Til daglig arbejder jeg som administrativ leder på Odder Gymnasium, og jeg har solid erfaring med både økonomi og ledelse. Jeg stiller op for Socialdemokratiet, fordi jeg vil arbejde for en tryg, grøn og ansvarlig kommune. For mig er velfærd vigtigere end skattelettelser: vores børn skal have en god opvækst, de ældre tryghed og omsorg, og beslutningerne skal være økonomisk forsvarlige. Jeg brænder også for den grønne omstilling og vil finde løsninger, der gavner både klimaet og kommunens økonomi. Trafiksikkerhed og gode stisystemer skal prioriteres, så børn og unge kan færdes sikkert. Jeg tror på fællesskab og samarbejde – både politisk og i hverdagen. Derfor engagerer jeg mig frivilligt som træner i Odder IGF og formand i skolebestyrelsen på Randlev Friskole. Jeg vil arbejde for mennesker, miljøet og fællesskabet – og for et Odder, vi kan være stolte af.