Gå til indhold
Del kandidaten
Claus Lorenzen
Remarkting
Liberal Alliance

Derfor stiller jeg op til valget

Man bør stemme på mig, fordi jeg vil arbejde for en kommune med mere frihed, mindre bureaukrati og sund fornuft i prioriteringerne. Jeg ønsker et Aabenraa, hvor det er attraktivt at bo, drive virksomhed og engagere sig lokalt. Det betyder fokus på en levende bymidte, stærke lokalsamfund og bedre rammer for erhvervslivet – ikke dyre prestigeprojekter. Jeg vil kæmpe for kernevelfærd først: ordentlige skoler, værdig ældrepleje og gode daginstitutioner. Pengene skal bruges klogt, så vi får mest muligt ud af hver krone. Samtidig skal borgerne have mere frihed til selv at vælge – fx i ældrepleje, dagtilbud og skole. Som grænsekommune har vi unikke muligheder. Vi skal tiltrække arbejdskraft, styrke samarbejdet på tværs af grænsen og bruge vores placering til at skabe vækst og udvikling. Jeg vil være en stemme for frihed, ansvar og udvikling og for et Aabenraa, der igen tør tage fat og udnytte sit fulde potentiale.

1
Planerne om et byggeri i det midlertidige byrum i Nørreport skal fortsætte
Claus Lorenzen uddyber:
Jeg mener, at Nørreport bør bevares som et grønt åndehul for borgere, familier og besøgende. Bymidten har brug for attraktive, rekreative områder – ikke flere dyre prestigeprojekter. Hvis der skal bygges, skal det ske på borgernes præmisser og i tæt dialog, ikke fordi rådhuset vil sætte et aftryk.
2
Aabenraa Kommune skal hæve niveauet for en værdig ældrepleje
Claus Lorenzen uddyber:
Ældreplejen er en kerneopgave, og vi skal sikre, at alle får en værdig behandling. Det handler ikke kun om flere penge, men også om frihed, fleksibilitet og respekt for den enkelte. Ældre skal have valgmuligheder, kunne tilkøbe ekstra ydelser og møde en pleje præget af nærvær frem for kontrol og bureaukrati.
3
Kommunen bør koncentrere dens tilskud på færre og større events i stedet for at give tilskud til mange mindre events
Claus Lorenzen uddyber:
Store events kan være vigtige, men de mindre events og ildsjæledrevne aktiviteter er dem, der skaber liv og fællesskab i hverdagen. Kommunens støtte skal derfor fordeles bredt og fleksibelt. Så både de store fyrtårne og de små lokale initiativer kan blomstre. Vi skal styrke mangfoldigheden, ikke ensrette kulturlivet.
4
Aabenraa Kommune skal fortsætte planerne om at bruge 40 millioner kroner på at bygge et nyt stort museum på Kilen, som samlet koster omkring 200 millioner kroner.
Claus Lorenzen uddyber:
Aabenraa har ikke brug for et nyt museum til 200 millioner, når vi allerede har stærke kulturtilbud som Brundlund Slot. Kommunens penge skal bruges på skoler, ældre og kernevelfærd – ikke på prestigeprojekter med risiko for millionunderskud. Vi skal styrke og udvikle de museer og bygninger, vi allerede har, i stedet for at bygge nyt for borgernes penge.
5
Aabenraa skal afsætte flere penge til grøn energi i fremtiden
Claus Lorenzen uddyber:
Grøn energi er vigtig, men Aabenraa skal ikke bruge flere skattekroner på projekter, som private og staten kan drive bedre. Kommunens rolle er at sikre gode rammer, fjerne bureaukrati og understøtte lokale initiativer. Ikke at investere massivt selv. Vi skal prioritere skoler, ældre og kernevelfærd først.
6
Der skal bruges penge på at udvikle gågaden, da der er for mange tomme butikslokaler
Claus Lorenzen uddyber:
Gågaden i Aabenraa skal være attraktiv, men løsningen er ikke bare flere kommunale investeringer. Kommunen skal skabe rammerne, fx ved at gøre det lettere at ændre anvendelse af lokaler, understøtte midlertidige aktiviteter og samarbejde med ejendomsejere. Det er erhvervsliv og investorer, der skal drive udviklingen. Kommunen skal blot hjælpe til, så butikkerne får liv igen.
7
Politikerne skal have fokus på at udvikle tilbud som uddannelse, boliger og kulturtilbud til de unge
Claus Lorenzen uddyber:
Aabenraa skal være en kommune, hvor unge har lyst til at blive. Derfor skal vi skabe rammer for gode uddannelser, flere ungdomsboliger og spændende kulturtilbud. Men det skal ske i samarbejde med private aktører og lokale ildsjæle – ikke gennem tunge kommunale projekter. Kommunens rolle er at fjerne barrierer og bakke op, så de unge får frihed til at forme deres eget byliv.
8
Diskussionen om hotel-og lejlighedsbyggeriet Hvalen ved fjorden viste, at Aabenraa skal få lavet en helhedsplan for, hvordan byen skal udvikle sig
Claus Lorenzen uddyber:
Aabenraa har brug for en klar retning, men vi skal passe på ikke at lave en alt for tung og ufleksibel helhedsplan. Vi har brug for rammer, der sikrer kvalitet og sammenhæng, men samtidig skal der være plads til private initiativer og lokale idéer. Det vigtigste er at skabe udvikling, ikke mere papirarbejde.
9
Aabenraa mangler et samlingspunkt, og politikerne bør prioritere udviklingen af sådan et i de næste fire år
Claus Lorenzen uddyber:
Aabenraa har brug for levende samlingspunkter, men vi behøver ikke bygge noget helt nyt fra bunden. Vi bør udvikle og styrke de pladser og byrum, vi allerede har, fx Storetorv og Nørreport, så de bliver naturlige mødesteder. Det kræver samarbejde med borgere, erhvervsliv og ildsjæle og ikke dyre prestigeprojekter fra rådhuset.
10
Aabenraa Kommune er den dyreste kommune i Sønderjylland, når man skal have passet sit barn i daginstitution. Politikerne bør derfor prioritere at få sat prisen ned
Claus Lorenzen uddyber:
Aabenraa skal være attraktiv for børnefamilier, og derfor skal vi kigge på prisen i daginstitutionerne. Men løsningen er ikke blot at hælde flere skattekroner i systemet. Vi skal skabe mere frihed, flere private alternativer og sikre, at pengene bruges klogt. Forældre skal have bedre valgmuligheder, og konkurrence er vejen til lavere priser og højere kvalitet.
11
Kommunens serviceniveau må gerne øges, også hvis det kræver højere kommuneskat.
Claus Lorenzen uddyber:
Aabenraa skal ikke hæve skatten. Vi kan få bedre service gennem sund fornuft, effektivitet og kloge prioriteringer, ikke ved at tage flere penge fra borgerne. Velfærd handler om at bruge de midler, vi har, bedre og skabe frihed til løsninger, der virker.
12
Der skal spares på de kommunale budgetter, så kommuneskatten kan sættes ned.
Claus Lorenzen uddyber:
Kommunen skal drives mere effektivt og med sund fornuft. For mange penge bruges på bureaukrati og prestigeprojekter i stedet for kernevelfærd. Hvis vi prioriterer klogt, kan vi både levere god service og give borgerne lavere skat. Det gør Aabenraa mere attraktiv for både familier og virksomheder.
13
Det skal være økonomisk mere attraktivt at sidde i byrådet/kommunalbestyrelsen, så flere bliver interesserede i at stille op.
Claus Lorenzen uddyber:
Byrådsarbejde skal være båret af lyst til at gøre en forskel, ikke af økonomiske incitamenter. Vederlaget skal være rimeligt, men vi bør ikke bruge flere skattekroner på politikernes løn. Det vigtigste er at skabe rammer, der gør det lettere at kombinere lokalpolitik med arbejdsliv og familieliv.
14
Skolerne skal i højere grad hjælpe særligt udfordrede børn, også selvom det vil ske på bekostning af hjælpen til de øvrige elever.
Claus Lorenzen uddyber:
Alle børn skal have hjælp, men det må ikke ske på bekostning af flertallet i klassen. Særligt udfordrede børn skal have målrettet støtte – og nogle gange specialtilbud – så både de og de øvrige elever kan trives og lære bedst muligt.
15
Der er p.t. for få ansatte i forhold til antallet af børn i daginstitutionerne i min kommune.
Claus Lorenzen uddyber:
Der er brug for bedre rammer i daginstitutionerne, men løsningen er ikke altid bare flere ansatte. Vi skal mindske bureaukrati, give mere frihed til institutionerne og åbne for flere private alternativer. Så kan vi sikre højere kvalitet og mere nærvær, uden at pengene bare forsvinder i systemet.
16
Klassernes størrelse i folkeskolen skal ned - også hvis andre områder må spare.
Claus Lorenzen uddyber:
Det vigtigste er kvaliteten af undervisningen og ikke antallet af elever i klassen. I Aabenraa skal vi bruge ressourcerne på dygtige lærere, frihed til skolerne og bedre undervisningsmiljøer frem for at fastlåse os på klassestørrelser. Mindre klasser kan være en løsning nogle steder, men det bør ikke ske på bekostning af andre velfærdsområder.
17
Der skal prioriteres flere varme hænder frem for mere velfærdsteknologi i ældreplejen.
Claus Lorenzen uddyber:
Ældreplejen har brug for både varme hænder og kloge løsninger. Velfærdsteknologi må aldrig erstatte omsorg, men kan frigive tid, så personalet kan fokusere på nærvær og pleje. Vi skal prioritere en balance, hvor teknologi understøtter medarbejderne – ikke erstatter dem.
18
Mere konkurrence fra private aktører i ældreplejen vil forbedre serviceniveauet.
Claus Lorenzen uddyber:
Konkurrence og valgfrihed giver bedre ældrepleje. Når borgerne selv kan vælge mellem kommunale og private tilbud, tvinger det alle til at levere høj kvalitet. Det handler om frihed og respekt for den enkelte – ikke om systemets bekvemmelighed.
19
Hjemmeplejen må aldrig udskifte en hjemmehjælpers støvsugning hos en ældre med en robotstøvsuger, med mindre det er den ældres eget ønske.
Claus Lorenzen uddyber:
Ældre skal have frihed til selv at bestemme, hvordan deres hjælp skal udføres. Teknologi kan være et godt supplement, men det må aldrig erstatte menneskelig kontakt eller påtvinges som en spareløsning. Hvis en ældre selv ønsker en robotstøvsuger, skal det naturligvis være en mulighed – men valget skal altid være deres eget.
20
Der bør bruges flere penge på genoptræning, selvom det indebærer, at andre kommunale sundhedsområder (som for eksempel forebyggelse) får færre penge.
Claus Lorenzen uddyber:
Genoptræning er afgørende, fordi det hjælper borgere hurtigt tilbage til et aktivt liv og kan spare samfundet for større udgifter senere. Men vi skal samtidig holde fast i forebyggelsen, så vi ikke skaber nye problemer på længere sigt. Det handler om at prioritere smartere og ikke bare flytte penge fra én vigtig indsats til en anden.
21
Kommunen skal i højere grad sikre fredelige bymidter ved at forbyde gennemkørende trafik og parkering langs gaderne.
Claus Lorenzen uddyber:
Vi skal skabe attraktive og trygge bymidter, men løsningen er ikke at lukke af for biler og parkering. Tilgængelighed er en forudsætning for handel og liv i centrum. I stedet skal vi finde en balance, hvor fodgængere, cyklister og bilister kan deles om pladsen, og hvor parkering fortsat er let og tæt på butikkerne.
22
Kommunen skal i højere grad fortætte byerne i stedet for at udlægge nye områder til boliger eller erhvev.
Claus Lorenzen uddyber:
Vi skal udnytte de muligheder, vi har i bymidterne bedre fx ved at omdanne tomme bygninger og skabe flere boliger i centrum. Men vi skal også sikre plads til erhverv og familier, der ønsker at bo i nye områder. Fortætning er vigtig, men balancen er afgørende, så vi både får liv i byerne og plads til vækst udenfor.
23
Kommunen skal udlægge mere plads til vindmøller og solceller, også tættere på beboelse end i dag.
Claus Lorenzen uddyber:
Vedvarende energi er vigtigt, men vi skal balancere hensynet til klimaet med hensynet til borgernes trivsel og lokalmiljø. Projekterne skal placeres klogt og med respekt for beboerne og det bør i høj grad være private aktører, der driver investeringerne.
24
Alle kommunale byggerier skal have lavt CO2-aftryk - også hvis det gør projekter dyrere.
Claus Lorenzen uddyber:
Kommunale byggerier skal tænkes bæredygtigt, men vi må ikke ende med at gøre projekterne unødigt dyre. Fokus skal være på sund fornuft, energieffektivitet og langsigtede løsninger – ikke på at presse dyre klimakrav igennem på bekostning af skoler, ældre og velfærd.
25
Politikerne skal fortsat have fuld fokus på vækst - også selvom det blandt andet betyder mere trafik og pres på skoler og daginstitutioner
Claus Lorenzen uddyber:
Vækst er vigtigt for Aabenraa, fordi det skaber arbejdspladser, tiltrækker borgere og giver flere indtægter til kommunen. Men vækst skal følges af investeringer i skoler, daginstitutioner og infrastruktur, så udviklingen bliver bæredygtig og til gavn for både nuværende og nye borgere.
26
Beskyttelse af grønne områder i kommunen bliver prioriteret for højt i forhold til nye erhvervs- og boligbyggerier.
Claus Lorenzen uddyber:
Vi skal have balance. Grønne områder er vigtige, men i Aabenraa er det også nødvendigt at give plads til flere boliger og erhverv, så vi kan tiltrække borgere og virksomheder. Beskyttelsen må ikke blive så rigid, at den bremser udviklingen og vi skal have både vækst og natur.
27
Politikerne i min kommune er gode til at lytte til indsigelser fra borgere og tager deres input med i lokal- og kommuneplaner.
Claus Lorenzen uddyber:
Der er altid høringer, men alt for ofte lytter kommunen kun proforma. Borgernes input skal tages alvorligt og kunne ses i de endelige planer. I Aabenraa vil jeg arbejde for mere reel dialog, hvor lokale ideer og indsigelser kan præge udviklingen og ikke bare et kryds i en proces.
28
Kommunen skal være mere aktivistisk og eksempelvis boykotte varer fra Israel.
Claus Lorenzen uddyber:
Kommunalpolitik handler om skoler, ældre, daginstitutioner og lokale arbejdspladser og ikke om udenrigspolitik. Aabenraa skal ikke bruge borgernes penge eller sin position til at føre aktivistiske kampagner mod bestemte lande. Vores fokus skal være på at levere god service og skabe vækst her i kommunen.
29
Det er en vigtig kommunal opgave at understøtte det lokale kunst- og kulturliv økonomisk.
Claus Lorenzen uddyber:
Det lokale kulturliv er vigtigt, og kommunen kan godt understøtte det, men kun på en måde, der styrker frivillige kræfter og lokale initiativer. Støtten skal være bred, enkel og uden tungt bureaukrati. Det er ikke kommunens opgave at finansiere store prestigeprojekter, men at hjælpe lokale ildsjæle, så kulturen kan blomstre.
30
Flygtninge og indvandrere udgør en ressource frem for et problem for lokalsamfundet.
Claus Lorenzen uddyber:
Flygtninge og indvandrere kan være en vigtig ressource for Aabenraa, især fordi vi som grænsekommune har brug for arbejdskraft i sundhed, pleje og erhverv. Men det kræver, at integrationen lykkes, og at flere hurtigt kommer i job og bidrager aktivt til lokalsamfundet.