Du skal stemme på mig, hvis du ønsker et Aarhus, der sætter mennesker, fællesskab og natur før vækst og prestigeprojekter. Jeg vil arbejde for, vi omprioriterer midlerne – væk fra store byggerier og infrastrukturprojekter og hen mod investeringer i trivsel, velfærd og kultur. Mennesker før mursten. Kunst og kultur er ikke pynt – det er dyb samfundsinfrastruktur. Det skaber åndelighed, fællesskab, indsigt og glæde – og bidrager samtidig til en stærk lokal økonomi. Vi skal investere i det, der bærer livet i vores by og opland. Vi har brug for mere kultur – og meget mindre beton. Vi skal også tilføre midler til lokal udvikling i kvarterer og forstæder og landsbyer, hvor borgerne selv har stor indflydelse. De, der bor der, skal kunne dele deres viden, drømme og udfordringer, så pengene bruges dér, hvor de skaber størst værdi for fællesskabet. Jeg arbejder for en politisk kultur – med mere samarbejde, ærlighed og håb. Aarhus skal være en by, der samler og heler, ikke splitter og slider.