København skal være en grøn by, hvor der er plads til både mennesker, natur og fællesskab – ikke kun til biler. Grønne områder gør byen sundere, køligere og mere levende, og de giver børn og voksne et sted at trække vejret. Jeg ved godt, at det kan koste nogle parkeringspladser, men vi skal tænke langsigtet: færre biler, mere natur og et København, der er rart at leve i.

Jeg støtter, at vi gradvist udfaser diesel- og benzinbiler i de mest trafikerede dele af byen for at få renere luft og mindre støj. Men det skal ske på en måde, der også tager hensyn til dem, der er afhængige af bilen for at passe deres arbejde – fx håndværkere og hjemmeplejen. Derfor skal vi kombinere forbud med bedre kollektiv transport, flere el-delebiler og støtte til grøn omstilling, så det ikke rammer skævt

Jeg mener at al offentlig transport skal finanvieres af fællesskabet. Helst ser jeg opgaven hos staten. Brugerbetalingen skal ned for at sikre mobilitet og øget lighed i samfundet. Det er et fælles anliggende.

København skal bevæge sig fremad – ikke tilbage til flere biler og færre cykler. Vi skal bruge byens plads på det, der gavner flest: trygge cykelstier, grønne byrum og gode forhold for gående og kollektiv trafik. Flere p-pladser løser ikke trængslen, men skaber mere af den. Målet må være en by, hvor det er nemmere, billigere og sundere at vælge de grønne transportformer.

Jeg synes, kollektiv trafik skal være billigere og langt mere attraktiv, men helt gratis er ikke nødvendigvis den bedste løsning. Pengene kan bruges mere målrettet på flere afgange, bedre dækning og lavere priser for dem, der har mest brug for det – fx unge, pensionister og pendlere med lav løn. Målet er, at det altid skal kunne betale sig at vælge bus, metro eller tog frem for bilen.

Vi skal primært sørge for at der er faguddannede pædagoger og pædagogiske assistenter nok, til at sikre vores børns udvikling i trygge rammer. Priserne kan reduceres når kvaliteten er højnet.

Jeg mener, at vi skal have flere almene boliger, fordi København er ved at blive en by for de få. Pædagoger, sosu’er, lærere og andre helt almindelige lønmodtagere skal også have råd til at bo her. En højere andel af almene boliger er den mest effektive måde at sikre blandede bykvarterer og holde fast i et København, hvor både unge, børnefamilier og ældre kan finde et hjem. Vi skal også håndhæve de regler, vi allerede har om bopælspligt - og regulere alle de steder, vi kan, for at bevare en sammensat og levende by.

Jeg er ikke begejstret for Lynetteholmen, men hvis det ikke kan være anderledes, må vi fokusere på at få det bedst mulige ud af projektet. Jeg har tillid til, at de, der har været med til at træffe beslutningen, har handlet ud fra ønsket om at løse reelle udfordringer med bolig og klima. Nu handler det om at sikre, at området udvikles grønt, socialt og med plads til almindelige mennesker – ikke kun dem med høj indkomst.

Jeg synes, vi skal arbejde for mindre røg i det offentlige rum – især dér, hvor børn opholder sig – men et totalt forbud i alle parker og pladser går for langt. Det vigtigste er oplysning, gode rygefrie zoner og respekt for fællesskabet. København skal være et sted, hvor vi passer på hinanden – også uden at løfte pegefingeren.

København har penge nok – vi må bare ikke bruge dem. Kommunen har et solidt overskud og høj likviditet, men regeringens service- og anlægslofter begrænser, hvor meget vi må investere i velfærd, skoler og grøn omstilling. Kommunerne må samlet bygge for ca. 19 mia. kr., selvom behovet er over 26 mia. Det giver ingen mening. Vi skal presse regeringen til at hæve lofterne, så vi kan bruge vores egne midler på at skabe et København, der fungerer for både borgere og ansatte.

Jeg vil langt hellere have, at vi bruger pengene på nok faglærte medarbejdere og på støtte til de familier, unge, ældre, handicappede og psykisk sårbare, der har brug for det. Når vi investerer i mennesker frem for skattelettelser, styrker vi både velfærden og fællesskabet – og det gavner os alle. En tryg, omsorgsfuld og fagligt stærk by er langt mere værd end en lavere skatteprocent.

Vederlaget for en plads i Borgerrepræsentationen er i dag omkring 13.000 kr. om måneden, og det synes jeg faktisk er relativt lavt i forhold til det ansvar og den indsats, arbejdet kræver. Hvis jeg bliver valgt, forventer jeg at skulle gå ned i tid på mit arbejde, og det er ikke noget, alle har mulighed for. Derfor ser jeg det som et privilegium at kunne stille op – og jeg mener, vi bør sikre, at flere kan engagere sig politisk uden at være økonomisk stillet særligt godt.

Inklusion er blevet for vidtgående. Det er synd for de børn, der ikke trives i almindelige klasser – men også for de andre elever og lærerne, som mangler ressourcer til at få det til at fungere. Vi skal lytte til, hvad barnet og familien selv ønsker, og sikre, at alle børn får en hverdag med ro, tryghed og læring.

Der er for få voksne i daginstitutionerne, og det mærkes hver dag af både børn og medarbejdere. Når normeringerne er for lave, går det ud over kvaliteten, roen og den tid, der er til hvert enkelt barn. Vi skal have flere faglærte pædagoger og medhjælpere, så børn mødes af nærvær og faglighed – ikke stress og tidspres. Det er en investering i både børns trivsel og fremtid.

Jeg mener ikke, der findes ét rigtigt svar på, om det altid er bedst med færre elever. Det bør være lærere og skoler, der vurderer, hvad der giver mest mening i deres virkelighed – om det er mindre klasser, to voksne i lokalet eller mere støtte til de elever, der har det svært. Det afgørende er kvaliteten i undervisningen, ikke antallet i klasselisten. Vi skal have tillid til fagligheden ude på skolerne.

Varme hænder skal komme før teknologi. Men vi mangler hænder – og derfor må alle hjælpe til. og tage imod nye løsninger og ny teknologi. Det skal bruges klogt, så teknologien frigør tid til omsorg. Det skal være et redskab, ikke en erstatning for mennesker, men vi har brug for begge dele, hvis vi vil sikre en værdig og bæredygtig velfærd.

Mere konkurrence i ældreplejen giver ikke bedre kvalitet – det gør flere faguddannede kolleger. Erfaringen viser, at når plejen gøres til en markedsvare, presses både tid, faglighed og arbejdsvilkår. Det, de ældre har brug for, er stabile relationer og medarbejdere med ordentlig tid og uddannelse – ikke flere firmaer, der skal tjene penge på omsorgen.

Jeg synes, teknologi som fx robotstøvsugere kan være en hjælp, hvis det frigør tid til mere nærvær og omsorg – men det må aldrig blive en erstatning for den menneskelige kontakt. Hvis man sætter robotten igang og tager borgeren med ud imens, kan det blive rigtig fint. Det afgørende er, at den ældre selv oplever hjælpen som god og værdig, ikke om der bruges en maskine eller ej.

Jeg køber ikke præmissen om, at vi skal vælge mellem forebyggelse og genoptræning – det er økonomisk og menneskeligt bedst at gøre begge dele. En stærk forebyggelsesindsats mindsker behovet for genoptræning, og god genoptræning sikrer, at folk hurtigere kommer tilbage i arbejde og bevarer deres livskvalitet. Det handler i sidste ende om produktivitet, trivsel og et bæredygtigt velfærdssystem.

En grøn og fredelig bymidte gør København mere levende, sund og attraktiv. Trafik og parkering skal ikke dominere byens hjerte – det skal mennesker, fællesskab og natur. Når vi prioriterer grønne byrum og ro frem for biler, får vi en by, hvor man har lyst til at opholde sig, handle og mødes – og det gavner både miljøet og livet i byen.

Forskningen viser, at fortætning er den mest bæredygtige måde at udvikle byen på – det reducerer transportbehovet, udnytter eksisterende infrastruktur og mindsker klimaaftrykket. Selv om mange af os godt kan lide tanken om lidt mere plads og ro, må vi tænke på helheden: en tæt, levende by med korte afstande og grønne løsninger er både klimaklogt og socialt ansvarligt.

Hvis vi skal nå vores klimamål, skal der findes mere plads til både solceller og vindmøller – også tættere på bebyggelse, hvor det giver mening. Det er ikke kun godt for klimaet, men også en solid økonomisk investering. Kommunen kan spare udgifter ved at bruge egne tage og arealer, samarbejde med private aktører om at opsætte anlæg uden selv at bære hele risikoen, og på sigt få indtægter fra den strøm, der produceres. Grøn energi er altså både sund for økonomien og for klimaet – og København bør gå forrest med løsninger, der kan betale sig for fællesskabet.

Kommunen skal gå forrest i den grønne omstilling – også selvom det koster lidt mere her og nu. Byggeri med lavt CO₂-aftryk betaler sig på sigt gennem lavere energiudgifter, sundere bygninger og mindre miljøbelastning. Det handler om ansvarlighed: vi skal bygge til fremtiden, ikke på bekostning af den.

Vækst må aldrig blive et mål i sig selv, hvis den sker på bekostning af børn, ældre eller medarbejdere i velfærden. Jeg tror på en bæredygtig vækst, hvor udvikling går hånd i hånd med ordentlige vilkår i skoler og institutioner. Hvis væksten betyder, at flere børn presses sammen i klasserne, eller at personalet løber hurtigere, så er det ikke reel fremgang – så er det bare skjulte menneskelig omkostninger.

De grønne områder er ikke bare pynt – de er afgørende for byens klima, sundhed og livskvalitet. Selvfølgelig skal der være plads til erhverv, men ikke på bekostning af natur og fælles rum. Et grønt København er også et attraktivt sted at drive virksomhed, fordi det giver et bedre byliv og trækker arbejdskraft til. Det er ikke en modsætning, men et spørgsmål om balance og langsigtet ansvar.

Der er mange engagerede politikere i København, som gerne vil lytte til borgerne – men systemet er tungt, og gode idéer drukner ofte i proces og bureaukrati. Borgerne skal tages mere alvorligt, og deres input skal føre til reel handling. Det kræver mindre silotænkning og mere mod til at ændre praksis, når folk peger på noget, der ikke virker.

vi skal ike skifte holdning hver gang vinden vender, vi må gerne bruges vores fælles formue med omtanke. Kommunen skal ikke støtte landets fjender.

Lokal kunst og kultur skaber liv, fællesskab og identitet i byen. Det er her, nye talenter vokser frem, og hvor vi mødes på tværs af alder og baggrund. Når kommunen støtter lokale initiativer, investerer vi i sammenhængskraften – ikke kun i underholdning. Kultur er ikke pynt, men en vigtig del af et levende og demokratisk København.

Flygtninge og indvandrere er en vigtig ressource for København – vi har brug for både sosu’er, håndværkere, ingeniører og læger. Men vi skal også turde tale om de udfordringer, der findes: marginalisering, overrepræsentation i kriminalitet og et forældet kvindesyn i nogle miljøer, som udfordrer ligestillingen og demokratiet. De problemer løses ikke med mistillid og stempling, men med uddannelse, beskæftigelse og lige muligheder. Mange, der vokser op mellem to kulturer, mødes med fordomme og lavere forventninger, og det forlænger integrationen. Når vi møder mennesker med respekt, men også med tydelige fælles værdier, styrker vi både friheden og sammenhængskraften i København