Jeg stiller op til valget, fordi jeg mener, at de unges stemmer i Svendborg skal høres og tages alvorligt. Jeg er socialist, klimaaktivist og feminist, og det betyder, at jeg kæmper for en kommune, hvor solidaritet, lighed og bæredygtighed er i centrum. Som klimaaktivist vil jeg arbejde for, at Svendborg går forrest i den grønne omstilling. Vi skal beskytte mere natur, stoppe unødvendige byggerier og investere i vedvarende energi inden for kommunens grænser. Som feminist kæmper jeg for lighed på tværs af alle klasser og for, at ingen bliver sat udenfor. Vi skal sikre, at Svendborg er en by, alle har råd til at bo i. Svendborg skal bygges af og til de mennesker, der bor her nu, med tanke på dem, der kommer efter os. Det kræver en langsigtet politik, der tænker længere end til næste valg og sætter menneskers og naturens behov foran profit og kortsigtede løsninger. Jeg stiller op, fordi jeg tror på forandring nedefra, og fordi jeg ved, at en bedre verden starter i vores egen kommune.