Jeg vil arbejde for et langt stærkere samarbejde på tværs af regioner, så vi får udnyttet ressourcerne bedre og undgår, at patienter falder mellem to stole. Systemerne skal snakke sammen. Vi er et lille land. Det kan vi godt finde ud af. Samtidig tror jeg på, at vi skal satse meget mere på forebyggelse. Både for at give mennesker et sundere liv og for at undgå unødvendige behandlinger. Det er sund fornuft og en investering i både livskvalitet og økonomi. Endelig er det helt afgørende, at vi får forbedret ambulancedækningen. Uanset om man bor i byen eller i de mindre lokalsamfund, skal man kunne stole på, at hjælpen når hurtigt frem. Trygheden i at vide, at en ambulance kommer i tide, skal være lige stærk i hele regionen. Med en konservativ stemme i regionsrådet vil jeg arbejde for forebyggelse frem for brandslukning, for bedre samarbejde på tværs og for et beredskab, man kan regne med i alle dele af regionen.