Jeg stiller op til kommunalvalget i 2025 for at være en stærk stemme for både nuværende og kommende generationer i Norddjurs. Som født og opvokset i Grenaa kender jeg både de udfordringer og muligheder, vi står overfor. Jeg tror på en kommune, hvor vi bruger borgernes penge klogt og ansvarligt, og hvor vi prioriterer kernevelfærd og udvikling frem for bureaukrati. Skatten skal holdes nede, men kvaliteten i vores tilbud skal være høj. Mine tre mærkesager er: Skole og dagtilbud – frihed, faglighed og valgmuligheder. Offentlig transport – fleksible løsninger til borgernes behov. Kultur og fritid – støtte til ildsjæle og fællesskaber. Jeg ønsker en kommune, hvor unge har lyst til at blive, hvor erhvervslivet kan vokse, og hvor vi tager hensyn til miljøet uden at stoppe udviklingen. Samtidig vil jeg sikre, at borgerne bliver hørt. Beslutninger skal træffes tæt på dem, de berører.