Gå til indhold
Del kandidaten
Jakob Vindel Duedahl
Viceforstander på efterskole
Radikale Venstre

Derfor stiller jeg op til valget

Jeg stiller op, fordi jeg vil være med til at sikre et stærkt og trygt velfærdssamfund med positive fællesskaber og et rigt foreningsliv – for både børn, unge, voksne og ældre. Et godt børne- og ungeliv er fundamentet for et godt voksenliv. Derfor vil jeg arbejde for bedre normeringer i daginstitutioner og skoler, så vores børn får den nærhed, støtte og tryghed, de har brug for ved uddannede lærere og pædagoger. Samtidig skal vi sikre værdig pleje for vores ældre med flere plejehjemspladser i nærområderne og et øget fokus på en demensvenlig hverdag, hvor der tages hensyn til den enkeltes behov. For at kunne fastholde og udvikle velfærden er det nødvendigt, at vi styrker kommunens økonomiske grundlag. Det kræver, at vi tiltrækker nye borgere, virksomheder og uddannelsesmuligheder. Det skaber liv, udvikling og arbejdspladser – og dermed et bredere skattegrundlag. Jeg tror på, at vi med målrettet indsats kan skabe en kommune med både varme hænder og stærke fællesskaber.

Tillidsposter
2014-nu · Kasserer og administrator · Andelsboligforeningen Skibbrogade 23
2004-2007 · Bestyrelsesmedlem · Agerskov Ravne, flok og Trop
Erhvervskarriere
2024-nu · Viceforstander · Hoptrup Efterskole
2023-2024 · Fagskolelærer · Rødding Fri Fag- og Efterskole
2021-2022 · Administrativ leder · RÅGELUND EFTERSKOLE
2017-2021 · Efterskolelærer · Rødding Fri Fag- og Efterskole
2012-2017 · AVU Lærer · VUC Syd S/I
Uddannelse
2007-2012 · Professionsbachelor · Lærer · UC Syd Haderslev
1
Et faldende elevtal i Haderslev bør føre til lavere udgifter til folkeskolen.
Jakob Vindel Duedahl uddyber:
Jeg ønsker en grundig evaluering af Haderslevs skolestruktur, da den nuværende kommunalbestyrelse ikke har taget skolestrukturen seriøst nok. Skolerne spiller en afgørende rolle i at holde landsbyerne levende og attraktive. Selvom det er dyrt, og elevtallet falder, skal der tilføres midler, så kvaliteten ikke forringes. Investering i skolerne er en investering i både lokalsamfund og børns fremtid.
2
Hvis gågaden skal overleve, må Haderslev investere i et betalings-parkeringshus ved Borgervænget
Jakob Vindel Duedahl uddyber:
Jeg mener ikke, at et parkeringshus på Borgervænget er nødvendigt, da det både vil skæmme indblikket til byen og er for dyr en løsning i forhold til problemets størrelse. I stedet bør vi satse på elektroniske parkeringstavler, der kan guide bilister til ledige pladser ved f.eks. Meny, Jomfrustien, Hertugens Have og Hertug Hans Plads. Det er en mere økonomisk og skånsom løsning, som samtidig bevarer byens udtryk. Jeg er imod betaling for parkering i byen.
3
Husejerne i Haderslevs historiske bymidte må acceptere at miste friheden til selv at vælge materialer og løsninger – for at bevare byens kulturarv
Jakob Vindel Duedahl uddyber:
Det er vigtigt at bevare den historiske bykerne i Haderslev, da den er en central del af vores kulturarv. Det skylder vi både nutidens borgere og kommende generationer. Gamle bygninger skaber identitet og tiltrækker turister, som gavner byens økonomi. Kommunen bør derfor støtte bevaringsarbejdet ved at vejlede om ansøgning af midler til renovering, så byens unikke og charmerende særpræg kan bevares for eftertiden.
4
Der bør indføres miljøzoner i Haderslev midtby, hvor diesel- og benzinbiler ikke må køre
Jakob Vindel Duedahl uddyber:
Jeg er enig i, at diesel- og benzinbiler skal udfases af hensyn til klima og miljø. Men Haderslev er ikke stor nok til, at egentlige miljøzoner giver mening. Effekten vil være begrænset, og det kan skabe unødig bureaukrati og frustration hos borgere og erhvervsliv. I stedet bør vi fokusere på at fremme grøn transport gennem bedre ladestandere, kollektiv trafik og oplysning, så omstillingen sker naturligt og i takt med byens størrelse.
5
Når en virksomhed vil udvide eller bygge nyt, bør der være færre krav til godkendelse af byggetilladelser
Jakob Vindel Duedahl uddyber:
Der bør ikke være færre krav, da det kan skade miljø og sikkerhed. Regler sikrer fx, at virksomheder håndterer affald korrekt og tager hensyn til omgivelserne. Det er dog vigtigt, at virksomheder trives, da de skaber arbejdspladser og skatteindtægter til kommunen. For at finde en god balance bør sagsbehandlingstiden forkortes, så virksomheder ikke hæmmes unødigt, men stadig lever op til nødvendige krav for et ansvarligt erhvervsliv.
6
Der bør bygges flere studieboliger i Haderslev.
Jakob Vindel Duedahl uddyber:
Der er lige nu ikke behov for flere studieboliger, da antallet af uddannelsesmuligheder i byen er faldende. Først når vi får vendt den udvikling og tiltrukket flere uddannelser, vil efterspørgslen på studieboliger stige. Kommunen bør derfor fokusere på at skabe gode rammer for uddannelsesinstitutioner, så vi på sigt får flere studerende – og dermed et reelt behov for flere boliger målrettet dem.
7
Haderslev Kommune skal udvikle erhvervslivet i bymidterne mere fremfor boksbutikker.
Jakob Vindel Duedahl uddyber:
Jeg ser ikke stærke bymidter og boksbutikker som modsætninger. En levende bymidte tiltrækker både handlende og turister og styrker handelslivet lokalt. Samtidig kan boksbutikker trække kunder fra et større opland og supplere udbuddet. Det er derfor vigtigt at satse på begge dele, så vi skaber et varieret og attraktivt handelsmiljø, der gavner både borgere, erhvervsliv og kommunen som helhed.
8
Kommunens serviceniveau må gerne øges, også hvis det kræver højere kommuneskat.
Jakob Vindel Duedahl uddyber:
Jeg ønsker hverken at hæve eller sænke skatten, fordi det er vigtigt at bevare økonomisk stabilitet. I stedet vil jeg prioritere pengene til børn, unge, socialt udsatte og ældre, som har størst behov for støtte. Kommunen skal sikre en stærk velfærd, hvor alle borgere får den hjælp og omsorg, de har ret til. Fokus skal være på at bruge ressourcerne effektivt og målrettet til gavn for fællesskabet.
9
Der skal spares på de kommunale budgetter, så kommuneskatten kan sættes ned.
Jakob Vindel Duedahl uddyber:
Jeg ønsker hverken at hæve eller sænke skatten, fordi det er vigtigt at bevare økonomisk stabilitet. I stedet vil jeg prioritere pengene til børn, unge, socialt udsatte og ældre, som har størst behov for støtte. Kommunen skal sikre en stærk velfærd, hvor alle borgere får den hjælp og omsorg, de har ret til. Fokus skal være på at bruge ressourcerne effektivt og målrettet til gavn for fællesskabet.
10
Det skal være økonomisk mere attraktivt at sidde i byrådet/kommunalbestyrelsen, så flere bliver interesserede i at stille op.
Jakob Vindel Duedahl uddyber:
Jeg tror ikke, at økonomien er afgørende for at stille op til kommunalbestyrelsen, men tiden er en vigtig faktor. Arbejdet kræver stor indsats, hvis det skal udføres ordentligt, og det kan være svært at forene med familie- og arbejdsliv. Derudover er tonen på sociale medier ofte hård og personlig, hvilket kan afskrække mange fra at engagere sig i offentlige hverv. Det er en udfordring for demokratiet, hvis færre tør stille op.
11
Skolerne skal i højere grad hjælpe særligt udfordrede børn, også selvom det vil ske på bekostning af hjælpen til de øvrige elever.
Jakob Vindel Duedahl uddyber:
Jeg mener ikke, at hjælp til elever med særlige udfordringer er en modsætning til almenområdet. Tværtimod styrker det hele skolen både på kort og lang sigt. Når alle elever får den støtte, de har brug for, bliver skolemiljøet mere trygt og læringsrigt for alle. Det sikrer, at alle børn får et solidt fundament for deres voksenliv, hvor de kan trives, lære og bidrage positivt til samfundet.
12
Der er p.t. for få ansatte i forhold til antallet af børn i daginstitutionerne i min kommune.
Jakob Vindel Duedahl uddyber:
Jeg mener, at antallet af pædagoguddannede skal øges, fordi børn har brug for fagligt kvalificerede voksne for at trives og udvikle sig optimalt. Det er ikke nok bare at ansætte flere voksne uden den rette uddannelse. Derudover bør minimumsnormeringer gælde på institutionsniveau og ikke kun kommunalt niveau, så alle børn får den nødvendige støtte og tryghed uanset hvilken institution, de går i. Det sikrer et godt læringsmiljø for alle.
13
Klassernes størrelse i folkeskolen skal ned - også hvis andre områder må spare.
Jakob Vindel Duedahl uddyber:
Trivsel, udvikling og faglig læring i folkeskolen hænger tæt sammen med klassestørrelserne. Mindre klasser giver lærere bedre tid til den enkelte elev, hvilket styrker både faglighed og sociale kompetencer. Selvom det er dyrt på kort sigt, investerer vi på lang sigt i unge, der er bedre rustet til voksenlivet. Jo mere selvstændige og kompetente vores børn bliver, desto større er chancen for, at de klarer sig godt både personligt og professionelt.
14
Der skal prioriteres flere varme hænder frem for mere velfærdsteknologi i ældreplejen.
Jakob Vindel Duedahl uddyber:
Velfærdsteknologi og varme hænder er ikke modsætninger – tværtimod. Teknologi kan frigive tid og ressourcer, så der bliver mere plads til menneskelig kontakt og omsorg i hjemmeplejen. Det vigtigste er, at den ældre selv er med til at beslutte, hvordan plejen skal tilrettelægges. Vi er alle forskellige og har forskellige behov og prioriteter, og det skal respekteres for at sikre en værdig og individuel pleje.
15
Mere konkurrence fra private aktører i ældreplejen vil forbedre serviceniveauet.
Jakob Vindel Duedahl uddyber:
Alle mennesker er forskellige, og derfor skal der også være forskellige ældrepleje- og plejehjemstilbud, så den enkelte ældre kan vælge den hjælp og hjem, der passer bedst til deres behov og ønsker. I Haderslev kommune, især i Haderslev by, er der for få plejehjemspladser, hvilket skaber udfordringer for mange borgere. Jeg vil derfor arbejde for at åbne almene plejehjemspladser på Hiort Lorenzen Centret, så flere ældre får den tryghed og omsorg, de fortjener i deres eget nærmiljø.
16
Hjemmeplejen må aldrig udskifte en hjemmehjælpers støvsugning hos en ældre med en robotstøvsuger, med mindre det er den ældres eget ønske.
Jakob Vindel Duedahl uddyber:
Alle mennesker, også ældre, er forskellige og skal have mulighed for at bestemme, hvordan deres tid bruges, når de modtager hjemmehjælp. En robotstøvsuger kan spare tid og frigøre ressourcer til andre opgaver, men hvis den ældre foretrækker, at hjemmehjælperen støvsuger manuelt for at sikre kvalitet eller for social kontakt, skal det respekteres. Valgfrihed og respekt for den enkeltes ønsker er afgørende for værdighed og trivsel.
17
Der bør bruges flere penge på genoptræning, selvom det indebærer, at andre kommunale sundhedsområder (som for eksempel forebyggelse) får færre penge.
Jakob Vindel Duedahl uddyber:
Forebyggelse og genoptræning er ikke modsætninger, men to nødvendige sider af samme sag. En stærk forebyggende indsats kan mindske behovet for senere genoptræning og forbedre livskvaliteten. Kommunen skal derfor investere mere i forebyggelse – både mentalt, fysisk, ernæringsmæssigt og socialt. Det gavner borgernes sundhed, sparer ressourcer på sigt og skaber et stærkere, mere bæredygtigt velfærdssystem.
18
Kommunen skal i højere grad sikre fredelige bymidter ved at forbyde gennemkørende trafik og parkering langs gaderne.
Jakob Vindel Duedahl uddyber:
Jeg ønsker at skabe en attraktiv og levende bymidte med plads til udeservering og kulturelle oplevelser, da det styrker byens sociale liv og tiltrækker flere besøgende. For at opnå dette kan det være nødvendigt at omtænke trafikafviklingen i bymidten, så der bliver mere plads til gående og cyklister, og trafikken ikke forstyrrer oplevelsen. En bedre trafikplan kan dermed fremme byens liv og gøre centrum mere indbydende.
19
Kommunen skal i højere grad fortætte byerne i stedet for at udlægge nye områder til boliger eller erhvev.
Jakob Vindel Duedahl uddyber:
Jeg mener, at der stadig er områder i Haderslev Kommunes byer, hvor der kan bygges og fortættes. Samtidig skal kommunen tilbyde attraktive byggegrunde for at tiltrække nye borgere og skabe vækst. Det er dog vigtigt, at dette ikke sker på bekostning af naturen. Vi skal udvikle med omtanke og sikre, at grønne områder bevares for både nuværende og kommende generationer.
20
Kommunen skal udlægge mere plads til vindmøller og solceller, også tættere på beboelse end i dag.
Jakob Vindel Duedahl uddyber:
Som kommune har vi en forpligtelse til at bidrage til den grønne omstilling og skabe en alsidig energiforsyning for at sikre en bæredygtig fremtid for kommende generationer. Det er vigtigt, at borgerne inddrages grundigt og reelt i processen, så beslutningerne bliver legitime og forankrede. Desuden skal lokalområderne mærke en direkte fordel, fx gennem økonomiske ressourcer, der kan styrke det lokale fællesskab og udvikling.
21
Alle kommunale byggerier skal have lavt CO2-aftryk - også hvis det gør projekter dyrere.
Jakob Vindel Duedahl uddyber:
Alle kommunens nybyggerier skal have et så lavt CO2-aftryk som muligt for at støtte den grønne omstilling og bekæmpe klimaforandringerne. Byggeri er en stor klimasynder, og derfor skal vi tage ansvar lokalt. Samtidig bør vi i langt højere grad renovere eksisterende bygninger frem for at bygge nyt. Det sparer både ressourcer og energi og er ofte bedre for miljøet – og for økonomien på lang sigt.
22
Politikerne skal fortsat have fuld fokus på vækst - også selvom det blandt andet betyder mere trafik og pres på skoler og daginstitutioner
Jakob Vindel Duedahl uddyber:
For at fastholde et højt serviceniveau i den offentlige sektor er det vigtigt at tiltrække nye virksomheder, borgere og uddannelsesmuligheder. Det øger skattegrundlaget, som sikrer finansiering til vigtige områder som børn, unge, handicappede og ældre. Uden et solidt økonomisk fundament bliver det svært at opretholde gode institutioner og tilbud. Derfor er vækst og udvikling en forudsætning for et stærkt og bæredygtigt velfærdssamfund.
23
Beskyttelse af grønne områder i kommunen bliver prioriteret for højt i forhold til nye erhvervs- og boligbyggerier.
Jakob Vindel Duedahl uddyber:
Vi står midt i en biodiversitetskrise, og miljøudfordringerne er enorme. Derfor er det afgørende, at vi beskytter vores grønne områder og natur for at sikre en bæredygtig fremtid. Naturen er grundlaget for vores livskvalitet, og uden den kan kommende generationer ikke arve et sundt og levende miljø. Det er vores ansvar at handle nu og passe på de ressourcer, vi har, så vi ikke svigter dem, der kommer efter os.
24
Politikerne i min kommune er gode til at lytte til indsigelser fra borgere og tager deres input med i lokal- og kommuneplaner.
Jakob Vindel Duedahl uddyber:
Jeg mener, at den demokratiske proces og borgerinddragelse kan forbedres, især ved ændringer i lokalplaner og etablering af nye energiområder som solcelleparker. Stor gennemsigtighed og god dialog mellem politikere og borgere er afgørende for politikernes legitimitet og tillid. Når borgerne inddrages aktivt, skabes bedre løsninger, større accept og et stærkere fællesskab, hvilket styrker både demokratiet og lokalområdets udvikling.
25
Kommunen skal være mere aktivistisk og eksempelvis boykotte varer fra Israel.
Jakob Vindel Duedahl uddyber:
Når kommunen foretager indkøb, bør der tages hensyn til både miljø- og klimapåvirkninger samt dyrevelfærd. Det handler om at tage ansvar for en bæredygtig fremtid. Samtidig skal vi sikre, at offentlige midler ikke ender med at støtte økonomiske regimer, vi ikke kan stå inde for – som f.eks. Rusland. Kommunens indkøbspolitik skal afspejle vores værdier og bidrage til en ansvarlig og etisk forvaltning af fællesskabets ressourcer.
26
Det er en vigtig kommunal opgave at understøtte det lokale kunst- og kulturliv økonomisk.
Jakob Vindel Duedahl uddyber:
Kunst, kultur og frivilligt foreningsliv styrker sammenhængskraften i kommunen og giver borgerne mulighed for at indgå i positive fællesskaber. For at sikre, at alle kan være med, bør økonomisk trængte borgere have adgang til rabatkort, så de også kan deltage. Det skaber kulturelle møder, modvirker ensomhed og styrker både trivsel og fællesskab på tværs af alder og baggrund. Det er en investering i et stærkere lokalsamfund.
27
Flygtninge og indvandrere udgør en ressource frem for et problem for lokalsamfundet.
Jakob Vindel Duedahl uddyber:
Udenlandsk arbejdskraft er afgørende for at fastholde den økonomiske udvikling. Både private virksomheder og den offentlige sektor mangler hænder, særligt inden for områder som plejesektoren. Når virksomhederne kan få den arbejdskraft, de har brug for, skaber det vækst og skatteindtægter, som kommer hele kommunen til gavn. Det styrker både velfærd og økonomi, og derfor er udenlandsk arbejdskraft en nødvendighed.