Gå til indhold
Del kandidaten
Jakob Venø Heiwald
Lokomotivfører
Danmarksdemokraterne

Derfor stiller jeg op til valget

Jeg hører til her i Sydjylland. Jeg er rundet af en arbejderbaggrund, er udlært karosserismed og har brugt 26 år i statens tjeneste – først i Forsvaret og siden som lokomotivfører. Jeg ved, hvad det kræver at tage ansvar og få tingene til at køre hver eneste dag. Jeg stiller op for Danmarksdemokraterne i Sydjyllands Storkreds, fordi vores 12 kommuner er fundamentet under Danmark. Fra Vejle og Billund til Sønderborg og Tønder, er vi de stærke lokalsamfund i grænselandet og et område præget af driftige byer og et stærkt landbrug. Vi er selve motoren i samfundet, og vi må aldrig blive glemt i et fjernt fokus på hovedstaden. Danmark skal hænge sammen, og der skal være respekt for dem, der holder hjulene i gang. Min mission er at skabe en direkte forbindelse mellem din hverdag og Christiansborg. Jeg vil ikke bare tale om virkeligheden, men tale ud fra den – hele vejen fra det jyske bagland til den dansk-tyske grænse. Jeg kæmper for et trygt Danmark, for ansvaret og for virkeligheden.

Mine vigtigste temaer
Sundhed
Økonomi og skattepolitik
Udenrigs- og forsvarspolitik
Børnepasning og folkeskoler
Erhvervspolitik og beskæftigelse
Klima, miljø og energi
Udlændinge
Ældre
Uddannelse
Kultur og fritid
Politisk karriere
2026-nu · Suppleant for Hegnsynet, ejle
2026-nu · Hjemmeværnets Distriktudvalg
2026-nu · Medlem af Skatteankenævnet
Tillidsposter
2026-nu · Aktivitetsudvalgsformand · Danmarksdemokraterne
Erhvervskarriere
2003-nu · Lokomotivfører · DSB
1998-2003 · Karosserismed
1
Det er rimeligt at bruge 5 procent af bruttonationalproduktet på Forsvaret.
Jakob Venø Heiwald uddyber:
Ved at investere 5 % af BNP i Forsvaret sikrer Danmark en kontant og troværdig afskrækkelse, der gør os til en absolut mønsterelev i NATO. Det giver os de nødvendige midler til hurtigt at indkøbe moderne teknologi, såsom avancerede luftforsvarssystemer og cybersikkerhed, som er afgørende mod nutidens trusler. En så massiv prioritering garanterer, at vi kan forsvare vores eget territorium og kritisk infrastruktur selvstændigt, hvilket styrker dansk suverænitet i en tid med global ustabilitet.
2
Store bededag bør genindføres som helligdag.
Jakob Venø Heiwald uddyber:
Store Bededag blev afskaffet på et falsk grundlag og som en tyv om natten. Så selvfølgelig skal danskernes stjålne helligdag genindføres.
3
Danskernes generelle pensionsalder bør fortsætte med at stige sammen med levealderen.
Jakob Venø Heiwald uddyber:
Pensionsalderen skal stige langsommere. Danmarksdemokraterne ønsker et bredt pensionsforlig, der sikrer tryghed for alle, men som har ekstra respekt for folk i fysisk hårde fag. Vi skal finde en løsning, der er både økonomisk ansvarlig og menneskelig retfærdig.
4
Danmark bør investere massivt i Grønland for at overbevise grønlænderne om at blive i rigsfællesskabet i stedet for at beslutte sig for selvstændighed.
Jakob Venø Heiwald uddyber:
Et robust rigsfællesskab er essentielt, navnlig i en tid præget af global usikkerhed.
5
Danmark bør investere i atomkraft.
Jakob Venø Heiwald uddyber:
Jeg synes det er på tide at fjerne de gamle forhindringer og få undersøgt, hvad moderne kernekraft egentlig kan. Vi skal have mere forskning på bordet, så vi ikke bare snakker i blinde, men rent faktisk ved hvad teknologien duer til. Men det betyder altså ikke at vi vil i gang med at støbe fundamentet til et atomkraftværk i morgen. Der er lang vej fra forskning til virkelighed og vi skal ikke forcere noget, før vi har både styr på sikkerheden og har danskerne med os. Vi skal være nysgerrige på fremtiden, men vi skal gøre det med sund fornuft.
6
Den næste regering bør igen bestå af partier hen over midten.
Jakob Venø Heiwald uddyber:
Vi har brug for borgerlige værdier ved roret og en blå statsminister til at sætte retningen.
7
Det er en god løsning, at der oprettes et modtagecenter for asylansøgere uden for Europa.
Jakob Venø Heiwald uddyber:
Udlændinge, der er dømt til udvisning for kriminalitet, skal ud af landet hurtigst muligt! Vi støtter derfor etableringen af et udrejsecenter i udlandet, så de ikke længere skaber utryghed herhjemme i Danmark.
8
Den nuværende ambition om at blive CO2-neutral i 2045 er for uambitiøs.
Jakob Venø Heiwald uddyber:
Nok er nok. Hver gang vi hæver klimamålene, ender regningen hos danskerne i form af nye afgifter og højere priser. Vi siger stop her: Vi skal ikke straffe borgerne for at leve deres liv. Det er på tide, at vi finder grønne løsninger, der ikke tømmer danskernes lommer. Klimakampen skal vindes med teknologi og fornuft – ikke med endnu flere afgifter.
9
Der skal indføres forbud mod brug af sociale medier for børn under 16 år.
Jakob Venø Heiwald uddyber:
Debatten om børn og unges skærmvaner er kammet helt over i politisk formynderi. Det er ikke Christiansborgs opgave at diktere reglerne i de danske børneværelser; det ansvar ligger entydigt hos forældrene. Det er i familien, grænserne for sociale medier skal trækkes og den digitale dannelse skal findes. Politikerne skal derimod holde op med at lege reserveforældre og i stedet passe deres eget arbejde: at regulere de tech-giganter, der ejer platformene. Vi skal være åbne for at sætte langt strammere rammer for de store tech-firmaer, i takt med at teknologien udvikler sig. Det er algoritmerne, afhængigheds-designet og datahøsten, politikerne skal tæmme – ikke børnefamiliernes aftenrutiner. Lad os få ansvarsfordelingen på plads: Forældrene opdrager, og politikerne regulerer markedet.
10
Vi skal have færre ulve i Danmark.
Jakob Venø Heiwald uddyber:
Det moderne danske landskab er fundamentalt anderledes, end det ulven oprindeligt levede i. Danmark er i dag et af verdens mest intensivt udnyttede landbrugslande med en meget høj befolkningstæthed, hvilket skaber en uundgåelig konflikt mellem rovdyr og mennesker. Denne nærhed skaber store udfordringer for landbruget, hvor især fåreavlere oplever tab og psykisk pres som følge af angreb på deres besætninger. Selvom der findes tilskud til ulvesikre hegn, ses disse ofte som en utilstrækkelig og besværlig løsning. Samtidig spiller den menneskelige tryghed en central rolle; mange lokale beboere i ulveområder føler sig begrænset i deres brug af naturen og oplever en reel frygt for deres børns og kæledyrs sikkerhed. Ulven er blevet et fremmedelement, der ikke længere passer ind i et gennemreguleret kulturlandskab, hvor menneskelige aktiviteter og husdyrhold fylder det meste.
11
Det skal være lettere at komme til Danmark og arbejde som udlænding.
Jakob Venø Heiwald uddyber:
Vi anerkender behovet for udenlandsk arbejdskraft , men vil målrette indsatsen mod lande der har vist sig at fungere i Danmark. Derudover skal der være en klar sammenhæng mellem beskæftigelse og opholdstilladelse.
12
Danmark skal opsige aftale med USA om baser på dansk jord.
Jakob Venø Heiwald uddyber:
For Danmarksdemokraterne er USA vores absolut vigtigste allierede – også efter Trump. Selvom hans retorik mod Rigsfællesskabet er uacceptabel, styrker et tættere militært samarbejde det danske forsvar og sikrer vores tryghed i en usikker verden.
13
Sundhed
Der skal bruges flere penge på psykiatriområdet.
Jakob Venø Heiwald uddyber:
Psykiatrien har i alt for mange år været underprioriteret. Det laver vi i Danmarksdemokraterne om på nu. Vi er med i samtlige psykiatriaftaler, fordi vi vil sikre et historisk løft af området. For os er det afgørende, at alle danskere får en god behandling – uanset om sygdommen sidder i sindet eller i kroppen. Der skal være reel ligestilling i sundhedsvæsenet. Et skadet sind, er mindst lige så alvorligt som et skadet ben, og hjælpen skal være derefter.
14
Sundhed
Der er brug for at give personalet i landets sundhedsvæsen en højere løn.
Jakob Venø Heiwald uddyber:
Vi værner om den danske model og parternes ret til at forhandle løn. Men vi er klar til at bruge f.eks. løntillæg som et aktivt værktøj til at trække sundhedspersonale til de områder, der mangler hænder.
15
Sundhed
Staten skal finansiere overvægtiges slankemedicin.
Jakob Venø Heiwald uddyber:
Vores sundhedsvæsen bygger på lige adgang for alle, uafhængigt af baggrund og økonomi. Behandling skal prioriteres efter kliniske behov, mens vi sikrer en ansvarlig forvaltning af borgernes skattekroner.
16
Sundhed
Abortgrænsen bør sænkes fra 18. til 12. uge.
Jakob Venø Heiwald uddyber:
Jeg foretrækker den gamle ugegrænse på 12 uger, da jeg mener at samspillet med reglerne for senabort balancerede bedre med hensynet til både mor og barn.
17
Sundhed
Terminale patienter skal have ret til aktiv dødshjælp.
Jakob Venø Heiwald uddyber:
Danmarksdemokraterne er klar til at drøfte, hvordan vi gør den sidste tid endnu bedre for døende. Vores sundhedspersonale gør allerede et fantastisk stykke arbejde med at sikre tryghed og værdighed, men vi skal støtte dem yderligere. Derfor vil vi prioritere flere ressourcer og stærkere kompetencer til den palliative pleje.
18
Økonomi og skattepolitik
Skatterne bør sættes ned.
Jakob Venø Heiwald uddyber:
Vi skal sørge for, at hverdagsøkonomien hænger bedre sammen for danskerne og samtidig forbedre rammevilkårene for erhvervslivet gennem en lempeligere skattepolitik.
19
Økonomi og skattepolitik
Den økonomiske lighed i samfundet skal styrkes.
Jakob Venø Heiwald uddyber:
Danmark er i ubalance. Kløften mellem land og by vokser – både økonomisk og geografisk. Det kan vi ikke være bekendt. For Danmarksdemokraterne er det en absolut mærkesag at sikre at hele Danmark hænger sammen. Vi kæmper for et land i balance, hvor mulighederne ikke afhænger af dit postnummer.
20
Økonomi og skattepolitik
Momsen på fødevarer skal sættes ned.
Jakob Venø Heiwald uddyber:
En lavere moms på fødevarer vil først og fremmest være en stor hjælp til de familier der kæmper mest med budgettet, da mad fylder rigtig meget i deres økonomi. Ved at gøre de daglige indkøb billigere, sikrer man at alle har råd til en ordentlig kost, samtidig med at det giver et mærkbart løft i råderummet hos almindelige danskere. Hvis man målretter nedsættelsen til de sunde varer, bliver det desuden nemmere for alle at vælge sundt, hvilket er en direkte investering i at forebygge sygdomme og spare penge i sundhedsvæsenet på lang sigt. Samtidig er det svært at ignorere, at vores nabolande har langt lavere moms på mad end os. Hvis vi sænker priserne herhjemme, bliver det mindre attraktivt at køre over grænsen for at handle, hvilket holder både omsætningen og arbejdspladserne i de danske butikker. Det handler altså både om social retfærdighed, bedre sundhed og om at støtte det lokale erhvervsliv.
21
Økonomi og skattepolitik
Antallet af offentligt ansatte skal reduceres.
Jakob Venø Heiwald uddyber:
Der er kommet alt for mange kolde hænder i staten de senere år og vi er nødt til at skære ned på bureaukratiet, så pengene i stedet kan bruges på de områder der virkelig betyder noget for borgerne.
22
Udenrigs- og forsvarspolitik
Vi skal engagere os endnu mere i EU.
Jakob Venø Heiwald uddyber:
Vi er et selvstændigt land med vores egne værdier og prioriteter. Vi skal have retten til at sige nej, når EU-lovgivning strider mod det, vi i Danmark synes er sund fornuft. EU bør fokusere på de store linjer – som grænseoverskridende handel og miljø – i stedet for at forsøge at ensrette hele Europa ned til mindste detalje. Vi ønsker et samarbejdende Europa, ikke et styret Europa. Lad os få magten tilbage til Folketinget, så vi selv kan bestemme, hvad der er rigtigst for Danmark!
23
Udenrigs- og forsvarspolitik
Danmark skal fortsætte med at være blandt de lande, som yder mest støtte til Ukraines kamp mod Rusland pr. indbygger.
Jakob Venø Heiwald uddyber:
Støtten til Ukraine er afgørende for deres frihed. For at sikre at Rusland ikke vinder med deres feje overfald på Ukraine, må vi fortsætte de økonomiske bidrag – og her ser jeg gerne, at de sydeuropæiske lande også skruer op for deres indsats.
24
Børnepasning og folkeskoler
Alle skoler skal tilbyde skolemad til eleverne.
Jakob Venø Heiwald uddyber:
Det er helt okay med skolemad, hvis man vil det lokalt. Men jeg vil egentlig hellere bruge pengene på at løfte undervisningen og redde de små skoler i lokalsamfundet, fremfor at staten skal betale for børnenes frokost.
25
Børnepasning og folkeskoler
Der bør maksimalt være 14 elever i folkeskolens yngste klasser.
Jakob Venø Heiwald uddyber:
Danmarksdemokraterne støtter mindre klasser, men afviser, at præcis 14 elever er løsningen på alt. Det er ude på de enkelte skoler – og ikke på Christiansborg – man ved bedst, hvordan klasserne skal skrues sammen. Vi skal bare give dem muligheden og værktøjerne til at gøre det.
26
Erhvervspolitik og beskæftigelse
Selskabsskatten på 22 procent skal sænkes.
Jakob Venø Heiwald uddyber:
Vi vil sænke selskabsskatten, når der er økonomisk råderum til det, for at styrke vilkårene for dansk erhvervsliv.
27
Erhvervspolitik og beskæftigelse
Der bør være større forskel på at være i arbejde og modtage offentlige ydelser.
Jakob Venø Heiwald uddyber:
Det skal altid kunne betale sig at arbejde. Alt andet er respektløst over for de danskere, der hver dag arbejder hårdt for føden.
28
Erhvervspolitik og beskæftigelse
Seniorer bør have mere ud af at blive på arbejdsmarkedet.
Jakob Venø Heiwald uddyber:
Danmarksdemokraterne har været en aktiv del af den politiske indsats ved at indgå i brede aftaler om skattelettelser, der direkte styrker økonomien for seniorer i arbejde, samtidig med at vi i vores egne udspil lægger vægt på at fjerne afgifter og sikre mere selvbestemmelse for de ældre generationer. Vi fokuserer målbevidst på at belønne det arbejdende Danmark og kæmper for, at de seniorer, der yder en ekstra indsats, får en mærkbar økonomisk gevinst og bedre levevilkår i hele landet.
29
Klima, miljø og energi
Vi skal opsætte flere solceller på åbent land.
Jakob Venø Heiwald uddyber:
Nej! Der skal ikke opføres flere store statslige eller kommunale jernmarker! Solceller skal i videst omfang monteres på tage og vindmøller skal opstilles på havet, hvor de ikke er til gene.
30
Klima, miljø og energi
Det skal være lettere at se bort fra naboers protester, når der skal opsættes vindmøller.
Jakob Venø Heiwald uddyber:
Vi ser desværre en tendens til at projekter med store energiparker presses ned over hovedet på lokalbefolkningen. Danmarksdemokraterne ønsker at sikre borgerinddragelsen, så placeringen af vindmøller og solceller ikke sker uden lokal accept.
31
Klima, miljø og energi
Vi skal have flere naturnationalparker.
Jakob Venø Heiwald uddyber:
Jeg er markant modstander af de statslige naturnationalparker. Projekterne prioriterer rewilding-ideologi over dyrenes trivsel og er i de nuværende rammer ren "statsautoriseret dyremishandling”. Dyrene i parkerne skal være omfattet af de samme strenge krav til tilsyn og fodring som landbrugets dyr. Samtidig begrænser de store indhegninger den lokale befolknings adgang til naturen. Jeg ønsker derfor at rulle planerne tilbage til fordel for en naturforvaltning, der bygger på sund fornuft og lokal medbestemmelse.
32
Udlændinge
Danmark skal udvise kriminelle udlændinge, selv om det bryder med konventionerne.
Jakob Venø Heiwald uddyber:
Vi skal kunne udvise flere kriminelle og det kræver nye internationale regler. Det kræver at vi må ændre de internationale konventioner og kan dette ikke lade sig gøre i den kommende valgperiode, bør Danmark træde helt ud af dem
33
Udlændinge
Den stramme udlændingepolitik skal lempes.
Jakob Venø Heiwald uddyber:
Absolut ikke, tvært imod! Vi kan ikke hjælpe alle, hvis vi ender med at spænde ben for os selv. En stram udlændingepolitik er ikke en luksus – det er en nødvendighed. Hvis vi mister kontrollen over hvem der krydser grænsen, mister vi også kontrollen over vores sikkerhed, vores økonomi og vores danske værdier. Det nytter ikke noget at lukke øjnene for de parallelsamfund og den utryghed, der følger med en uansvarlig politik. Vi skal turde stille krav og sætte en prop i, før velfærden og sammenhængskraften skylles ud med badevandet. Et stærkt Danmark kræver klare grænser og konsekvent styring.
34
Udlændinge
Det skal være nemmere at få dansk statsborgerskab.
Jakob Venø Heiwald uddyber:
Et dansk statsborgerskab er en eksklusiv tillidserklæring. Vi ønsker at stramme skruen og hæve kravene, så vi sikrer at kun de mest dedikerede personer kan optages i vores nationale fællesskab.
35
Ældre
Flere ældre må acceptere, at robotter og pårørende skal hjælpe med at pleje dem.
Jakob Venø Heiwald uddyber:
Velfærdsteknologi skal bruges som en hjælpende hånd, der giver personalet mere tid til det vigtigste: nærvær og omsorg. For Danmarksdemokraterne er det afgørende at teknologien aldrig trækkes ned over hovedet på nogen – det skal altid være borgerens eget valg.
36
Ældre
Ældrechecken bør forhøjes.
Jakob Venø Heiwald uddyber:
Vi vil kæmpe for at ældre uden den store opsparing, ikke skal vende hver en femøre for at få hverdagen til at hænge sammen.
37
Uddannelse
Unge skal have mulighed for at tage en ungdomsuddannelse i nærheden af deres bopæl.
Jakob Venø Heiwald uddyber:
Flere lokale uddannelser er vejen frem, hvis vi vil sikre, at alle unge har lige muligheder – uanset hvor de bor.
38
Uddannelse
Flere skal vælge en professionsuddannelse end en universitetsuddannelse.
Jakob Venø Heiwald uddyber:
Selvom de universitetsstuderende er vigtige, er vi nødt til at få flere unge ind på professionsuddannelserne for at fremtidssikre vores skoler, daginstitutioner og hospitaler. Jeg er selv udlært karosserismed og det er jeg stolt af!
39
Kultur og fritid
Staten bruger alt for mange penge på kultur i hovedstadsområdet i forhold til i resten af landet.
Jakob Venø Heiwald uddyber:
Det virker skævt at vi alle betaler til de statslige museer og teatre, når de næsten allesammen ligger i København. Det betyder at dem i hovedstaden får kulturen serveret lige uden for døren, mens folk i resten af landet skal rejse langt for at få del i de samme fælles goder. Hvis pengene blev spredt mere ud, kunne kulturen i stedet være med til at puste liv i lokalsamfundene og gøre det mere attraktivt at bo i hele Danmark.
40
Kultur og fritid
Borgerne skal have større adgang end hidtil til skov og natur på privat jord.
Jakob Venø Heiwald uddyber:
Vi vil gerne have mere natur og bedre adgang for alle, men det skal selvfølgelig ske med respekt for den private ejendomsret.