke efterlades uden kollektiv transport.
14
Regionen skal bruge flere penge på psykiatrien på bekostning af andre sundhedsområder.
Camilla Eva Hallenberg uddyber:
Psykiatrien skal løftes og har været nedprioriteret alt for længe, men det må ikke ske på bekostning af andre kritiske områder i sundhedsvæsenet - der skal findes en langsigtet løsning med flere ressourcer samlet set.
15
Regionerne bør nedlægges og opgaverne lægges ind under kommuner og stat.
Camilla Eva Hallenberg uddyber:
Regionerne spiller en vigtig rolle i at sikre sammenhæng i sundhedsvæsenet, og jeg mener ikke, at kommuner og stat er klar til at løfte opgaven alene.
16
Regionen skal systematisk bruge private hospitaler for at nedbringe ventetider – også selvom det er dyrere pr. behandling.
Camilla Eva Hallenberg uddyber:
Private hospitaler er et vigtigt supplement, når ventetiderne bliver for lange. Det giver borgerne hurtigere behandling og mindsker ulighed i sundhed. Men det må ikke blive en sovepude, hvor vi systematisk læner os op ad private løsninger i stedet for at styrke det offentlige sundhedsvæsen, som skal være fundamentet. Vi skal bruge private som en ventil - ikke som en erstatning.
17
Regionen skal prioritere kapacitet til de mest udbredte sygdomme frem for meget dyre, sjældne behandlinger.
Camilla Eva Hallenberg uddyber:
Vi må sikre, at flest mulige får gavn af vores sundhedsvæsen, og det kræver fokus på de mest udbredte sygdomme. Men vi må heller ikke lade patienter med sjældne sygdomme i stikken - også de har krav på behandling og værdighed.
18
Der skal tilføres flere penge til børne- og ungdomspsykiatrien, selv hvis det betyder lavere prioritering af andre områder.
Camilla Eva Hallenberg uddyber:
Vi er nødt til at styrke børne- og ungepsykiatrien markant - der er alt for lange ventetider, og alt for mange unge får ikke hjælp i tide.
19
Regionen bør give højere tillæg for at rekruttere personale til særligt pressede afdelinger – også hvis det skaber lønforskelle.
Camilla Eva Hallenberg uddyber:
Rekruttering af personale skal ikke kun løses med højere tillæg, der skaber ulighed. Vi skal i stedet sikre bedre arbejdsvilkår, trivsel og langsigtede løsninger for alle ansatte.
20
Dokumentationskrav og bureaukrati i sundhedsvæsenet skal reduceres.
Camilla Eva Hallenberg uddyber:
Vores personale skal bruge tiden på patienter - ikke papirarbejde. Selvfølgelig skal der være nødvendig dokumentation, men bureaukratiet er vokset for meget. Vi skal skabe smartere løsninger og tillid til fagligheden, så ressourcerne bruges, hvor de gavner mest.
21
Regionen skal oprette regionsklinikker, hvor der mangler praktiserende læger – også hvis det konkurrerer med private praksisser.
Camilla Eva Hallenberg uddyber:
Regionen skal først og fremmest understøtte og styrke de praktiserende læger, vi allerede har, frem for at oprette egne klinikker, der risikerer at konkurrere med de private praksisser.
22
Prioriteringen af behandlingen af kræftsygdomme i sundhedsvæsenet er kommet til at fylde for meget i forhold til behandlingen af andre sygdomme.
Camilla Eva Hallenberg uddyber:
Kræftbehandling skal fortsat prioriteres højt, men vi må ikke glemme andre sygdomsområder. Sundhedsvæsenet skal være i balance, så alle patienter får rettidig og kvalificeret behandling.
23
Regionen skal sikre god almen lægedækning i hele regionens område - uanset prisen.
Camilla Eva Hallenberg uddyber:
Adgangen til egen læge er fundamentet i et velfungerende sundhedsvæsen, og den skal være lige god uanset om man bor i by eller på landet. Derfor må regionen prioritere lægedækning højt - også selvom det koster ekstra.
24
Regionen skal prioritere flere midler til og arbejde mere målrettet for at blive klimaneutral - med fx energi fra solceller, mere cirkulær genanvendelse og bedre naturbeskyttelse.
Camilla Eva Hallenberg uddyber:
Regionen skal bidrage til den grønne omstilling, men altid med blik for kerneopgaven: at sikre et stærkt sundhedsvæsen. Klima og sundhed hænger sammen, men prioriteringen skal være balanceret.
25
Hvis en borger uden at give besked udebliver fra en aftale på hospital/klinik, skal vedkommende afkræves et gebyr på f.eks. 200 kroner.
Camilla Eva Hallenberg uddyber:
Det er vigtigt, at aftaler overholdes, men gebyrer risikerer at ramme socialt skævt og skabe utryghed. Vi skal i stedet arbejde for bedre påmindelsessystemer og fleksible løsninger.