Gå til indhold
Del kandidaten
E
Gert Broxgaard
Folkepensionist
Lokallisten Nyt Odense

Derfor stiller jeg op til valget

Man skal stemme på mig, fordi jeg ikke lover nemme løsninger, men insisterer på grundighed, gennemsigtighed og borgerinddragelse. Jeg vil rydde op i styringsmodeller, sikre at pengene bruges klogt, og give mere ansvar til dem, der står med opgaven – fx skoleledelser og forældrebestyrelser. Jeg tror på, at velfærd og skat skal hænge sammen, og at borgerne skal have reel indflydelse. Jeg siger ikke “ja” for at være populær – jeg siger “hverken eller”, når det kræver debat. Jeg stiller op for at gøre politik mere ærlig og lokal.

1
I udvalgte områder af Odense skal der være begrænset adgang for benzin- og dieselbiler, og i stedet skal adgang for elbiler og klimavenlige transportmidler prioriteres.
Gert Broxgaard uddyber:
At begrænse benzin- og dieselbiler i Odense er en dyr og socialt skæv løsning. Ikke alle har råd til elbil, og mange vil blive ramt af ekstra udgifter og begrænset mobilitet. Det lugter af symbolpolitik, hvor man pynter på klimaregnskabet uden reel effekt. I stedet burde vi investere i grøn teknologi, bedre kollektiv trafik og lade borgerne vælge løsninger, der passer til deres liv. Klimakampen vinder vi ikke med forbud – men med fornuft.
2
Odense skal udvide antallet af busbaner på større indfaldsveje for at forbedre fremkommeligheden i den offentlige transport – også selvom det kan gøre det mere besværligt at komme frem i bil.
Gert Broxgaard uddyber:
Jeg er uenig i at udvide antallet af busbaner på større indfaldsveje. Erfaringen fra Sdr. Boulevard viser, at effekten har været begrænset, mens biltrafikken er blevet mere besværlig. Offentlig transport skal forbedres, men det kræver helhedsorienterede løsninger – ikke ensidige tiltag, der skaber nye problemer. Vi bør fokusere på bedre ruteplanlægning, flere afgange og moderne transportformer, frem for at indsnævre vejene og skabe frustration hos bilister.
3
Letbanens etape 2 skal ikke gå til Vollsmose/Seden, som ellers er planlagt, men i stedet forbinde andre bydele, fx Dalum (Odense Zoo), som også har været i spil tidligere.
Gert Broxgaard uddyber:
Jeg er imod Letbanens etape 2. Økonomien hænger ikke sammen – ifølge en rapport fra Frank Eistrup er driftsudgifterne stærkt undervurderet, og letbanen koster skatteyderne langt mere end oplyst. Samtidig viser analyser, at etape 2 ikke giver nogen reel klimagevinst og i stedet vil forsinke trafikken. Vi bør i stedet satse på BRT (Bus Rapid Transit), som er billigere, mere fleksibel og hurtigere at implementere. Fremtiden ligger i intelligente løsninger som selvkørende biler – ikke i at grave flere skinner ned. Det er tid til at tænke nyt, ikke gentage gamle fejl.
4
Boligudviklingen i kommunen bør fokusere på tæt bebyggelse i midtbyen frem for parcelhuse i forstæderne.
Gert Broxgaard uddyber:
Boligudvikling bør ikke handle om enten tæt bymidte eller parcelhuse i forstæderne, men om bæredygtighed og livskvalitet. Med tusindvis af ledige boliger i Odense er det værd at spørge, om vi overhovedet har brug for mere byggeri lige nu. Måske skal vi i stedet fokusere på at gøre eksisterende boliger attraktive og tilgængelige – både økonomisk og miljømæssigt. En levende by handler ikke kun om mursten, men om mennesker, fællesskab og gode rammer for hverdagslivet.
5
Odense C vokser. Der skal derfor etableres en ny folkeskole i centrum for at imødekomme befolkningstilvækst fremfor at udvide eksisterende folkeskoler andre steder i byen.
Gert Broxgaard uddyber:
En ny folkeskole i centrum lyder flot, men det lugter af nybyggeri frem for nødvendighed. Mange af Odenses eksisterende skoler er i sølle stand og har været forsømt i årevis – det er ikke ansvarligt at bygge nyt, mens gamle skoler falder fra hinanden. Hvis der virkelig er behov, må det dokumenteres klart. Ellers bør vi først investere i vedligeholdelse og modernisering af de skoler, vi allerede har. Det er billigere, klogere og mere retfærdigt.
6
Odense Kommune skal i højere grad trække på frivillige og civilsamfundet til opgaver i ældreplejen.
Gert Broxgaard uddyber:
Kommunen kan og bør samarbejde med frivillige og civilsamfundet i hjemmeplejen – men det må aldrig blive en spareøvelse. Frivillige kan bidrage med nærvær, fællesskab og støtte, men de skal supplere – ikke erstatte – den professionelle arbejdskraft. Hvis man bruger frivillighed som en undskyldning for at skære ned, risikerer man at underminere både kvalitet og tryghed. Det handler om at styrke omsorgen, ikke om at spare penge.
7
Odense Kommune skal bruge flere ressourcer på at få flere borgere i arbejde – med særligt fokus på ikke-vestlige indvandrere, så færre ender på førtidspension eller andre overførselsindkomster.
Gert Broxgaard uddyber:
Det er vigtigt at arbejde for, at flere kommer i arbejde – uanset baggrund. Men jeg er ikke sikker på, om flere ressourcer nødvendigvis er løsningen. Der bruges allerede midler på indsatser, og det er uklart, hvad effekten egentlig er. Fokus bør være på, hvad der virker: målrettet støtte, relevante tilbud og tæt samarbejde med erhvervslivet. Det handler ikke kun om penge, men om kvaliteten af indsatsen og om at skabe reelle muligheder for mennesker – også dem med ikke-vestlig baggrund.
8
Odense skal understøtte flere store kultur- og sportsbegivenheder økonomisk for at styrke byens udvikling og synlighed.
Gert Broxgaard uddyber:
Odense har allerede stærke kultur- og sportsbegivenheder, og det er flot. Men jeg mener ikke, at kommunen skal kaste penge efter store events for synlighedens skyld. Offentlige midler skal bruges med omtanke – ikke til at finansiere billetpriser, VIP-lounges og PR-stunts. Hvis en begivenhed ikke kan bære sig selv økonomisk, bør man overveje, om den overhovedet skal afholdes. Odense skal være en kulturby med hjerte – ikke en scene for dyre prestigeprojekter.
9
Hvis Danmark skal have atomkraft, bør der placeres et atomkraftværk i Odense.
Gert Broxgaard uddyber:
Hvis Danmark skal have kernekraft, ser jeg ingen grund til, at Odense ikke kan være en del af løsningen. Men vi skal væk fra at kalde det “atomkraft” – det ord hører fortiden til. Moderne kernekraft, som fx saltbaserede reaktorer, er langt mere sikre og kompakte. De opererer ved atmosfærisk tryk og kan placeres i en 40-fods container. Og vigtigst af alt: de kan ikke bruges til våbenfremstilling. Det gør dem til en ansvarlig og fremtidssikret energikilde, som bør indgå i den grønne omstilling – også i Odense.
10
Kommunens serviceniveau må gerne øges, også hvis det kræver højere kommuneskat.
Gert Broxgaard uddyber:
Vi skal ikke tale om højere kommuneskat – eller “velfærdsprocenter”, som vi kalder det i Odense – før vi har lavet en grundig undersøgelse af, hvad vi egentlig har at gøre med. Der er brug for et kasseeftersyn: Hvad bruger vi pengene på, og hvad får vi for dem? Især i ældreplejen. Samtidig skal vi afvikle styringsmodeller som NMP, RBS og BUM, som ofte skaber mere bureaukrati end velfærd. I stedet bør vi udvikle tillidsbaserede modeller og inddrage borgerne aktivt – fx gennem lokale prioriteringsråd og borgerbudgetter. Først da kan vi tale om at løfte serviceniveauet.
11
Der skal spares på de kommunale budgetter, så kommuneskatten kan sættes ned.
Gert Broxgaard uddyber:
Det er et underligt spørgsmål. Man skal betale den skat, der er nødvendig for at opfylde borgernes ønsker og behov – sådan er det. Det bør være op til politikerne at spørge borgerne, hvad de vil prioritere, og så fastsætte skatten derefter. Ligesom i den almene boligsektor, hvor beboerne selv fastsætter huslejen på budgetmøder: de kan få stort set det, de ønsker – hvis de er villige til at betale for det. Det samme princip bør gælde for kommuneskatten. Demokrati handler også om økonomisk ansvarlighed.
12
Det skal være økonomisk mere attraktivt at sidde i byrådet/kommunalbestyrelsen, så flere bliver interesserede i at stille op.
Gert Broxgaard uddyber:
Det er et tveægget sværd. Jeg forstår godt, at mange kommunalpolitikere oplever, at arbejdet ikke står mål med honoraret – det er en stor opgave, ofte ved siden af fuldtidsarbejde. Men hvis man hæver honoraret for meget, risikerer man at tiltrække folk, der primært er motiveret af pengene. Dem har vi nok af i politik i forvejen. Det vigtigste er at sikre gode rammer, støtte og fleksibilitet, så flere engagerede borgere har mulighed for at stille op – ikke nødvendigvis at gøre det økonomisk lukrativt.
13
Skolerne skal i højere grad hjælpe særligt udfordrede børn, også selvom det vil ske på bekostning af hjælpen til de øvrige elever.
Gert Broxgaard uddyber:
Inklusion må aldrig være en spareøvelse. Hvis vi vil hjælpe særligt udfordrede børn, skal det ske med respekt for både deres behov og de øvrige elevers læringsmiljø. Derfor bør vi arbejde med fleksible undervisningsformer – fx co-teaching, holddeling og tæt samarbejde mellem almen- og specialområdet. Det kræver ressourcer og faglighed, ikke nedskæringer. En god skole tilpasser sig virkeligheden og sikrer, at alle børn får mulighed for at udvikle sig – uden at nogen tabes undervejs
14
Der er p.t. for få ansatte i forhold til antallet af børn i daginstitutionerne i min kommune.
Gert Broxgaard uddyber:
Jeg er helt uenig i, at der generelt er for få ansatte i daginstitutionerne, for der er indført minimumsnormeringer. Hvis oplevelsen alligevel er, at der ikke er nok voksne, så er det måske normeringen, der er sat for lavt. Derfor bør vi lave en grundig evaluering – og her skal både pædagoger og forældre inddrages. De ved, hvordan hverdagen fungerer, og hvad der skal til for at sikre tryghed og udvikling for børnene. Tal og regler er én ting – virkeligheden er noget andet.
15
Klassernes størrelse i folkeskolen skal ned - også hvis andre områder må spare.
Gert Broxgaard uddyber:
Det kræver en grundig debat. Min datter gik på Odense Friskole, hvor man havde valgt 20 elever pr. klasse – 10 piger og 10 drenge – og det fungerede fint inden for skolens egne budgetter. Det viser, at mindre klasser kan lade sig gøre, hvis man har frihed til at prioritere. Derfor mener jeg, at folkeskolerne skal sættes fri og beslutningerne lægges ud til forældrebestyrelser og skoleledelser. Kommunen skal fastsætte de overordnede rammer, men ikke detalje styre. Lokalt ansvar giver bedre løsninger.
16
Der skal prioriteres flere varme hænder frem for mere velfærdsteknologi i ældreplejen.
Gert Broxgaard uddyber:
Der skal altid prioriteres flere varme hænder i ældreplejen. Teknologi kan være et supplement, men aldrig en erstatning for menneskelig omsorg. Det er tankevækkende, at der stadig ikke findes en klar definition af velfærdsteknologi – noget man bl.a. arbejder med i Haderslev. Min overbevisning er, at vi først får flere varme hænder, når vi tør gentænke styringsmodellerne og bevæge os væk fra systemtænkning. Ældrepleje skal ikke styres som et regneark, men som en relation mellem mennesker.
17
Mere konkurrence fra private aktører i ældreplejen vil forbedre serviceniveauet.
Gert Broxgaard uddyber:
Jeg er ikke helt enig. Der er allerede private aktører i ældreplejen, men mange har svært ved at få økonomien til at hænge sammen og går hurtigt konkurs. Det skaber usikkerhed for både medarbejdere og borgere. Mere konkurrence forbedrer ikke nødvendigvis serviceniveauet – især ikke i en sektor, hvor kontinuitet og tillid er afgørende. Det kan dog være en fordel med valgmuligheder, så længe kvaliteten og stabiliteten sikres. Men det kræver skarp styring og klare krav fra kommunen.
18
Hjemmeplejen må aldrig udskifte en hjemmehjælpers støvsugning hos en ældre med en robotstøvsuger, med mindre det er den ældres eget ønske.
Gert Broxgaard uddyber:
Teknologi kan være en hjælp i ældreplejen, men den må aldrig erstatte menneskelig omsorg uden borgerens samtykke. En robotstøvsuger kan være praktisk, men kun hvis den ældre selv ønsker det. Der skal altid foreligge et klart og udtrykkeligt ønske. Kommunen bør have tydelige retningslinjer for brug af velfærdsteknologi, og borgerinddragelse skal være en fast del af beslutningsprocessen. Ældrepleje handler om værdighed, tryghed og respekt – ikke om at effektivisere for enhver pris.
19
Der bør bruges flere penge på genoptræning, selvom det indebærer, at andre kommunale sundhedsområder (som for eksempel forebyggelse) får færre penge.
Gert Broxgaard uddyber:
Jeg kan ikke svare entydigt ja eller nej, fordi genoptræning og forebyggelse hænger tæt sammen. Hvis man skærer i forebyggelse, risikerer man at skabe flere patienter med behov for genoptræning. Derfor vil jeg arbejde for en balanceret løsning, hvor begge områder styrkes.
20
Kommunen skal i højere grad sikre fredelige bymidter ved at forbyde gennemkørende trafik og parkering langs gaderne.
Gert Broxgaard uddyber:
En fredelig bymidte skabes ikke med forbud, men med god planlægning og reel borgerinddragelse. I Odense har vi omdannet en motorvej til sivegade, og parkering er stadig en varm kartoffel med dyre P-huse og licensordninger. I stedet for at forbyde gennemkørsel og parkering, bør vi udvikle helhedsorienterede mobilitetsplaner, hvor borgerne bliver hørt og inddraget. Det handler om at skabe en bymidte, der fungerer for dem, der bor, arbejder og færdes der – ikke om at presse løsninger ned over hovedet på folk.
21
Kommunen skal i højere grad fortætte byerne i stedet for at udlægge nye områder til boliger eller erhvev.
Gert Broxgaard uddyber:
Jeg har svaret “hverken eller”, fordi spørgsmålet ikke kan besvares entydigt. Fortætning kan være en god løsning i nogle områder, mens udlægning af nye bolig- og erhvervsområder kan være nødvendigt andre steder. Det afhænger af lokale forhold, infrastruktur, naturhensyn og borgernes behov. Kommunen skal ikke vælge én strategi, men arbejde fleksibelt og langsigtet – med respekt for både miljø, livskvalitet og byens udvikling.
22
Kommunen skal udlægge mere plads til vindmøller og solceller, også tættere på beboelse end i dag.
Gert Broxgaard uddyber:
Vi har brug for mere vedvarende energi, men det skal ske klogt og med respekt for både natur og mennesker. I stedet for at placere vindmøller og solceller tæt på boliger, bør vi udnytte tage på offentlige bygninger, industribygninger og parkeringshuse. Der bør også være klare kriterier for placering: afstand til beboelse, støj, skyggekast og visuel påvirkning. Og vigtigst af alt – borgerne skal inddrages tidligt i processen. Grøn omstilling kræver lokal opbakning, ikke topstyring.
23
Alle kommunale byggerier skal have lavt CO2-aftryk - også hvis det gør projekter dyrere.
Gert Broxgaard uddyber:
Kommunale byggerier bør have lavt CO₂-aftryk, men det handler ikke kun om teknik – det handler om omtanke. I stedet for at importere materialer langvejs fra, bør vi bruge lokale og genbrugte byggematerialer, som både reducerer transportudledning og støtter lokale erhverv. Odense er en grøn by, og det skal afspejles i vores byggeri. Men vi må ikke glemme, at grønne områder og rent drikkevand er lige så vigtige som klimavenlige mursten. Bæredygtighed kræver helhedssyn – og borgerne skal med i beslutningerne.
24
Politikerne skal fortsat have fuld fokus på vækst - også selvom det blandt andet betyder mere trafik og pres på skoler og daginstitutioner
Gert Broxgaard uddyber:
Jeg svarer hverken eller. Vækst er vigtigt, men det må ikke ske på bekostning af livskvalitet, velfærd og byens sammenhængskraft. Mere trafik og pres på skoler og daginstitutioner er ikke et nødvendigt onde – det er et tegn på, at planlægningen halter. Vækst skal ske i takt med investeringer i infrastruktur, uddannelse og fællesskab. I Odense har vi set, hvordan ubalancer kan opstå, når udviklingen går for hurtigt. Derfor bør fokus være på bæredygtig og ansvarlig vækst, ikke bare vækst for vækstens skyld.
25
Beskyttelse af grønne områder i kommunen bliver prioriteret for højt i forhold til nye erhvervs- og boligbyggerier.
Gert Broxgaard uddyber:
Grønne områder skal prioriteres – det kan der ikke være tvivl om. I Odense har vi netop set et stadionprojekt, hvor et grønt område i Bolbro inddrages til 450 nye boliger, selvom der allerede står tusindvis af boliger tomme. Det virker hverken nødvendigt eller gennemtænkt. Samtidig planlægges et erhvervsområde vest for byen, hvor vi har Danmarks reneste grundvand – det bruges endda til at regulere grænseværdier fra andre boringer. Der ligger også et stort grundvandsreservoir under 1000-årsskoven. At bygge her er ikke bare kortsigtet – det er uansvarligt.
26
Politikerne i min kommune er gode til at lytte til indsigelser fra borgere og tager deres input med i lokal- og kommuneplaner.
Gert Broxgaard uddyber:
I Odense oplever jeg desværre, at borgerinddragelse ofte er noget, der sker på papiret. Eksempler som udviklingen af Thomas B. Thriges Gade og letbanen viser, hvordan store projekter er blevet gennemført trods massiv lokal modstand. Høringssvar bliver sjældent taget alvorligt, og beslutninger virker ofte som forhåndsbestemte. Det bør ændres. Borgernes input skal ikke bare samles – de skal have reel indflydelse. Det kræver mere gennemsigtighed, bedre dialog og vilje til at justere kursen, når befolkningen siger fra.
27
Kommunen skal være mere aktivistisk og eksempelvis boykotte varer fra Israel.
Gert Broxgaard uddyber:
Jeg mener ikke, det er kommunens opgave at tage stilling til internationale konflikter gennem boykot. Det strider mod armslængdeprincippet, hvor politiske beslutninger ikke skal blande sig i borgernes personlige valg. Kommunen har et ansvar for at sikre neutrale og lovlige indkøb, men ikke for at føre udenrigspolitik. Borgerne må selv vælge, hvad de vil støtte eller fravælge. Kommunens fokus bør være lokal velfærd, demokrati og gennemsigtighed – ikke globale markeringer.
28
Det er en vigtig kommunal opgave at understøtte det lokale kunst- og kulturliv økonomisk.
Gert Broxgaard uddyber:
Jeg har faktisk ingen klar holdning til, om kommunen skal understøtte det lokale kunst- og kulturliv økonomisk. Der ligger simpelthen for mange udfordringer i det. Hvem skal man støtte? Hvordan måles værdi og kvalitet? Og hvad med armslængdeprincippet? Kunst og kultur er vigtigt, men det er også svært at prioritere i en kommunal virkelighed med mange pres på kernevelfærden. Derfor har jeg svaret “hverken eller” – ikke af ligegyldighed, men fordi spørgsmålet kræver mere grundig debat.
29
Flygtninge og indvandrere udgør en ressource frem for et problem for lokalsamfundet.
Gert Broxgaard uddyber:
Debatten bliver forplumret, når man bliver ved med at tale om “flygtninge og indvandrere” som én samlet gruppe. Selvfølgelig er mange en stor ressource i lokalsamfundet – som medarbejdere, forældre, naboer og medborgere. Men vi må også turde tale om, at der findes små grupper, hvor integrationen ikke fungerer, og hvor der opstår problemer. Det skal vi tage alvorligt og finde løsninger på – uden at stigmatisere alle. Vi skal se mennesker, ikke kategorier.