Vi er et lille land, og derfor skal vi ikke acceptere store forskelle i responstid. Ambulanceberedskabet i yderområder skal styrkes – men løsningerne behøver ikke altid være flere ambulancer. Det kan også være lokale tilbud, alternative køretøjer eller digitale løsninger. Det vigtigste er, at hjælpen når frem i tide, uanset hvor man bor.

Målet er ikke nødvendigvis mindre specialisering – målet er et nært og trygt sundhedsvæsen. Det kan i nogle tilfælde betyde flere tilbud tættere på borgerne, men det handler om at finde de rigtige løsninger lokalt. Det kan være akutklinikker, døgnåbne lægevagter eller andre modeller – ikke én løsning til alle.

Det handler ikke om at samle alt ét sted – det handler om at sikre, at den rigtige behandling er på det rigtige sted. Nogle gange er det på Rigshospitalet, andre gange i eget hjem. Målet må aldrig være at lukke tilbud, men at skabe et sundhedsvæsen med både specialisering og nærhed.

Vi har tusindvis af ældre og syge, der ikke nemt kan komme til sundhedstilbud – eller som risikerer at blive isoleret. Derfor haster investeringer i kollektiv trafik langt mere end i vejnettet. Transport skal prioriteres som en del af et sammenhængende Danmark, hvor alle har adgang til hjælp og behandling – uanset hvor de bor.

Psykiatrien har heldigvis fået markant flere midler de seneste år – og det er nødvendigt. Men løsningen er ikke at flytte penge fra somatikken. I stedet skal vi tænke helhedsorienteret og styrke samarbejdet mellem psykiatri og somatik. En sammenlægning af indsatser kan give bedre prioritering og mere sammenhængende behandling – uden at det ene område skal betale for det andet.

Vi skal bruge hele samfundets kapacitet og innovationskraft – både offentlige og private aktører – til at løse opgaver i sundhedsvæsenet. Målet er ikke, at private skal løse opgaverne, men at vi sikrer god service tæt på borgerens hjem, fx ved knæoperationer. Det handler om kvalitet og tilgængelighed, ikke om hvem der leverer.

Psykiatrien har heldigvis fået markant flere midler de seneste år – og det er nødvendigt. Men løsningen er ikke at flytte penge fra somatikken. I stedet skal vi tænke helhedsorienteret og styrke samarbejdet mellem psykiatri og somatik. En sammenlægning af indsatser kan give bedre prioritering og mere sammenhængende behandling – uden at det ene område skal betale for det andet.

Ja – det er der bred enighed om. Men spørgsmålet er hvordan. Vi bør oprette regionale teams, der både centralt og lokalt på sygehuse og afdelinger kan understøtte optimering af driften. Det skal ske i tæt dialog med medarbejderne, så vi fjerner unødvendigt bureaukrati og frigiver tid til kerneopgaven: behandling og omsorg.

Målet må ikke være flere regionsklinikker – målet må være lokale løsninger med mennesker, der brænder for området. Det kan være en PLO-læge eller en anden privat aktør. Vi skal skabe rammer, der tiltrækker og fastholder læger lokalt – ikke bare oprette klinikker som nødløsning.

Kræftområdet skal fortsat have høj prioritet – men vi må ikke glemme de mindre synlige sygdomme. Der er en reel risiko for, at andre medicinske områder og forebyggelse bliver underprioriteret. Vi skal sikre en balanceret indsats, hvor vi både behandler effektivt og investerer i de ’glemte’ områder, der også har stor betydning for folkesundheden.

Regionen bør gå forrest i den grønne omstilling – både som stor bygningsejer og som indkøbsmotor. Solceller på egne bygninger er en investering i fremtiden, og selvom det kan være dyrt i starten, betaler det sig både økonomisk og klimamæssigt på sigt.

Det skal ikke koste penge at udeblive. I stedet skal vi forstå hvorfor folk udebliver. Når vi kan få en sms fra frisøren, hvorfor har sundhedsvæsenet så ikke samme systemer? Vi ved, det virker. Lad os starte med påmindelser, fleksibilitet og respekt for folks livssituation – ikke med straf.