Gå til indhold
Del kandidaten
Christian Lorenzen
Maskinfører, Per Aarsleff A/S
Det Konservative Folkeparti

Derfor stiller jeg op til valget

Der skal gang i bosætningen igen - de gode historier om Fanøs unikke kvaliteter skal fortælles vidt og bredt. Her spiller kvalitet i dagpasning, skole og foreningsliv en afgørende rolle. Vi skal sikre, at Fanø fortsat vil være et levende helårssamfund - og det kræver, at vi tør tage den svære debat om balancen mellem turisme og fastboende. Vi skal have sat turbo på klimasikringen af Fanø - både ift. opstigende grundvand og diger - og så skal der altså snart til ske noget mht. et udvidet og tidssvarende plejehjem! Derudover skal vi investere i vores infrastruktur og naturpleje. Og så skylder vi generationerne før os at sikre en værdig og tryg ældrepleje. Alt dette kræver politiske prioriteringer - og netop prioriteringerne har det haltet med i denne byrådsperiode. Derfor bør du stemme Konservativt den 18. november - for os ved du altid, hvor du har.

Politisk karriere
2013-nu · Byrådsmedlem · Fanø Kommune
2018-nu · Gruppeformand
2018-nu · Medlem af Økonomi- og Planudvalget
2023-nu · Medlem af Erhvervs-, Natur- og Teknikudvalget
2022-2023 · Medlem af Børne- og Kulturudvalget
2018-2021 · Formand for Erhvervs-, Natur- og Teknikudvalget
1
Fanø Kommune skal opføre flere almene lejeboliger.
Christian Lorenzen uddyber:
Ja, det skal vi, hvor det er det, der er nødvendigt og skal til for at skabe mulighederne for fortsat tilflytning - og det er i Sønderho. Derfor tog Konservative i budgetforliget i 2024 sammen med Venstre og Socialdemokratiet ansvar for at skyde Sognegården ind som grundkapital (et krav for at kunne oprette lejeboliger med kommunalt tilskud) i Sønderho. I Nordby løses opgaven fortsat af private investorer - og tak til dem for det. Det betyder, at vi kan bruge de begrænsede midler i kommunekassen på noget andet.
2
Fanø Kommune bør fortsætte som selvstændig kommune og ikke søge en sammenlægning med en anden kommune.
Christian Lorenzen uddyber:
Der er ikke noget meningsfuldt alternativ til fortsat selvstændighed for Fanø Kommune. Men vi er pressede af opgavemængden og graden af specialisering, der kræves i en kommune i dag. Og derfor skal der langt mere fokus på sikker drift og en klar prioritering af de vigtigste opgaver fremadrettet. Alt for megen energi er blevet spildt på mindre vigtige opgaver i denne byrådsperiode - og det kommer vi til at gøre op med, hvis vi får afgørende indflydelse i den kommende byrådsperiode. Det handler bl.a. om diger og plejehjem - hvor der slet ikke er sket nok. Det er i øvrigt ikke op til os selv, om vi fortsat vil være selvstændige - og hvis Esbjerg skulle opsluge os, ville det med stor sandsynlighed betyde, at i hvert fald en af øens børnehaver samt plejehjemmet ville lukke. Det gav mening at diskutere tilbage i 2005-06, hvor man kunne have fået en afgørende stemme v. bordet. Men nu skal vi kæmpe insisterende og seriøst for vores fortsatte selvstændighed.
3
Byrådet på Fanø skal lægge mest vægt på samarbejde i stedet for at fastholde klare politiske forskelle.
Christian Lorenzen uddyber:
Det har været særdeles uskønt i denne byrådsperiode! Konservative er ikke en del af konstitueringen og har således ikke været en del af det rod, der har foregået der. Vi har i stedet brugt vores 3 mandater til at samarbejde bredt, hvor andre har villet samarbejde med os. Vi vil efter valget gå efter at opnå det bredest muligt samarbejde. Der skal være plads til forskelligheder - sådan er det i politik. Det er det nuværende byråds manglende evne til at håndtere forskelligheder og uenigheder, der har martret denne byrådsperiode. Vi stiller os derfor også frit, og vil forhandle og snakke med alle, der vil snakke med os.
4
Fanø Kommune skal begrænse turismen for at tage hensyn til natur, borgere og øens kapacitet.
Christian Lorenzen uddyber:
Grænsen for turismetryk på Fanø er ved at være nået - og derfor tog Det Konservative Folkeparti også ansvaret for at tage hul på den svære offentlige diskussion tidligere på året. Der er sket et skred over de seneste 5 år i opbakningen blandt lokalbefolkningen til turismen og dens omfang på Fanø. Det skal vi tage meget alvorligt og derfor skal fokus grundliggende tilbage på, hvad der tjener de fastboende bedst. For uden den lokale opbakning går det ikke. Og vores mange gæster medfører mange goder for os som fastboende - bl.a. et meget højt antal færgeafgange, også i november og januar, et stort udbud af restaurationer, detailhandel, kulturarrangementer osv.
5
Fanø Kommune bør give tilladelse til nye dagligvarebutikker.
Christian Lorenzen uddyber:
Over 50 % af øens befolkning ønsker dette - så ja. Det vil ikke mindst også være godt ift. at tiltrække børnefamilier som tilflyttere. Og fri konkurrence er en af de væsentligste faktorer, der har drevet vores samfund til at være så velstående og succesfuldt, som det er. Derudover er vi som Byråd som en konsekvens af den gældende kommuneplan forpligtede på at arbejde for at realisere op til 2.000 kvadratmeter yderligere dagligvarehandel. Det giver mening, fordi det vil hente en betydelig del af den store dagligvarehandel, der forbruges på Fanø, men som købes uden for øen, hjem til lokalsamfundet. Det handler både om de ca. 750 øboere, der dagligt udpendler til fastlandet for arbejde, og vores mange gæster.
6
Kommunens serviceniveau må gerne øges, også hvis det kræver højere kommuneskat.
Christian Lorenzen uddyber:
Fanø ligger i dag desværre i toppen, når det handler om kommuneskatteprocent. Det har desværre været nødvendigt for at kunne fastholde et tåleligt serviceniveau som lille, selvstændig kommune. Men dermed er grænsen også ved at være nået - vi kan ganske enkelt ikke blive ved med at hæve kommuneskatten. I stedet handler det om at få ryddet op i den politiske prioritering. Særligt denne byrådsperiode har været præget af mange fejlslagne prestigeprojekter og prioriteringer, som har kostet en masse ressourcer, men som ikke er blevet til noget i den sidste ende. (Lycium, for bare at nævne en...)
7
Der skal spares på de kommunale budgetter, så kommuneskatten kan sættes ned.
Christian Lorenzen uddyber:
Jeg så naturligvis gerne kommuneskatteprocenten sat ned, men der kan ikke spares mere, og derfor ser jeg det ikke som værende realistisk i den forudseelige fremtid. Efter at Folketinget har vedtaget fast at give Fanø et ø-tilskud på 20 mio. kr. årligt, så handler det nu om at konsolidere Fanø Kommunes økonomi, efter mange års pres. Derudover er der fortsat mange ubekendte i den kommunale økonomi - bl.a. den fuldstændigt forkludrede reform af ejendomsbeskatningen. Så selvom det måske lyder kedeligt, så vælger Det Konservative Folkeparti økonomisk konsolidering og stabilitet fremfor forbrugsfest og skattenedsættelser. Når tiden så tillader det, så kommer genopretning af en række centrale velfærdsopgaver og fysisk udvikling af øen til at stå over skattenedsættelser for os. Flere års slingrekurs koster desværre, der er meget, der skal indhentes og genoprettes - og først derefter kan vi begynde at se på sænke kommuneskatten. Men det ønsker vi naturligvis på sigt - når der er råd til det.
8
Det skal være økonomisk mere attraktivt at sidde i byrådet/kommunalbestyrelsen, så flere bliver interesserede i at stille op.
Christian Lorenzen uddyber:
Det nuværende niveau er passende. Man skal ikke være med i politik for pengenes skyld, det skal være passionen og venerationen, der driver det. Men samtidigt skal der være rimelige vilkår ift. at kunne købe sig fri fra civilt arbejde for at kunne passe byrådsarbejdet. Vi ønsker målrettet at øge de såkaldte "babysitter-penge", således at det bliver lidt mere attraktivt for små-børnsforældre at stille op og deltage i byrådsarbejdet.
9
Skolerne skal i højere grad hjælpe særligt udfordrede børn, også selvom det vil ske på bekostning af hjælpen til de øvrige elever.
Christian Lorenzen uddyber:
Svaret bliver et nej, når præmissen for spørgsmålet er, at det skal ske på bekostning af det øvrige skoletilbud. Begge dele er vigtigt - og må derfor ikke være på hinandens bekostning. Et par særlige opmærksomhedspunkter er 1) trivsel, 2) faglig trivsel, herunder ikke mindst et "værktøjsfag" som læsning (Konservative fik indføjet en særlig pulje hertil i årets budget), 3) Studie K (Fanø Skoles special-tilbud) kan meget, men ikke alt - vi skal være klar til at tilkøbe kompetencer ude fra, hvor det er nødvendigt.
10
Der er p.t. for få ansatte i forhold til antallet af børn i daginstitutionerne i min kommune.
Christian Lorenzen uddyber:
Vi ser gerne en lidt bedre normering i dagpasningstilbuddene på Fanø. Særligt ser vi et behov for at styrke de specialpædagogiske kompetencer som en del af den tidlige indsats, samt overgangen fra dagpasning til skole.
11
Klassernes størrelse i folkeskolen skal ned - også hvis andre områder må spare.
Christian Lorenzen uddyber:
Vores udfordring er jo ikke, at vi har for mange elever i klasserne på Fanø Skole - det er snarere, at vi har for få. Vi skal væk fra den kedelige titel som Danmarksmestre i befolkningstilbagegang, som vi har haft i denne byrådsperiode. For det er vigtigt med kritisk masse i bl.a. vores dagpasning og skole. Det handler om at sikre den nødvendige faglige og sociale dynamik. Meget kan gøres gennem fleksibel holddannelse - men det er ønskeværdigt at sikre en stabil tilgang af elever til Fanø Skole.
12
Der skal prioriteres flere varme hænder frem for mere velfærdsteknologi i ældreplejen.
Christian Lorenzen uddyber:
Teknologi kan ikke erstatte menneskeligt nærvær. Velfærdsteknologi kan aflaste medarbejdere for nedslidende opgaver osv., men vi skal være skarpe på, hvor grænserne går mellem teknologi og menneskeligt nærvær.
13
Mere konkurrence fra private aktører i ældreplejen vil forbedre serviceniveauet.
Christian Lorenzen uddyber:
Der er både eksempler, der taler for og imod. Men jeg ser ikke for mig, at vi skal have private ind over på Fanø. Jeg vil altid være åben for at forholde mig til at se på tingene fordomsfrit. Men indtil videre har jeg ikke set nogle private tilbud, der kan sikre den samme tryghed, som vores kommunale, til en lavere pris.
14
Hjemmeplejen må aldrig udskifte en hjemmehjælpers støvsugning hos en ældre med en robotstøvsuger, med mindre det er den ældres eget ønske.
Christian Lorenzen uddyber:
Grundliggende skal den enkelte borger bestemme i eget hjem. Men dette er dog et område, hvor velfærdsteknologien kan give god mening - og kan være med til at frigive menneskelige ressourcer til menneskelig kontakt og nærvær.
15
Der bør bruges flere penge på genoptræning, selvom det indebærer, at andre kommunale sundhedsområder (som for eksempel forebyggelse) får færre penge.
Christian Lorenzen uddyber:
Både forebyggelse og genoptræning er vigtige opgaver. Den sidste er lovsikret - det er den første ikke. Men det laver ikke om på, at hvor vi kan lykkes med at forebygge, så giver det både bedre livskvalitet for den enkelte borger, samt god kommunaløkonomisk mening. Foreningslivet kan her komme til at spille en endnu større rolle i Fanø Kommune - hvis vi investerer i det i højere grad. Og det ønsker Det Konservative Folkeparti at gøre.
16
Kommunen skal i højere grad sikre fredelige bymidter ved at forbyde gennemkørende trafik og parkering langs gaderne.
Christian Lorenzen uddyber:
Vi skal i alt væsentligt forsøge at holde mest mulig trafik ude af bymidterne - og forsøge at holde flest mulig biler væk fra Fanø. Men i Danmark kan man ikke forbyde biler at komme til øen, som man kan andre steder - derfor skal vi indrette os efter at gøre det mest muligt oplagt at efterlade sin bil udenfor bymidterne, hvis man er gæst herovre. (De fastboende og erhvervsdrivende skal selvfølgeligt have lov til at være her.) Det handler om at opfordre til at bruge cykler og gå-ben mest muligt, samt at have et tilstrækkeligt antal bynær p-pladser. Det har vi stort set i Nordby - særligt hvis vi får et Netto-projekt på mejerigrunden. Men i Sønderho haster det med at få oprettet ca. 40 yderligere bynære p-pladser - og derfor har Konservative også fået dette føjet ind som en anlægssag allerede i indeværende år som en del af infrastrukturplanen.
17
Kommunen skal i højere grad fortætte byerne i stedet for at udlægge nye områder til boliger eller erhvev.
Christian Lorenzen uddyber:
Ja, vi skal gå efter at fortætte, hvor dette er muligt. Men det handler om at have et så varieret boligudbud som muligt, hvis vi skal lykkes med bosætningsindsatsen. Og det skal vi - ellers bliver den kommunale økonomi ikke ved med at hænge sammen. Skal vi fortsat sikre en god skole, kvalitet i dagpasningen og en værdig ældrepleje, kræver det, at vi kommer væk fra den titel som Danmarksmestre i befolkningsnedgang, som vi har haft i denne byrådsperiode. Derfor er der også fortsat behov for lejeboliger og for, at tilflyttere kan bygge deres egen drømmebolig.
18
Kommunen skal udlægge mere plads til vindmøller og solceller, også tættere på beboelse end i dag.
Christian Lorenzen uddyber:
Pga. planmæssige forhold og naturbeskyttelser er der næsten ingen planmæssige muligheder på Fanø. Det vigtigste for Det Konservative Folkeparti ift. energiforsyning er dog også 1) forsyningssikkerhed, 2) lavest mulige CO2-aftryk, 3) slutbrugerpris. Vi er ikke religiøse omkring, om energien produceres lokalt eller andre steder (f.eks. til havs).
19
Alle kommunale byggerier skal have lavt CO2-aftryk - også hvis det gør projekter dyrere.
Christian Lorenzen uddyber:
Nu står vi ikke umiddelbart foran kommunale ny-byggerier. Vi skal nok nærmere af med nogle kommunale mursten og kvadratmeter, vi ikke strengt taget har behov for, da de æder afskrivning, drifts- og vedligeholdelseskroner, som ellers kunne bruges på velfærdsopgaver og anden fysisk udvikling. Men det er naturligvis vigtigt at vi som kommune går foran i den grønne omstilling - også ift. ombygning, renovering og vedligehold. Men det skal ske med vestjysk snusfornuft og rimelighed.
20
Politikerne skal fortsat have fuld fokus på vækst - også selvom det blandt andet betyder mere trafik og pres på skoler og daginstitutioner
Christian Lorenzen uddyber:
Vores infrastruktur kan ikke klare ret meget mere pres - særligt ikke i højsæsonen. Vores skole har dog plads til væsentligt flere elever end nu. (Da jeg selv gik der, var vi ca. 450 elever - mod godt 300 nu.) Derfor skal vi væk fra den status som Danmarksmestre i befolkningstilbagegang, som vi har haft i denne byrådsperiode. Men væksten skal ske på fastboende, ikke flere turister.
21
Beskyttelse af grønne områder i kommunen bliver prioriteret for højt i forhold til nye erhvervs- og boligbyggerier.
Christian Lorenzen uddyber:
Begge dele er vigtigt - og kan heldigvis lade sig gøre på samme tid, hvis vi som folkevalgte udviser ansvarlighed og sætter os ordentligt ind i tingene, før vi træffer beslutninger. Lycium er et eksempel på, hvor det var lige ved at gå galt - og hvor man endte med at spilde flere års forvaltningsressourcer på noget, som man på falderebet alligevel hældte i skraldespanden. Vi sagde fra starten af ja tak til Lycium, men PÅ INGEN MÅDER til den placering, som projektejer ønskede. Ift. boliger er det for Det Konservative Folkeparti vigtigt at sikre et varieret udbud, hvis vi skal lykkes med bosætningen. Derfor er der også behov for flere muligheder end de nuværende. Og derfor er det en skandale, at der endnu ikke er fundet en løsning for udstykningen på Kallesbjergvej. Mht. erhvervsjord og muligheden for idrætsfaciliteter er de nuværende udlæg tilstrækkelige for indeværende - dog med den note, at der mangler noget erhvervsjord i Sønderho.
22
Politikerne i min kommune er gode til at lytte til indsigelser fra borgere og tager deres input med i lokal- og kommuneplaner.
Christian Lorenzen uddyber:
Det har haltet gevaldigt med borgerinddragelsen i denne byrådsperiode - på trods af løfter om det modsatte. Og det SKAL der laves om på! Alt for meget er blevet gennemført som proforma-manøvrer og skin-borgerinddragelse. Det lovede § 17, stk. 4-udvalg er heller aldrig blevet oprettet.
23
Kommunen skal være mere aktivistisk og eksempelvis boykotte varer fra Israel.
Christian Lorenzen uddyber:
De 98 byråd skal tage ansvar for den borgernære velfærd - det er deres opgave. Det er ikke deres opgave et føre udenrigspolitik.
24
Det er en vigtig kommunal opgave at understøtte det lokale kunst- og kulturliv økonomisk.
Christian Lorenzen uddyber:
Ja, det er en vigtig opgave. Og på Fanø er vi så heldige, at vi har et enormt og uvurderligt frivilligt engagement omkring vores forenings- og kulturliv. Det skal vi prise os lykkelige for! Det fortjener stor anerkendelse!
25
Flygtninge og indvandrere udgør en ressource frem for et problem for lokalsamfundet.
Christian Lorenzen uddyber:
Det kommer meget an på, hvilke grupper vi taler om. Men i alt væsentligt har flygtninge og i særdeleshed indvandrere fra f.eks. andre vestlige lande (som bl.a. Tyskland) været en stor gevinst for Fanø. F.eks. er de flygtninge, vi modtog fra eks-Jugoslavien i starten af 90'erne en massiv gevinst for øen! Mange er blevet boende, og har været en kærkommen vitamin-indsprøjtning for vores lokalsamfund. Alle arbejder, er selvstændige erhvervsdrivende, bidrager i stor stil, og er helt uundværlige for det lokalsamfund, de er en fuldt integreret de af, i dag.