Jeg stiller op, fordi jeg tror på, at vi kan skabe en kommune, hvor mennesker kommer før systemer. Vi skal turde tænke mere menneskeligt, helhedsorienteret og langsigtet – både i den sociale indsats, i ældreplejen og i arbejdet med vores børn og unge. Vi bruger for mange ressourcer på kontrol frem for tillid. Det kan og skal gøres bedre. Jeg ønsker en kommune, hvor vi arbejder forebyggende og giver støtte, før problemer vokser sig store. Hvor vi investerer i trivsel, fællesskaber og kompetencer, så borgerne får mulighed for at bidrage på egne vilkår. Jeg tror på, at når mennesker får lov at lykkes, vinder både de og kommunen. Jeg er optaget af, at vi bruger pengene klogt og ansvarligt – med fokus på kvalitet frem for bureaukrati. Det handler om at skabe reel værdi for mennesker, styrke tilliden til hinanden og bygge et lokalsamfund, vi alle kan være stolte af. Jeg er ikke bange for at sige fra, når noget ikke giver mening – men jeg ønsker altid at bidrage til fælles løsninger.