Jeg stiller op til kommunalvalget, fordi jeg ønsker en kommune, hvor udviklingen sker i hele området – også i landsbyerne. Lokale kræfter og initiativer skal mødes med opbakning, så vi skaber liv og fremtid i hele kommunen. Børn og unge er vores vigtigste investering. De skal have kvalitet i dagtilbud, nærhed i skolerne og stærke fritidstilbud. Det er ikke luksus, men nødvendige rammer for en tryg hverdag. Foreningslivet er en hjørnesten. Frivillige og ildsjæle skaber fællesskaber, glæde og sammenhold, og de skal have gode vilkår og reel anerkendelse. Uden dem ville vores kommune mangle både sjæl og liv. Jeg ønsker, at vi er en kommune, man vælger til – ikke fra. Det kræver samarbejde, nytænkning og vilje til at skabe rammer, som gør, at folk vil blive boende, og at nye har lyst til at flytte hertil. Jeg er 39 år, familiefar, bosat i Fabjerg og aktiv i mit lokalsamfund. Jeg kender hverdagen indefra – og jeg vil kæmpe for en kommune, vi kan være stolte af.