Jeg er lettet over, at Megaton-projektet i Ringkøbing-Skjern Kommune nu bliver mindre end først antaget. Det viser, at lokal modstand og bekymringer bliver taget alvorligt. Men samtidig vil jeg advare mod, at vi ikke falder i den modsatte grøft og siger helt nej til solceller og grøn energi. Grøn omstilling er nødvendig — både for klimaet og for fremtidens arbejdspladser. Men den skal ske med lokal opbakning og borgerinddragelse. Det er ikke nok at tale om bæredygtighed, hvis vi glemmer dem, der skal leve med konsekvenserne.

Ringkøbing-Skjern Kommune har natur, kultur og oplevelser, som mange andre kun kan drømme om. Fra Vesterhavet til Skjern Å, fra Hvide Sande til Bork Vikingehavn – vi har noget at vise frem. Derfor skal vi øge turismen. Men det kræver, at infrastrukturen følger med. Vi skal sikre, at veje, stier, parkering og offentlig transport kan håndtere flere gæster – uden at det går ud over hverdagen for dem, der bor her. Turisme må ikke betyde trængsel, støj eller nedslidning af lokale tilbud. Det skal være en gevinst – ikke en belastning. Men vi skal huske, at lokalbefolkningen er fundamentet. Hvis vi mister balancen, mister vi det, der gør kommunen attraktiv i første omgang. Så ja – lad os tiltrække flere turister. Men lad os gøre det med omtanke, planlægning og respekt for dem, der bor her året rundt.

Små skoler har værdi – men vi skal turde tage ansvar Jeg mener stadig, at vi skal lukke folkeskoler med under 60 elever. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt små skoler er gode eller ej – det handler om, hvordan vi skaber en bæredygtig skolestruktur, der giver flest mulige børn de bedste muligheder. Se på Højmark Skole. Den stod til lukning, men blev omdannet til en succesfuld friskole af lokale kræfter. Det viser, at der er alternativer – og at lokalsamfundet kan tage ansvar, når kommunen må prioritere. Større skoler giver flere faglige og sociale muligheder, bedre ressourcer og mere fleksibilitet. Men vi må aldrig glemme, at små skoler også kan redde liv. Jeg kender en dreng med autisme, som blev løftet af et trygt miljø på en lille skole med 45 elever, indtil han fik det rette tilbud i en af kommunens specialskoler. Derfor skal vi turde tage ansvar og lukke skoler, når elevtallet er for lavt – men vi skal gøre det med respekt.

Lukning af små plejehjem kan have store konsekvenser – ikke bare økonomisk, men også menneskeligt. Mange af de mindre steder har en hjemlig atmosfære, hvor beboerne kender personalet og hinanden, og det kan være afgørende for deres trivsel og livskvalitet. Små plejehjem kan virke dyrere pr. beboer, men det afhænger af, hvordan man måler. Hvis de forebygger indlæggelser og sikrer bedre livskvalitet, kan de faktisk spare samfundet penge på længere sigt.

Ringkøbing-Skjern Kommune har et fantastisk potentiale for at tiltrække flere kulturelle begivenheder og events. Vi har naturen, rummet og viljen. Derfor skal vi fortsat støtte op økonomisk om projekter som filmproduktioner, cykelløb, musikfestivaler og lokale kulturinitiativer. Det skaber liv, turisme og stolthed – og det sætter os på landkortet. Men det må aldrig ske på bekostning af borgerne. Vi skal ikke tage midler fra ældreplejen, daginstitutionerne eller fritidstilbuddene for at finansiere store events. Det handler om balance. Kultur og events skal være en gevinst for hele kommunen – ikke en belastning for dem, der har brug for velfærd og nærhed i hverdagen. Der findes allerede mange gode initiativer, og kommunen har en aktiv kultur- og fritidspolitik, som understøtter både bredde og elite. Men vi skal sikre, at støtten fordeles klogt – og at alle får noget ud af den. En cykelløbsdag kan være en folkefest, hvis den planlægges med lokale foreninger og frivillige.

Jeg tror på, at kommunen stadig skal tilbyde gratis parterapi til familier. Ikke fordi vi skal blande os i folks privatliv – men fordi vi ved, at trivsel i hjemmet smitter af på børnene. Og når børn trives, trives samfundet. Parterapi kan redde forhold, der er på vej ud over kanten. Det kan give forældre nye redskaber, og det kan skabe ro og nærvær i hjemmet. Det er ikke altid, det ender med “lykkeligt til deres dages ende” – men det kan betyde, at børnene ikke bliver fanget i konflikter, der kunne være undgået. Når vi støtter familier i krise, støtter vi også børnene i at forblive en aktiv del af fællesskabet. Det er god socialpolitik – og det er sund fornuft. Så ja, lad os fortsætte med gratis parterapi. Det koster lidt – men det kan spare os for meget. Og vigtigst af alt: Det kan give familier en ny chance.

Unge under 25 år skal have adgang til idræts- og kulturfaciliteter i Ringkøbing-Skjern Kommune. Det er ikke bare en investering i sundhed og trivsel – det er en investering i fremtiden. Men vi må erkende, at ikke alle har samme økonomiske udgangspunkt. Derfor skal tilbuddene differentieres, så alle får lige muligheder. Det nytter ikke, at fritidsaktiviteter bliver et spørgsmål om pengepung. Sport, musik, teater og fællesskab skal være tilgængeligt for alle – uanset om man bor i en villa eller en lejebolig. Vi skal sikre, at ingen unge står udenfor, fordi kontingentet er for højt eller udstyret for dyrt. Kommunen skal tage et større ansvar og sikre, at alle unge har adgang til de samme muligheder – både i idrætshallerne, på musikskolerne og i kulturhusene. Det handler om at skabe en kommune, hvor fællesskab og deltagelse ikke er et privilegium, men en rettighed. Og det kræver, at vi tør tænke socialt – også når vi planlægger fritidstilbud.

Vi skal ikke kun støtte eliteklubber. Men vi skal heller ikke lade som om, de ikke betyder noget. Topatleter og store sportsbegivenheder tiltrækker turisme, synlighed og stolthed til vores kommune – og det skal vi udnytte. Når Skjern Håndbold spiller i de store ligaer, er det ikke bare en kamp – det er markedsføring af hele Ringkøbing-Skjern. Men lad os være ærlige: Det må ikke ske på bekostning af den øvrige befolkning. Vi skal ikke tage penge fra gymnastikholdet i Lem eller fodboldbanen i Borris for at finansiere VIP-lounges og lysreklamer. Breddeidrætten er fundamentet – det er dér, børn lærer fællesskab, og voksne finder glæde og bevægelse.

Jeg ønsker et højere serviceniveau i kommunen. Men vi må også være ærlige: Vi kan kun bruge pengene én gang. Når vi øger indsatsen ét sted, må vi finde ressourcer et andet sted. Derfor skal vi turde kigge kritisk på bureaukratiet. Det handler ikke om at skære blindt – men om at prioritere med omtanke. Når vi fjerner unødvendigt bureaukrati, kan vi styrke servicen dér, hvor den gør mest gavn.

Kommuneskatten bør ikke sættes ned, når der ikke er økonomisk overskud, og Ringkøbing-Skjern Kommunes budget for 2025 afspejler netop den virkelighed. Budgettet er fornuftig og jævnt, uden de store udvidelser eller besparelser

I dag bruger byrådsmedlemmer langt flere timer end for 10 år siden, og det er rigtigt, at vederlaget ikke er fuldt med. Men for mig handler det ikke om vederlag. Det handler om værdier. Jeg ønsker en kommune, hvor børn og unge får de bedste rammer for at vokse og lære. Hvor ældre får en værdig og tryg alderdom. Og hvor vi sammen tager ansvar for den retning, kommunen udvikler sig i. Jeg tror på, at politik skal være tæt på mennesker. Og jeg vil være med til at forme fremtiden – ikke bare for os, men for dem, der kommer efter.

Lige vilkår – ikke ens behandling Skolerne skal løfte alle børn, også dem med særlige udfordringer. Men det må ikke ske på bekostning af de øvrige elever. Alle børn har ret til en god skolegang – og selvom de ikke skal behandles ens, skal de have lige muligheder senere i livet. Jeg vil arbejde for: Mere målrettet støtte til børn med særlige behov – uden at trække ressourcer fra resten af klassen Bedre rammer for lærere, så de kan tilpasse undervisningen uden at brænde ud Gennemtænkte modeller for efterskole og specialtilbud – ikke kun for socialt belastede unge, men også for dem med faglige udfordringer eller potentiale, der ikke passer ind i den traditionelle skoleform Det handler om at se det enkelte barn – og samtidig sikre, at fællesskabet fungerer. Det kræver investeringer, fleksibilitet og en skolepolitik, der bygger på virkeligheden i klasselokalet.

Jeg tror på, at vores børn fortjener nærvær og tryghed i deres hverdag. Men virkeligheden i daginstitutionerne er kompleks. Der er udsving i børnetal, sygdom blandt personalet og skiftende behov – og det kræver fleksibilitet. Jeg vil arbejde for: 👶 En mere smidig tilgang til normeringer, så vi kan tilpasse os lokale forhold 🧑‍🏫 Bedre indsigt i, hvordan ressourcerne bliver brugt – ikke for at pege fingre, men for at sikre kvalitet 🗣️ Dialog med pædagoger og forældre, så vi får et klart billede af hverdagen og behovene Jeg erkender, at jeg ikke har alle svarene – men jeg vil stille spørgsmålene. For det handler ikke om at styre med hård hånd, men om at lytte, forstå og handle klogt.

Alle børn har ret til en god skolegang, også dem med særlige udfordringer. Men det kræver ressourcer, især hvis man vil køre med store klasser. Lærerne skal have tid og mulighed for at se det enkelte barn – og det kræver, at vi investerer i både personale og pædagogisk støtte. Men det kræver også, at forældrene tager ansvar. Opdragelse starter derhjemme. Børn skal lære: Hvornår man skal lytte og være stille Hvornår man skal række hånden op og spørge om hjælp Hvordan man indgår i et fællesskab med respekt og nysgerrighed Skolen kan ikke løfte opgaven alene. Det kræver et partnerskab mellem skole og hjem – og en fælles forståelse af, hvad der skal til for at børn trives og lærer.

Vi står over for en voksende udfordring i ældreplejen: Der mangler varme hænder. Men i stedet for at lade det gå ud over kvaliteten, skal vi se på de teknologiske muligheder, der kan styrke plejen – uden at fjerne det menneskelige. Teknologi skal ikke være en spareøvelse. Den skal være en investering i bedre omsorg, mere tid til relationer og en mere bæredygtig fremtid for vores ældrepleje.

Plejehjem skal være trygge og værdige – uanset om de er kommunale eller private. Friplejehjem kan være en del af løsningen, men kommunen skal føre skarpt tilsyn og sikre, at serviceniveauet er højt og menneskeligt.

Vi skal bruge teknologi klogt i ældreplejen. En robotstøvsuger kan være en hjælp, men den må ikke erstatte den menneskelige indsats uden omtanke. For nogle ældre er støvsugningen ikke bare en praktisk opgave – det er et øjeblik med kontakt og tryghed. Det handler om værdighed. Om at se den enkelte borger – og ikke bare effektivisere plejen. Når vi bruger teknologi med omtanke, kan vi frigøre tid til det, der virkelig betyder noget.

Genoptræning skal prioriteres, fordi det handler om at få mennesker hurtigt og trygt tilbage i hverdagen – både på arbejdsmarkedet og i livet. Men det handler også om forebyggelse: Jo bedre vi træner op, jo færre følgeskader og sygemeldinger ser vi senere.

Gågader som dem i Ringkøbing har en særlig charme. Her får man følelsen af nærvær, ro og fællesskab. At fjerne biltrafikken kan styrke det lokale handelsliv og skabe mere plads til mennesker – men det er ikke nødvendigvis den rette løsning alle steder. Det handler ikke om at kopiere én model, men om at finde den løsning, der passer til den enkelte by. Byudvikling skal være lokal, lyttende og langsigtet.

I naturens rige skal der være plads til alle. Ikke kun i byerne, men også på landet. Derfor skal vi fortsat udlægge områder til boliger og erhverv – med omtanke og respekt for omgivelserne. Det handler ikke om at bygge for enhver pris – men om at skabe liv, muligheder og sammenhæng. Når vi planlægger klogt, kan vi både bevare naturen og give plads til mennesker. Det er ikke en modsætning – det er en balance.

Jeg er lettet over, at Megaton-projektet i Ringkøbing-Skjern Kommune nu bliver mindre end først antaget. Det viser, at lokal modstand og bekymringer bliver taget alvorligt. Men samtidig vil jeg advare mod, at vi ikke falder i den modsatte grøft og siger helt nej til solceller og grøn energi. Grøn omstilling er nødvendig — både for klimaet og for fremtidens arbejdspladser. Men den skal ske med lokal opbakning og borgerinddragelse. Det er ikke nok at tale om bæredygtighed, hvis vi glemmer dem, der skal leve med konsekvenserne.

Når vi bygger nyt i Ringkøbing-Skjern Kommune, skal det ske med omtanke. Ikke kun økonomisk – men også klimamæssigt. Derfor mener jeg, at kommunale byggerier skal opføres på lige vilkår som private, når vi vurderer CO₂-aftryk og bæredygtighed. Det nytter ikke, at kommunen stiller krav til private aktører om grønne materialer, energirammer og klimaregnskaber – hvis vi ikke selv lever op til samme standard. Vi skal gå forrest, ikke bagest. Når vi bygger nyt – uanset om det er en skole, et plejehjem eller et kulturhus – skal vi sikre, at CO₂-aftrykket er så lavt som muligt, og at byggeriet lever op til samme krav, som vi stiller til private virksomheder. Grøn omstilling må ikke være noget, vi kun taler om. Det skal være noget, vi bygger på – bogstaveligt talt. Det handler om lige vilkår, troværdighed og klimaansvar.

I en tid, hvor politiske beslutninger ofte handler om vækst, effektivisering og tempo, vil jeg minde om noget grundlæggende: Vækst uden retning og værdier er tom. Vi skal ikke bare have fuld fart fremad – vi skal bygge et fundament, der holder.

§3 i naturbeskyttelsesloven spiller en vigtig rolle i at bevare vores grønne områder. Men som kommune har vi begrænset råderum, og det er tydeligt, at reguleringen nogle steder er ved at tage overhånd. Vi skal passe på naturen – men vi skal også passe på mennesker. Det kræver, at vi tør tage debatten om, hvordan lovgivningen påvirker vores lokalsamfund, og om den stadig tjener sit formål.

Borgerne skal høres – ikke bare informeres Jeg oplever, at kommunen ikke altid har været god nok til at lytte, når borgerne kommer med indsigelser eller bekymringer. Det kan føles som om, beslutningerne allerede er truffet, og at dialogen mest er til pynt. Det vil jeg gerne være med til at ændre. Vi skal have en kommune, hvor borgernes stemmer tages alvorligt – ikke bare i høringsfasen, men hele vejen igennem. Når folk engagerer sig, skriver indsigelser, møder op til borgermøder og deler deres bekymringer, så skal det ikke mødes med tavshed eller standardbesvarelser. Det skal mødes med respekt og reel vilje til at lytte. Jeg tror på, at bedre beslutninger bliver truffet, når vi inddrager dem, det handler om. Det gælder både skolelukninger, lokalplaner, trafikændringer og sociale tilbud. Borgerne har erfaringer, perspektiver og idéer, som kan styrke kommunen – hvis vi tør åbne ørerne.

Jeg mener, at kommunen skal fokusere på kerneopgaver: velfærd, lokal udvikling og borgernes trivsel. Det frie marked er reguleret på nationalt plan, og det er ikke kommunens opgave at blande sig i, hvor varer eller aktører kommer fra – uanset om det er Israel, Rusland eller andre lande.

kulturinvesteringer er ikke kun udgifter, de er også økonomiske motorer, især når det gælder turisme og lokal udvikling.

Mennesker er ikke ens – og det skal vi turde sige højt Flygtninge og indvandrere kan ikke skæres over én kam. Ligesom danskere er de forskellige. Nogle kommer til Danmark og kæmper for vores fællesskab, værdier og kultur. De lærer sproget, tager arbejde og bliver en aktiv del af lokalsamfundet. Andre gør ikke – og det skaber udfordringer, både socialt og økonomisk. I Ringkøbing-Skjern Kommune har vi set begge sider. Vi har familier, der har pustet liv i landsbyer, hvor husene stod tomme og børnetallet faldt. De har startet virksomheder, deltaget i foreningslivet og givet nyt håb til lokalsamfundet. Det er guld værd – og det skal vi støtte og anerkende. Men vi må også turde tale om dem, der ikke bidrager. Det er ikke ond vilje – men det skaber et ressourceproblem, når integrationen ikke lykkes. Det går ud over skoler, jobcentre og sociale tilbud. Og det kan skabe afstand og frustration i lokalsamfundet.