Jeg er lidt enig. Når vi bygger i højden i centerbyerne, kan vi begrænse byspredning og dermed bevare mere plads til natur og rekreative arealer – og det er helt nødvendigt i en kommune med både vækst og grønne ambitioner. Forskning og erfaring viser, at kompakt byudvikling giver kortere afstande, styrker byliv og mindsker CO₂-udledning fra transport. Men det er afgørende, at højere byggeri sker med omtanke: Der skal tages hensyn til byrum, dagslys, arkitektur og sociale fællesskaber. Det handler ikke om højst muligt, men om bedst muligt. Vi skal skabe byer, hvor mennesker trives – og hvor natur og by ikke står i modsætning, men spiller sammen. Derfor støtter jeg en balanceret tilgang til byggeri i højden i de større byer, hvor det giver mening.

Jeg er lidt enig. Klimaindsatsen er en nødvendighed og en mulighed for at skabe langsigtet velfærd og økonomiske gevinster – fx via energirenovering og grøn omstilling. Men det må ikke ske på bekostning af kernevelfærden. Vi skal finde pengene klogt – gennem partnerskaber, effektivisering og grønne tilskud.

Jeg er helt enig. Hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling, skal elbiler være en reel mulighed for alle. Skanderborg skal stille flere offentlige p-pladser til rådighed for elbiler – det er hurtigt, billigt og nødvendigt. Vi kan ikke vente på omstillingen – vi skal understøtte den lokalt og konkret.

Skanderborg består af stærke centerbyer og mindre lokalsamfund – og de skal alle løftes, hvis kommunen skal hænge sammen og være attraktiv som helhed. Jeg mener, vi skal sikre gode rammer for både natur, fællesskab og hverdagsliv i landsbyerne, men det skal ske i balance og med blik for hele kommunens udvikling.

Jeg er helt enig i, at bedre normeringer er afgørende. Forskning viser, at tætte relationer og tid til nærvær i de første år har stor betydning for børns trivsel, udvikling og senere læring. Men for at nå bedre normeringer i praksis, må vi også tage fat på det største problem: mangel på kvalificeret arbejdskraft. Det kræver bedre løn, gode arbejdsvilkår og faglig opkvalificering – især af det dygtige pædagogiske personale, der allerede er i institutionerne uden formel uddannelse. Derudover skal vi sikre, at ledelsen har rammer for at prioritere faglig kvalitet og personaleudvikling. Normeringer handler ikke kun om tal – men om, hvorvidt de voksne har overskud og tid til at være nærværende. Derfor er bedre normeringer både en personalepolitisk og en pædagogisk opgave, som jeg vil arbejde for.

Jeg mener, det kan være nødvendigt at øge serviceniveauet – særligt inden for kernevelfærd og klima. Forskning viser, at investeringer i velfærd og grøn omstilling skaber både trivsel og langsigtet bæredygtighed. Men det er samtidig vigtigt at påpege, at Skanderborg kommune i forvejen har en sund økonomi og en høj andel af skattebetalere, men rammes skævt af udligningsreformen. Ifølge KL’s analyser betyder dette, at kommunen netto afleverer penge til andre kommuner, hvilket hæmmer vores handlemuligheder. Før vi hæver skatten, bør vi derfor kæmpe for en mere retfærdig fordeling mellem kommunerne. Jeg er lidt enig, fordi vi ikke må lade velfærden forfalde – men vi skal også sikre, at skatteborgerne får mest mulig værdi og retfærdighed for pengene.

Selvfølgelig skal der løbende sikres effektiv drift og ryddes op i unødige udgifter. Men efter årtiers effektiviseringer og besparelser er mange kommuner – herunder Skanderborg – nu så pressede, at yderligere nedskæringer risikerer at ramme kernevelfærd, klimaindsats og miljøbeskyttelse. Ifølge KL har kommunerne effektiviseret for over 33 mia. kr. siden 2009, og analyser fra bl.a. VIVE viser, at serviceniveauet mange steder er under pres. Samtidig står kommunerne over for demografiske udfordringer, stigende plejebehov, klimakrav og naturgenopretning, der kræver investering – ikke nedskæringer. En lavere kommuneskat kan lyde tiltalende, men det må ikke ske på bekostning af fælles ansvar og fælles løsninger. Øget ulighed i velfærd rammer især børn, ældre og udsatte – og det koster samfundet langt mere på lang sigt. Derfor er jeg lidt uenig i, at skattelettelser skal prioriteres over stærk, bæredygtig offentlig service.

Byrådsarbejde er i dag ofte et deltidsarbejde med fuldtidsansvar. Ifølge KL og Danmarks Evalueringsinstitut oplever mange kommunalpolitikere, at arbejdsmængden er steget markant, samtidig med at vederlaget ikke følger med. Det gør det svært at kombinere med arbejdsliv og familieliv – og kan afholde især unge, kvinder og lønmodtagere fra at stille op. En mere rimelig økonomisk kompensation vil styrke både rekruttering og fastholdelse af politikere, og dermed fremme et mere repræsentativt demokrati. Undersøgelser viser, at politiske organer bliver mere mangfoldige og beslutningsdygtige, når flere samfundsgrupper er repræsenteret (VIVE, 2022). Økonomi skal ikke være en barriere for demokratisk deltagelse – det skal være muligt at tage ansvar for sit lokalområde uden at betale en personlig pris.

Det er vigtigt at hjælpe særligt udfordrede børn – både af hensyn til dem selv og fordi forskning viser, at tidlig og målrettet indsats reducerer risikoen for sociale og økonomiske problemer senere i livet. Men det må ikke ske ved at svække undervisningen for de øvrige elever. Undervisningsmiljøet skal være trygt og fagligt for alle. Studier fra bl.a. EVA og VIVE peger på, at inklusion uden tilstrækkelige ressourcer og faglig støtte kan gå ud over både de udfordrede og resten af klassen. Derfor bør indsatsen finansieres gennem merbevilling eller omlægning – ikke ved at tage fra eksisterende kernevelfærd. Skolen skal løfte alle børn – men det kræver, at vi investerer i differentieret undervisning, specialpædagogik og flere hænder i hverdagen.

Selv om Skanderborg Kommune overholder minimumsnormeringerne, viser forskning fra bl.a. VIVE og EVA, at børns trivsel og læring hænger tæt sammen med kvaliteten og tætheden af de voksne omkring dem. Minimumsnormeringer er netop et minimum – ikke nødvendigvis nok til at sikre tilstrækkelig tid til omsorg, nærvær og relationsarbejde. En praksisundersøgelse har vist, at reelle normeringer ofte er lavere end de formelle, bl.a. pga. sygdom, mødetider og pauser. Når børn tilbringer op mod otte timer dagligt i institution, er det afgørende, at de bliver mødt af nok fagligt dygtige og empatiske voksne. Gode normeringer er forbundet med færre konflikter, bedre sprogudvikling og stærkere sociale færdigheder – med positive effekter langt op i skolealderen. Derfor bør ambitionsniveauet være højere end blot det lovpligtige.

Der er ikke ét klart svar på spørgsmålet om klassestørrelser. Forskning viser, at mindre klasser særligt i indskolingen kan give bedre trivsel og læringsudbytte – især for fagligt svage og udsatte elever. Samtidig kan det mindske lærerens stress og øge undervisningens kvalitet. Men det er også en dyr løsning, og flere analyser peger på, at investering i lærernes kompetencer og støttefunktioner ofte har større effekt. Hvis man sænker klassestørrelsen uden ekstra midler, risikerer man at skulle spare andre steder, fx på specialpædagogik eller fritidstilbud. Jeg mener derfor, at klassestørrelser skal balanceres med hensyn til helhed, kvalitet og lokale forhold – ikke ensrettes. Derfor svarer jeg: hverken enig eller uenig.

Ældreplejen skal først og fremmest være relationel og menneskelig. Forskning fra VIVE og Ældre Sagen viser, at det er den personlige kontakt, tryghed og kontinuitet, der skaber kvalitet i plejen. Velfærdsteknologi kan være et supplement – men må aldrig erstatte de varme hænder. De næste årtier byder på en aldrende befolkning og stigende plejebehov, og her er det afgørende at rekruttere, fastholde og opkvalificere dygtige medarbejdere. Det kræver bedre løn, arbejdsforhold og faglig autonomi. Teknologi kan effektivisere visse opgaver, men må ikke bruges som spareinstrument på bekostning af nærvær og omsorg. Forskning viser, at ensomhed og følelsen af at være overladt til “systemet” forringer livskvaliteten markant hos ældre (SFI, 2016; VIVE, 2021). Derfor skal vi sikre, at det menneskelige møde fortsat er centrum for ældreplejen – teknologien skal støtte, ikke erstatte.

Ældrepleje handler ikke kun om effektiv drift, men om tryghed, kontinuitet og værdighed for borgerne. Forskning viser, at øget konkurrence i plejesektoren ofte fører til fragmentering, højere administrationsomkostninger og usikre arbejdsvilkår – ikke nødvendigvis bedre service. Ifølge VIVE og RUC kan privatisering i ældreplejen give kortsigtede besparelser, men svækker sammenhæng i forløb og koordinering. Desuden har erfaringer fra andre kommuner vist, at kontrolomkostningerne stiger, når flere aktører skal overvåges og reguleres. Den offentlige sektor opererer ud fra omsorg og fællesskab – ikke profit. Når profit bliver målet, risikerer kerneværdierne i ældreplejen at vige. Derfor bør vi styrke det offentlige – ikke udlicitere det.

Velfærdsteknologi som robotstøvsugere kan være et meningsfuldt supplement – ikke en erstatning for omsorg. Beslutningen bør ikke være politisk fastlåst, men baseres på et fagligt skøn i samspil med borgeren. Ifølge VIVE og Teknologirådet kan teknologi frigive tid, der i stedet kan bruges på social kontakt, personlig pleje og tryghed – netop dét, som mange ældre vægter højest. Men teknologi må aldrig erstatte relationen. Når hjemmeplejen gives faglig frihed og mulighed for individuel tilpasning, øges både tilfredshed og effektivitet. Derfor bør vi understøtte løsninger, der giver mere menneskelig nærhed – ikke mindre. En robotstøvsuger skal ikke træde ind i stedet for en medarbejder, men give plads til det, der virkelig betyder noget.

Genoptræning og forebyggelse er begge vigtige kommunale sundhedsopgaver, og det er ikke et enten-eller. Forskning viser, at genoptræning kan forbedre livskvalitet og mindske behov for pleje, men der er indikationer på, at området kan være underprioriteret i nogle kommuner. Omvendt peger analyser fra Sundhedsstyrelsen på, at mange forebyggelseskampagner har begrænset effekt på adfærd, især hvis de står alene. Den bedste effekt opnås ved forebyggelse tæt forankret i lokale fællesskaber og strukturelle løsninger. Derfor bør der ske en balanceret prioritering, hvor vi investerer klogt i det, der virker – frem for at stille to vigtige sundhedsopgaver op som hinandens modsætninger.

Fredelige og bilfrie bymidter skaber mere liv, sikkerhed og trivsel. Forskning viser, at bilfri zoner reducerer luftforurening, støj og trafikulykker markant (WHO, Miljøstyrelsen). Samtidig stiger fodgængertrafik og lokal handel, fordi opholdskvaliteten forbedres – det ses bl.a. i København, Aarhus og europæiske byer som Oslo og Ghent. Når parkering og gennemkørende trafik fjernes, skabes rum til grønne områder, caféer, leg og fællesskab. Det fremmer fysisk og mental sundhed, understøtter byliv og styrker social sammenhængskraft. Parkeringsmuligheder skal naturligvis fastholdes i nærheden, men gadebilledet skal være for mennesker – ikke biler. Skanderborg bør gå forrest og gentænke sine bymidter som levende og menneskevenlige steder i stedet for gennemkørselsårer.

Fortætning af byerne er en af de mest bæredygtige strategier for fremtidig byudvikling. Ifølge forskning fra bl.a. Realdania og KL kan fortætning mindske transportbehov, reducere CO₂-udledning og frigøre plads til natur og rekreative områder. Samtidig styrker det byliv, fællesskaber og muligheden for grøn mobilitet. Når vi undgår spredt bebyggelse, mindsker vi også behovet for nye veje, kloakering og infrastruktur – og sparer dermed offentlige midler. FN’s klimapanels anbefalinger og danske klimaråd peger på kompakte byer som nødvendige for at nå klimamål. Fortætning skal dog ske med omtanke for byrumskvalitet, lysindfald og grønne åndehuller. Det er muligt at bygge både klogt, grønt og menneskeligt – og dét skal være målet i Skanderborg.

Jeg er helt enig i, at vi skal udlægge mere plads til VE-anlæg – det er nødvendigt for at nå klimamålene. Men det er ikke optimalt at placere dem tættere på boliger end nødvendigt. Forskning viser, at nærhed til store VE-anlæg kan påvirke trivsel, boligværdi og accept, især hvis borgerne ikke er blevet inddraget (VIVE, Concito). Derfor skal vi planlægge klogt og socialt ansvarligt. Der er ofte bedre muligheder i industriområder, langs motorveje eller i allerede støjbelastede zoner, hvor både natur og naboer skånes. Samtidig bør kommunen sikre ordentlig borgerinddragelse og kompensation, så vi bevarer tillid og opbakning. Den grønne omstilling kræver mod – men også omtanke. VE-anlæg skal placeres med respekt for både mennesker og miljø, så vi løfter opgaven uden at skabe unødige konflikter.

Det offentlige bør gå forrest i den grønne omstilling – også i byggeriet. Byggebranchen står for ca. 30 % af den samlede CO2-udledning i Danmark (Concito 2022), og forskning viser, at materialevalg og livscyklusbetragtninger har stor betydning for klimaaftrykket. Hvis vi bygger grønt nu, investerer vi i fremtiden: Mere energieffektive bygninger reducerer driftsudgifter og fremtidige udgifter til klimatilpasning og reparationer. Ifølge BUILD (AAU) betaler grønne løsninger sig ofte hjem over tid gennem lavere energiforbrug og højere indeklimakvalitet. Desuden skaber det grønne byggeri innovation og arbejdspladser. Klimaet tåler ikke, at vi venter – derfor skal kommunale byggerier være eksempler på, hvad der kan lade sig gøre, ikke undtagelser. Det er ikke kun ansvarligt – det er nødvendigt.

Vækst for vækstens skyld er ikke en holdbar strategi i en verden med begrænsede ressourcer. Ifølge OECD, Concito og FN’s bæredygtighedsmål bør moderne samfund i stedet fokusere på "well-being economics" – livskvalitet, social sammenhængskraft og bæredygtighed frem for ensidig økonomisk vækst. Ubegrænset vækst skaber pres på infrastruktur, natur, klima og velfærd, og risikerer at forringe det gode liv i lokalsamfundet. I rige kommuner som Skanderborg bør fokus være på at udvikle kvalitet, ikke kvantitet – f.eks. grøn mobilitet frem for øget trafik, og menneskelig velfærd frem for belastning af skoler og institutioner. Forskning peger på, at når vækstmål bliver dominerende, fortrænger de ofte langsigtede hensyn som trivsel, klima og lighed (Klitgaard, 2018; OECD 2020). Det er på tide at sætte bæredygtighed og livskvalitet i førersædet.

Grønne områder og vild natur er ikke luksus – det er infrastruktur for både trivsel, sundhed og klima. Forskning viser, at adgang til natur reducerer stress, øger livskvalitet og fremmer børns udvikling. Samtidig spiller grønne områder en afgørende rolle i klimatilpasning: De opsuger regnvand, nedkøler byrum og fremmer biodiversitet. Naturen skaber også rekreativ værdi og gør kommunen attraktiv for tilflyttere. Hvis vi ofrer grønne områder for kortsigtet byggeri, mister vi langsigtede fælles goder. Derfor bør ny bolig- og erhvervsudvikling ske med omtanke – i allerede bebyggede zoner eller ved fortætning – ikke på bekostning af natur. Skanderborg har natur i verdensklasse. Den skal ikke nedprioriteres, men styrkes. Naturen er en investering – ikke en forhindring.

Jeg oplever, at der i Skanderborg Kommune er vilje til borgerinddragelse – bl.a. gennem høringer, dialogmøder og en officiel politik for borgerinddragelse. Det er positivt, og det understøttes af forskning, der viser, at borgerinddragelse øger legitimitet og tillid i lokalplanlægning. Samtidig ved jeg, at der har været sager, hvor borgere har følt sig overset – fx når planer er ændret sent i processen uden ny høring, eller hvor indsigelser ikke har ført til justeringer. Planklagenævnet har i enkelte sager kritiseret processen. Det viser, at vi er på vej – men også at der er plads til forbedring. Inddragelse handler ikke kun om at blive hørt, men også om at kunne se sit input afspejlet i resultatet. Derfor er mit svar “lidt enig”: Vi har redskaberne – men skal blive bedre til at vise, at borgernes stemme faktisk gør en forskel.

Kommunens kerneopgave er at levere velfærd tæt på borgerne – ikke at føre udenrigspolitik. Når kommuner engagerer sig aktivistisk i internationale konflikter, som f.eks. boykot af varer fra bestemte lande, kan det føre til symbolpolitik, juridiske komplikationer og tab af fokus fra lokale opgaver. Ifølge eksperter i kommunalforvaltning og jura (bl.a. KL og Juridisk Institut, AU) er der grænser for, hvad kommuner lovligt og hensigtsmæssigt kan gøre i udenrigspolitiske sager, da det er et statsligt anliggende. Derudover risikerer politisk motiverede boykotter at splitte lokalsamfund og skygge for vigtige velfærdsbeslutninger. Jeg mener, kommunen skal gå forrest i klima, velfærd og nærdemokrati – ikke internationale konflikter. Vi bør holde fokus på det, vi er sat i verden for.

Jeg mener ikke, det er en kernekommunal opgave at støtte kunst og kultur økonomisk. Kommunens hovedopgaver bør være kernevelfærd, klima, sikkerhed og infrastruktur. Kunst og kulturliv trives bedst, når det udspringer nedefra – af lokalt engagement, frivillighed og private initiativer. Forskning viser, at civilsamfundets og foreningernes kulturaktiviteter ofte har større lokal forankring og deltagelse end topstyrede projekter. Når kultur midler bliver en fast kommunal post, risikerer vi at bruge penge, der kunne gøre større gavn andre steder – særligt i en presset kommunal økonomi. Kommunens rolle bør være at skabe gode rammer, f.eks. med adgang til lokaler og offentlig plads, mens finansieringen i højere grad kan ske gennem fonde og partnerskaber. Kultur er vigtigt – men det skal ikke ske på bekostning af velfærden.

Flygtninge og indvandrere kan være en stor ressource i lokalsamfundet – som arbejdskraft, kulturbærere og medborgere. Studier viser, at med god integration øges beskæftigelse og deltagelse i forenings- og kulturliv markant. Men forskning peger også på, at hvis for mange med ikke-vestlig baggrund samles i samme områder eller skoler, kan det udfordre integrationen og skabe parallelsamfund. Det handler derfor ikke om enten-eller, men om hvordan integrationen organiseres. Der skal være fokus på sprog, arbejde og kulturmøder – og på at sikre, at demokratiske værdier, ligestilling og fællesskab står centralt. Derfor svarer jeg hverken enig eller uenig: Potentialet er stort, men det kræver en aktiv og balanceret integrationspolitik.