Gå til indhold
Del kandidaten
Jeppe von Berg
Pædagog
Moderaterne

Derfor stiller jeg op til valget

Jeg er pædagog og brænder for at gøre en forskel for mennesker. Som regionsrådskandidat i Region Midtjylland vil jeg kæmpe for en mere menneskelig og sammenhængende psykiatri. Vi skal sikre hurtigere adgang, styrke samarbejdet mellem region og kommune og have øget fokus på at hjælpe personer med flere diagnoser (komorbiditet). Ingen må få afsluttet et forløb for tidligt. Vi skal turde prioritere tid, faglighed og ansvar. Vi skylder hinanden mere end en pille og et stempel. Samtidig vil jeg kæmpe for bedre og mere tilgængelige specialiserede tilbud (dagtilbud, døgntilbud og støtteophold) til børn og unge med specialbehov. Der skal være nok pladser, og faglige vurderinger skal veje tungere end papir og diagnoser. Jeg vil også arbejde dedikeret for et sundhedsvæsen med mere omsorg og kvalitet. For sundhed handler ikke kun om behandling – det handler også om at blive mødt som menneske.

Erhvervskarriere
2023-nu · Pædagog
Uddannelse
2019-2023 · Pædagog · VIA University College, Viborg
1
Det er rigtigt prioriteret, at regionen har fjernet akutlægebiler i nogle byer i Midtjylland (Grenaa, Ringkøbing og Lemvig) for at spare 24 millioner kroner årligt.
Jeppe von Berg uddyber:
Der skal være hurtig hjælp at få i hele regionen.
2
Regionen skal gøre det gratis at parkere ved hospitalerne (ifølge regionsrådsformanden koster det ca. 65 millioner kroner årligt).
Jeppe von Berg uddyber:
Der er fordele og ulemper. Gratis parkering gør det nemmere at komme på hospitalet, men koster dyrt og tager midler fra kernevelfærd som behandling og personale.
3
Regionen skal have en akuttelefon-ordning som den, der er i Region Hovedstaden.
Jeppe von Berg uddyber:
Der er fordele og ulemper. En akuttelefon i Region Midtjylland kan give hurtig rådgivning og aflaste systemet, men kræver store investeringer og risikerer at overlappe med eksisterende tilbud.
4
Regionshospitalet Horsens skal have sin egen Børneafdeling.
Jeppe von Berg uddyber:
Ved at placere en børneafdeling i Horsens bringer vi sundhedsvæsnet tættere på familier – og sikrer hurtigere og mere tilgængelig behandling til de yngste patienter.
5
Regionen gør nok for at sikre lægedækning, også i yderområderne.
Jeppe von Berg uddyber:
Regionen skal tage ansvar for en bedre lægedækning, så sundhedstilbuddene kommer tættere på borgerne – uanset postnummer.
6
Regionen skal arbejde for bedre dækning af den kollektive trafik mellem by og land.
Jeppe von Berg uddyber:
Det grønne valg skal gøres mere attraktivt.
7
Det er i orden, at der er relativt stor forskel på, hvor hurtigt ambulancerne er fremme i landområderne i forhold til i byerne ved livstruende kørsler.
Jeppe von Berg uddyber:
Akut hjælp skal være tilgængelig for alle – uanset postnummer.
8
Der bør indføres et gebyr på 100 kr. på besøg hos praktiserende læge for at finansiere andre udgifter i sundhedssystemet.
Jeppe von Berg uddyber:
Jeg ønsker ikke brugerbetaling hos egen læge – vi skal fastholde princippet om lige adgang til sundhed.
9
En større andel af konsultationer med praktiserende læger og med lægevagten skal foregå over video eller telefon.
Jeppe von Berg uddyber:
Ikke alle sundhedsproblemer kan vurderes digitalt, og mange finder mere tryghed i det fysiske møde. Men jeg er ikke imod digitale konsultationer, når det er frivilligt og giver mening.
10
Det er vigtigt at holde fast i de mindre syge- og sundhedshuse, selv hvis det koster på specialiseringen på de enkelte sygehuse.
Jeppe von Berg uddyber:
Et nært sundhedsvæsen er vigtigt.
11
Regionen skal opprioritere akutberedskabet i yderområderne, selv om det vil ske på bekostning af andre områder.
Jeppe von Berg uddyber:
Alle borgere – uanset hvor de bor – skal kunne få hurtig hjælp i akutte situationer.
12
Buslinjer med få passagerer skal nedprioriteres, så der kan sættes flere busser ind på linjer med mange passagerer.
Jeppe von Berg uddyber:
Både busser på travle linjer og busser i tyndt befolkede områder skal prioriteres.
13
Regionen skal bruge flere penge på psykiatrien på bekostning af andre sundhedsområder.
Jeppe von Berg uddyber:
Psykiatrien har i alt for mange år været underfinansieret. Vi har brug for en mere ligeværdig indsats, hvor mental sundhed prioriteres på linje med fysisk sundhed. Det må dog ikke ske på bekostning af behandlingen af fysiske sygdomme.
14
Regionerne bør nedlægges og opgaverne lægges ind under kommuner og stat.
Jeppe von Berg uddyber:
Sundhedsvæsenet skal være mere sammenhængende og effektivt. For mig handler det ikke om, hvem der driver sundhedsvæsenet – men om, at det virker.
15
Regionen skal systematisk bruge private hospitaler for at nedbringe ventetider – også selvom det er dyrere pr. behandling.
Jeppe von Berg uddyber:
Brug af private hospitaler kan være en god løsning, når det nedbringer ventetider og hjælper patienterne hurtigere. Men det skal ske klogt og uden at svække det offentlige sundhedsvæsen.
16
Regionen skal prioritere kapacitet til de mest udbredte sygdomme frem for meget dyre, sjældne behandlinger.
Jeppe von Berg uddyber:
Begge dele er vigtige.
17
Der skal tilføres flere penge til børne- og ungdomspsykiatrien, selv hvis det betyder lavere prioritering af andre områder.
Jeppe von Berg uddyber:
Psykiatrien fortjener mere. Mere støtte til børne- og ungdomspsykiatrien kan give børn og unge hjælp tidligere – og dermed forhindre, at problemer vokser sig større senere i livet.
18
Regionen bør give højere tillæg for at rekruttere personale til særligt pressede afdelinger – også hvis det skaber lønforskelle.
Jeppe von Berg uddyber:
Differentieret løn kan være nødvendigt og rigtigt, når det bruges klogt og målrettet
19
Dokumentationskrav og bureaukrati i sundhedsvæsenet skal reduceres.
Jeppe von Berg uddyber:
Sundhedspersonalets tid skal bruges på patienterne – ikke på unødig dokumentation.
20
Regionen skal oprette regionsklinikker, hvor der mangler praktiserende læger – også hvis det konkurrerer med private praksisser.
Jeppe von Berg uddyber:
Regionsklinikker kan være nødvendige i områder, hvor der mangler praktiserende læger.
21
Prioriteringen af behandlingen af kræftsygdomme i sundhedsvæsenet er kommet til at fylde for meget i forhold til behandlingen af andre sygdomme.
Jeppe von Berg uddyber:
Kræftområdet er vigtigt, og vi skal sikre, at endnu flere overlever og får et trivselsfyldt liv efter sygdommen. Men det må ikke ske på bekostning af andre patientgrupper med alvorlige eller livstruende sygdomme. Alle sygdomsområder skal prioriteres retfærdigt – ingen bør nedprioriteres, bare fordi et andet fylder mere i den offentlige debat.
22
Regionen skal sikre god almen lægedækning i hele regionens område - uanset prisen.
Jeppe von Berg uddyber:
Alle borgere fortjener adgang til en praktiserende læge, der ikke er for langt væk fra hjemmet.
23
Regionen skal prioritere flere midler til og arbejde mere målrettet for at blive klimaneutral - med fx energi fra solceller, mere cirkulær genanvendelse og bedre naturbeskyttelse.
Jeppe von Berg uddyber:
Vi skal tage ansvar for klimaet.
24
Hvis en borger uden at give besked udebliver fra en aftale på hospital/klinik, skal vedkommende afkræves et gebyr på f.eks. 200 kroner.
Jeppe von Berg uddyber:
Når patienter udebliver uden afbud, spilder det både tid og ressourcer – og kan føre til længere ventetid for andre. Et udeblivelsesgebyr kan være med til at sikre respekt for sundhedsvæsenets tid. Men der bør være undtagelser i særlige tilfælde.