Vi kan fortætte i fx nogle villakvarterer, men vi skal ikke fortætte byen uden omtanke, men udvikle København klogt, langsigtet og bæredygtigt. Grønne områder er en livsvigtig ressource for klima, biodiversitet og trivsel, og de blå-grønne byrum skal beskyttes og udvikles, ikke bygges væk. Vi skal heller ikke udlægge nye områder til boligspekulanter, der bygger dyre ejerboliger frem for almennyttige og blandede boligformer. Erhverv skal være en del af en driftig by, men på en måde, der bidrager til fællesskabet og fx ikke driver priserne op. Eksempler kan være cirkulære byggevirksomheder, grøn teknologi, lokale fødevareproducenter og sociale iværksættere, som skaber arbejdspladser og værdi uden at belaste klima og boligmarked.