Gå til indhold
Del kandidaten
Eva Borchorst Mejnertz
Gymnasielærer i samfundsfag, engelsk og innovation
Socialdemokratiet

Derfor stiller jeg op til valget

Man skal især stemme på mig, hvis man gerne vil stemme på en person der er født og opvokset i Aarhus kommune og som forstår hvad der er byens sjæl og historiske ophav. Og så skal man stemme på mig, hvis man ønsker et menneske med hjertet på rette sted til at stå vagt om børnene og de mest sårbare. Jeg er opvokset i bofællesskabet Sol og Vind i Beder, har spillet håndbold i BMI og hjulpet med handicapridning på Vilhelmsborg. Og så har jeg boet på Trøjborg, i Vestervang, i Hasle-Møllevang og Højbjerg - hvor jeg har dyb tilknytning. Jeg har gået på Viby Gymnasium, arbejdet på Aarhus katedralskole og læst på Aarhus universitet. Med min baggrund har jeg prøvet lidt af hvert i det virkelige liv med sorg, smerte og glæder. Som tillidsrepræsentant er jeg dybt optaget af arbejdsmiljø og har desværre set alt for mange mennesker knække med stress. Samtidig er jeg mor til tre og kender hverdagen i daginstitutioner og folkeskoler - og derfor kæmper jeg især for de allerbedste rammer for vores børn

Politisk karriere
2018-nu · Byrådsmedlem · Aarhus Kommune
2026-nu · Medlem af Kulturudvalget
2024-nu · Formand for Børn- og Ungeudvalget (tvangsforanstaltninger mv)
2018-nu · Medlem af Børn og Unge-udvalget (skoler og dagtilbud)
2026 · Medlem af Handicaprådet
2024-2026 · Medlem af KL's Socialudvalg
1
Aarhus Kommune bygger et nyt fodboldstadion, der er blevet meget dyrere end ventet. Hvis det fortsat bliver dyrere, bør der findes besparelser i selve projektet.
Eva Borchorst Mejnertz uddyber:
Det er en svær sag. Det kan være meget problematisk at spare yderligere på projektet og dermed ikke betale sig i det lange løb. Jeg mener derfor vi er nødt til at arbejde med mekanismer der gør, at vi de byggerier vi sætter i gang også holder sig indenfor den aftalte pris. Samtidig mener jeg, at vi skal bygge langsigtet, for når først et byggeri er etableret, så skal det have så høj en kvalitet, at vi får glæde af det i rigtig mange år ind i fremtiden.
2
Lukningen af Vesterbro Torv var en god idé
Eva Borchorst Mejnertz uddyber:
Lige nu er vi i en situation hvor vi skal finde nye veje efter Vesterbro Torv er lukket. Det tager lidt tid og kan være forbundet med en del besvær for nogle bilister. Men jeg tror på, at vi bliver rigtig glade for alt det gode som det gør for vores by. Lidt ligesom da vi fritlagde åen i stedet for at have en stor vej midt igennem byen. Det tager tid, men det bliver rigtig godt. Mange nyder allerede den stemning som det giver i byen - og samtidig er de aarhusianere der benytter aktive transportformer som cykel og gå-ben rigtig glade for det.
3
Alle elever i folkeskoler i Aarhus skal tilbydes gratis, sund skolemad.
Eva Borchorst Mejnertz uddyber:
Hvis vi har pengene til det, så er der ingen tvivl om, at det vil have en enormt stor betydning for vores børn, hvis de tilbydes gratis, sund og lækker skolemad. Desværre tillader økonomien ikke, at vi kan tilbyde gratisk skolemad som det er nu. Det vil kræve, at man fra statens side prioriterer flere penge til det. For lokalt i Aarhus kan vi ikke prioritere gratis skolemad så længe vi mangler penge til at levere den kvalitet vi vil have i vores skoler. Så mit svar er, at jeg ville ønske, at vi fik penge til gratis, sund og lækker skolemad, fordi det har stor betydning for børnenes trivsel, læring og fællesskaber. Men som det er nu, er vi nødt til at prioritere penge til at styrke skolerne, så de i højere grad kan tilpasse sig lokale behov for to fagprofessionelle i timerne, færre elever i klasserne, nærvær, ro og natur. I mellemtiden har vi fået tilført penge til at flere skoler kan etablere gode madordninger til en overskuelig pris - og dét er jeg rigtig glad for!
4
Der bør opføres fire 220 meter høje vindmøller på Aarhus Havn ved Østhavnsvej, hvor man kører ud til Molslinjen.
Eva Borchorst Mejnertz uddyber:
Jeg mener det er et rigtig godt sted at opføre vindmøller, fordi der er brug for klima- og miljømæssigt bæredygtig strøm, for at nedbringe forureningen og bedre vores luftkvalitet. Om det lige er fire 220 meter høje vindmøller der er behov for - det ved jeg ikke, men jeg tror ikke det er nødvendigt med den volumen. Jeg forestiller mig nogle lidt mindre vindmøller som er godt indpasset i omgivelserne og som vi bliver glade af at se på.
5
Aarhus Kommune skal tillade byggeri af flere højhuse? (syv etager og højere)
Eva Borchorst Mejnertz uddyber:
Jeg mener at vi skal lytte til borgerne i de forskellige områder af Aarhus. Der er oplandsbyer hvor man ønsker højhuse og det synes jeg ikke, at man skal forhindre, når bare de er godt indpassede i omgivelserne. Samtidig er det godt, hvis vi kan bygge lidt i højden, så vi ikke er nødt til at bruge alle vores naturarealer til at bygge parcelhuse. Det er på den måde et dilemma. Der skal være plads til alle og vi skal sikre, at det ikke bliver alt for dyrt at bo i Aarhus. Det mener jeg godt at vi kan samtidig med, at vi ikke bygger over syv etager. Men samtidig skal vi være åbne overfor de ønsker der er lokalt.
6
Der skal bedre nomeringer (pædagoger pr. barn) i daginstitutionerne.
Eva Borchorst Mejnertz uddyber:
De rammer vi giver vores yngste børn er ekstremt vigtige. I nogle daginstitutioner halter det med kvaliteten - og der er det vigtigste, at der er tilstrækkeligt med uddannet personale. Vores kvalitetsundersøgelser viser, at det er andelen af uddannede pædagoger der har størst betydning. Når man afleverer sit barn i vuggestue eller børnehave, så er det helt afgørende, at det føles trygt og godt - for at vi som forældre kan have det godt med at gå på arbejde. Derfor skal normeringerne være gode og der skal være en høj andel af pædagogisk uddannet personale.
7
Det skal koste penge at køre bil ind i midtbyen i Aarhus.
Eva Borchorst Mejnertz uddyber:
Jeg mener, at det skal kunne betale sig at vælge klima- og miljøvenlige transportformer - som kollektiv transport, cykler og el-drevne cykler, scootere og løbehjul. Som det er nu, har vi desværre set at flere og flere unge tager bilen også til korte distancer ind i byen. Det er ikke hensigtsmæssigt, fordi byen sander til i trafik. Samtidig er det rigtig vigtigt, at de mennesker der er nødt til at benytte bilen kan komme frem. Og især er tilgængeligheden for mennesker med handicap og gangbesværede ældre også rigtig vigtigt for mig. Endelig skal vi være opmærksomme på, at midtbyen også skal være tilgængelig for dem der ikke har så mange penge.
8
Aarhus Kommune skal bruge flere penge på kultur på bekostning af andre kommunale opgaver.
Eva Borchorst Mejnertz uddyber:
Jeg mener, at vores kernevelfærd er vigtigst. Vi kan ikke forsvare at bruge store summer på kultur og byggeri, hvis vi samtidig skal tage pengene fra skoler, dagtilbud og social- og ældre området. Jeg mener, at den store mistrivsel blandt børn og unge vidner om, at vi skal investere massivt i børnevelfærd. Samtidig er det vigtigt, at vi tager hånd om de mest sårbare i vores samfund. Vi skal holde hånden under vores kulturliv - og især i den udstrækning, at kulturen har betydning for vores sundhed og trivsel. Men vi skal også turde prioritere mellem det som er helt grundlæggende og nødvendigt og det som vi godt kan klare os uden.
9
Havneudvidelsen var en god idé.
Eva Borchorst Mejnertz uddyber:
Hvis det havde kunnet lade sig gøre på en måde, hvor bugten i tilstrækkelig grad blev beskyttet, ville det have været en god idé. Fragt med skib er nemlig en god og klima-venlig måde at transportere varer og havnen er en vigtig del af Aarhus, og bidrager bl.a. med arbejdspladser som vi har brug for.
10
Aarhus skal løse sine trængselsproblemer med mere letbane
Eva Borchorst Mejnertz uddyber:
Jeg ved, at de mennesker der har mulighed for at tage letbanen er enormt glade for den. Det er de fordi letbanen er en stabil form for kollektiv transport, der giver plads til at transportere sig med barnevogn, cykel eller i rullestol. Samtidig ved man, at letbanen ikke lige flytter sig - og derfor kan man købe bolig efter hvor letbanen er placeret. og så kan der tilføjes tog, så der altid er plads nok, selvom vi bliver flere borgere i Aarhus. Undersøgelser viser, at vi kan få langt flere til at tage letbanen i stedet for en privat bil end vi kan, hvis alternativet var en bus. Derfor er vi af klima- og miljømæssige hensyn også nødt til at prioritere den kollektive transport som flytter flest mennesker fra biler til kollektive transportformer.
11
Kommunens serviceniveau må gerne øges, også hvis det kræver højere kommuneskat.
Eva Borchorst Mejnertz uddyber:
Jeg er indstillet på at hæve kommuneskatten, hvis vi bliver frisat til det i kommunerne. Men jeg vil arbejde for, at vi i stedet kan forhandle os til bedre økonomiaftaler mellem KL og Staten. Det skyldes, at kommuneskatten er en flad skat, hvilket betyder, at den rammer dem med de laveste indkomster hårdest. Lige nu er det dog ikke en mulighed at hæve kommuneskatten, fordi kommunerne bliver straffet pga. det kommunale skatteloft og fordi staten vil beskatte kommunen hårdt i årene efter en eventuel kommunal skattestigning.
12
Der skal spares på de kommunale budgetter, så kommuneskatten kan sættes ned.
13
Det skal være økonomisk mere attraktivt at sidde i byrådet/kommunalbestyrelsen, så flere bliver interesserede i at stille op.
Eva Borchorst Mejnertz uddyber:
For mit vedkommende, så har det haft ret store økonomiske omkostninger at gå ind i politik. Der er meget stor ulighed mellem menige byrådsmedlemmer og rådmænd. En rådmand får en god løn, pension og eftervederlag. Et menigt byrådsmedlem får ingen pension af de vederlag de får, som også er meget lavere end den løn en rådmand får. Rigtig mange byrådsmedlemmer er nødt til at gå ned i tid på deres normale arbejde, for at få tingene til at hænge sammen. Det betyder så, at de menige byrådsmedlemmer taber på pension. Det synes jeg er uhensigtsmæssigt. Så det vigtigste for mig, er, at der kommer pension til de menige byrådsmedlemmer, så det politiske arbejde ikke sker på bekostning af deres pension.
14
Skolerne skal i højere grad hjælpe særligt udfordrede børn, også selvom det vil ske på bekostning af hjælpen til de øvrige elever.
Eva Borchorst Mejnertz uddyber:
Hjælp til særligt udfordrede børn må aldrig være på bekostning af hjælpen til de øvrige elever. Det er en falsk modsætning. De børn der har behov skal have den hjælp de har behov for.
15
Der er p.t. for få ansatte i forhold til antallet af børn i daginstitutionerne i min kommune.
Eva Borchorst Mejnertz uddyber:
Der er lokale forskelle som gør, at der nogle steder vil være for få ansatte i forhold til antallet af børn. Det er vigtigt, at vi sørger for, at der ikke er så store forskelle på kvaliteten i kommunen - og at alle daginstitutioner i Aarhus kommune har en høj kvalitet med en høj andel af dygtige pædagoger.
16
Klassernes størrelse i folkeskolen skal ned - også hvis andre områder må spare.
Eva Borchorst Mejnertz uddyber:
Jeg oplever, at mange skoler har svært ved at skabe gode miljøer for alle børn, hvis klasserne bliver for store. Mange børn med særlige behov har desuden ekstra brug for nærhed, ro og natur - som alle børn har glæde af. Derfor mener jeg, at vi skal investere massivt i vores folkeskole - men også at der skal komme flere penge til området, så vi ikke skal tage med den ene hånd og give med den anden.
17
Der skal prioriteres flere varme hænder frem for mere velfærdsteknologi i ældreplejen.
Eva Borchorst Mejnertz uddyber:
Der er rigtig mange ting som velfærdsteknologi ikke kan. Og der hvor der er behov for varme hænder i vores ældrepleje - der er vi NØDT til at sørge for, at der ER varme hænder nok. Velfærdsteknologi er et godt supplement og kan hjælpe til at frigøre de varme hænder der er brug for. Men vi må aldrig prioritere teknologi over varme hænder.
18
Mere konkurrence fra private aktører i ældreplejen vil forbedre serviceniveauet.
Eva Borchorst Mejnertz uddyber:
Jeg mener det er vigtigt, at kvaliteten er høj for alle de borgere der har brug for ældrepleje. Det er ikke hensigtsmæssigt, hvis man skal til at betale mere for at få den ønskede kvalitet. Derfor skal vores fokus først og fremmest være på at sikre kvaliteten i vores ældrepleje. Samtidig kan det være fint, at man som borger har mulighed for at vælge en privat aktør som leverer noget der passer særligt godt til de ønsker man har. Jeg er derfor bestemt ikke imod private aktører i ældreplejen, men kvaliteten i det offentlige skal være høj, så den kvalitet man får ikke bliver afhængig af hvor meget man kan betale.
19
Hjemmeplejen må aldrig udskifte en hjemmehjælpers støvsugning hos en ældre med en robotstøvsuger, med mindre det er den ældres eget ønske.
Eva Borchorst Mejnertz uddyber:
Nogle ældre skal have hjælp til at komme i gang med en robotstøvsuger, men nogle ældre har et hjem der ikke egner sig til robotstøvsugning. Der hvor det giver mening er det fint at bruge en robotstøvsuger også selvom det kræver lidt tilvænning. Men uanset om man har et hjem der egner sig til robotstøvsugning eller ej, så skal de der har ret til det, have støvsuget deres hjem.
20
Der bør bruges flere penge på genoptræning, selvom det indebærer, at andre kommunale sundhedsområder (som for eksempel forebyggelse) får færre penge.
Eva Borchorst Mejnertz uddyber:
Der vil være nogle områder, hvor det er vigtigt at prioritere flere penge til genoptræning. Det gælder fx borgere der har afasi som følge af en blodprop eller lignende. Genoptræningen er jo afgørende for at man kan komme i gang med sit liv og eventuelt arbejde igen. Samtidig er der nogle områder, hvor forebyggelse ikke må spares væk, fordi mangel på forebyggelse også kan have store konsekvenser. Derfor er det vigtigt, at vi forholder os konkret til både genoptræning og forebyggelse, så vi hele tiden træffer de beslutninger der er bedst for aarhusianerne.
21
Kommunen skal i højere grad sikre fredelige bymidter ved at forbyde gennemkørende trafik og parkering langs gaderne.
Eva Borchorst Mejnertz uddyber:
Jeg synes det er enormt vigtigt, at byen er tilgængelig for alle. Og derfor er vi nødt til at sikre, at det kun er de biler der har et ærinde i midtbyen, der kører derind - og at de andre biler benytter ringgaden eller ringvejen.
22
Kommunen skal i højere grad fortætte byerne i stedet for at udlægge nye områder til boliger eller erhvev.
Eva Borchorst Mejnertz uddyber:
Det er godt for klima og miljø, hvis vi bygger lidt tættere og lidt mere i højden i stedet for at udlægge vores grønne områder til lav bebyggelse af boliger og erhverv. Hvis vi slet ikke bygger, så blive det meget dyrt at bo i Aarhus kommune, så derfor kan vi ikke bare holde op med at bygge. Når kommunen bliver for dyr, bliver det meget svært at rekruttere de folk vi har brug for i daginstitutionerne og på plejehjemmene. Det er vigtigt at være opmærksom på.
23
Kommunen skal udlægge mere plads til vindmøller og solceller, også tættere på beboelse end i dag.
Eva Borchorst Mejnertz uddyber:
Det er vigtigt at vi træffer kloge beslutninger om vedvarende energi. Vi skal have fokus på løsninger der batter noget - som fx geotermi, fjernkøling, varmepumper og CO2-fangst. Jeg mener især at vindmøller og solceller er gode at placere langs motorveje og i områder, hvor de ikke er til gene for mennesker eller biodiversitet. Jeg er selv opvokset med solceller på taget og egen vindmølle tæt på, som vi indimellem besøgte med en madkurv. Så længe vindmøller og solceller er indpasset i forhold til det område de skal være i, så er de et gode. Det er vigtigt, at flere mennesker får mulighed for at spille en positiv rolle for den grønne omstilling. Det kan fx være gennem andelsejede vindmøller. Samtidig skal man være varsom med at gøre mennesker der ellers er optaget af natur og miljø til modstandere i den grønne omstilling. Så også på dette område er det vigtigt at lytte til aarhusianerne.
24
Alle kommunale byggerier skal have lavt CO2-aftryk - også hvis det gør projekter dyrere.
Eva Borchorst Mejnertz uddyber:
Vi er nødt til at tage klimaforandringerne meget alvorligt og udbrede de løsninger der er mest bæredygtige. Det gør vi ved at vælge de bæredygtige løsninger, når vi bygger. Som kommune har vi mulighed for at være med til at påvirke leverandørene til at gå den rigtige vej for klimaet og miljøet. Derfor mener jeg, at det er vigtigt, at vi har investerer i byggerier med et lavt CO2-aftryk.
25
Politikerne skal fortsat have fuld fokus på vækst - også selvom det blandt andet betyder mere trafik og pres på skoler og daginstitutioner
26
Beskyttelse af grønne områder i kommunen bliver prioriteret for højt i forhold til nye erhvervs- og boligbyggerier.
Eva Borchorst Mejnertz uddyber:
Det er enormt vigtigt, at vi prioriterer vores grønne områder til gavn og glæde for alle. Naturen er den bedste medicin - både for den enkelte, men også for fremtidens generationer.
27
Politikerne i min kommune er gode til at lytte til indsigelser fra borgere og tager deres input med i lokal- og kommuneplaner.
Eva Borchorst Mejnertz uddyber:
Jeg synes, at vi er blevet bedre. Men det er et område der hele tiden kræver vores opmærksomhed. Det er nemlig meget krævende at være tæt på borgerne, når der er så mange sager på teknik og miljø-området. De politikere der sidder i det udvalg fortæller ofte om det store arbejdspres og det kan være svært for et menigt byrådsmedlem at finde tid til at være i tilstrækkelig dialog med borgerne i alle sager vedrørende lokal- og kommuneplaner.
28
Kommunen skal være mere aktivistisk og eksempelvis boykotte varer fra Israel.
Eva Borchorst Mejnertz uddyber:
Det er ikke en kommunal opgave og der er vi nødt til at respektere, at det er statens ansvarsområde. Kommunerne skal heller ikke begynde at lovgive. Vi har rigeligt at gøre med at løfte det ansvar som vi allerede har som kommune.
29
Det er en vigtig kommunal opgave at understøtte det lokale kunst- og kulturliv økonomisk.
Eva Borchorst Mejnertz uddyber:
Jeg er især optaget af, at vi støtter kunst og kultur der bidrager med vigtige fællesskaber, sundhed og bevægelse for mange. Det at kunne gå til forskellige sportsgrene har rigtig stor betydning for de fleste menneskers trivsel, ligesom musik og kreative udtryksformer også er af stor betydning for mange.
30
Flygtninge og indvandrere udgør en ressource frem for et problem for lokalsamfundet.
Eva Borchorst Mejnertz uddyber:
Nogle udgør en ressource og andre udgør et problem. I nogle sammenhænge er der ikke nogen tvivl om, at nogle mennesker med flygtninge- og indvandrerbaggrund kan være så skadede, at de kan være en belastning for samfundet. Det gælder fx i børnesager, hvor vi ser forældre der selv er vokset op med opdragelsesvold og social kontrol - som også udsætter deres egne børn for den slags. Det er selvfølgelig en stor belastning både for de børn og unge det går udover, men også for samfundet der skal drage omsorg for de børn og unge. På samme måde er det en stor belastning med slægtsbaseret kriminalitet og svindel. Men det er vigtigt ikke at slå alle over en kam, for der er rigtig mange flygtninge og indvandrere der bidrager rigtig godt til samfundet og udgør en vigtig ressource. Derfor er det ofte en svær og polariseret debat, hvor det er vigtigt at tale ordentligt og respektfuldt om andre mennesker. Og det er vigtigt ikke at anspore til had og diskrimination.