Godt med mere bynatur og grønne områder, men P-pladser skal ikke fjernes hvis det ødelægger lokalområdets flow. Det er væsentligt at lave en helhedsplan for byen i fht behov, så både offentlig transport passagere, gående, cyklister og bilister trives. Det handler ikke om færre eller flere P-pladser, men om at der er flow i mobiliteten, samt naboer og virksomheders behov høres og guider udviklingen.

Ja, på sigt skal diesel- og benzinbiler helt udfases. Det kan ske gradvist, fx gennem zoner i de mest belastede bydele. Men vi skal samtidig sikre, at løsningen er både socialt og klimamæssigt bæredygtig. Hertil har vi brug for en dybere analyse af fordele og ulemper for borgere og lokalområder. Alternativt, kan Roadpricing være et effektivt alternativ eller supplement, hvor de mest forurenende biler betaler mest. Det giver renere luft, mindre trængsel og en mere retfærdig omstilling. Roadpricing og zoner skal diskuteres på Christiansborg. Det er i sidste ende dem der skal give os lov til det (det samme med bilfri-zoner og fossilfri-zoner).

Jeg mener, at vi skal tænke klogt, når vi investerer i fremtidens mobilitet. Metro konkurrerer primært med cykler og gående, mens et stærkere S-togsnet kan konkurrere med bilen og dermed reducere biltrafikken. Samtidig er letbaner og opgraderinger af S-tog 25% billigere end metrobyggeri, og de kræver ikke finansiering gennem metrogæld og salg af kommunens grunde til dyre boligprojekter.Det giver mere mening at udbygge S-togssystemet med ekspreslinjer, der i myldretiden kører med metrolignende frekvenser og tilbyder arbejdsvenlige rammer med plads til fx laptops. Samt skabe S-togs stationer ved Rigshospitaltet, Vibenhus og Roskilde, hvilket vil reducerer pendler-bil-trafikken til og fra Kbh. Derfor bør vi prioritere de lidt mere 'usexede', men grønnere, billigere og mere bynære løsninger: letbaner, cykler og S-tog, frem for endnu mere metro. For os handler mobilitet ikke kun om fremkommelighed, men om økonomisk bæredygtighed, samt at skabe livskvalitet, sundhed og trivsel i hele byen.

Der ligger ikke en batalingsring i kortene. Det er ikke en beslutning københavns rådhus kan tage alene, men et nationalt anliggende. Det der ligger i kortene er road-pricing som er i gang med at blive undersøgt og som vi i Alternativet er positive overfor.

Vi skal favorisere de mindst forurenende trafikanter i følgende rækkefølge: gående, cyklister, offentlig transport og biler. Det betyder ikke at vi skal gøre livet surt for bilister, men at vi gør plads til alle og det kan betyde at nogle områder har behov for P-pladser - her skal vi lave en helhedsplan for lokalområder og afdække behov for mobilitetsflow og herunder P-pladser (det kan give både færre eller flere P-pladser i nogle områder, men overordnet set skal vi have flere bil-pendlere over i S-tog og cykel. Færre pendler biler skaber bedre plads til håndværker og fritidsbiler. Pendler-biler reduceres ved at følge DSB's plan for en S-togs station på Rigshospitalet og arbejdsvenlige ekspres S-tog med metrolignende drift til omegnskommuner (herunder også Roskilde), samt flere uabrudte, grønne og brede cykelstier, som vi bliver glade når vi cykler på.

prisen på den kollektive trafik skal sættes ned, men det er ikke økonomisk bæredytigt at gøre den gratis, idet det vil forringe mulighederne i vedligeholdelse. Pendlerkort skal sættes ned til 400 kr per måned for alle (uden skelnen mellem studernede, pensionister og andre). Nu koster et

Det vil være skønt hvis vi havde pengene og vi samtidig kunne sikre god kvalitet og trivsel for personale og børn. Jeg mener ikke, at det giver mening at bruge over 800 mio. kr. på gratis pasning til alle, når de familier, der har brug for det, allerede får hjælp gennem tilskud. Ressourcerne bør i stedet gå til at hæve kvaliteten i daginstitutionerne: flere voksne pr. barn, bedre rammer, sund og nærende kost samt mere fokus på trivsel og leg. Det vil styrke børns sociale udvikling og mentale sundhed, samt give en langt større og mere varig gevinst for vores børn og unge.

Vi skal minimere nybyg og i stedet renovere de bygninger vi har – det er ca. 50 % CO₂-billigere og ofte bedre bygget end nyt. Samtidig skal vi øge andelen af almene boliger, så almindelige mennesker kan blive boende i byen. Sosu’er, pædagoger, håndværkere, sygeplejersker og politi skal kunne betale huslejen. København skal være en by, hvor vi ikke kun kan bo, men også leve og trives. Vi skal fx undgå at ende som London, hvor byen nogle steder er blevet for eliten og de de få og ikke for fællesskabet.

Vi skal sætte en stopper for Lynetteholmen, som hverken er økonomisk, socialt eller klimamæssigt holdbart. 1) At presse 80.000 mennesker ind på et lille område vil skabe massive trafikpropper på Amager og Christianshavn, og gøre byen dyrere og mindre socialt bæredygtig. 2) Fase 2 bør helt droppes, da den risikerer at fungere som en prop i havnen ved storme fra syd. 3) Projektet er desuden miljøskadeligt med dumpning af PFAS-forurenet jord i Øresund og et enormt CO₂-aftryk fra ny infrastruktur, kloakker, el og vand. 4) Vores nuværende rensningsanlæg vil ligge for tæt på de nye boliger. Flytning af Lynettens rensningsanlæg vil alene koste 10,5 mia kr, samt også klimamæssigt dyrt. København har brug for grønne løsninger, renovering og almene boliger, ikke prestigeprojekter, der forværrer både klima, miljø og fællesskab.

Jeg mener ikke, at det er kommunens opgave at forbyde rygning i parker og på pladser. Det vil være både svært og økonomisk uholdbart at håndhæve. Samtidig er rygning usundt og cigaretskodder forurener med mikroplast, så vi bør i stedet satse på oplysning, bedre affaldsløsninger og røgfri zoner omkring legepladser og børneområder.

Københavns serviceniveau svinger mellem områder. I alternativet ønsker vi at styrke fx ældrepleje, psykiatri og skoler, hvilket jeg mener er vigtigt fordi vi kun skaber bæredygtig udvikling med sunde borgere der trives socialt, mentalt og psykisk. Men spørgsmålet om højere skat er misvisende og her bliver vi som kommunen nød til forholde os til budgetloven, der angiver et samlet skatteloft for landets kommuner (en kommune kan kun hæve skatten hvs en anden kommune samtidig nedsætter deres): København er blandt landets rigeste kommuner og opkræver allerede mere, end vi må bruge ifølge Budgetloven. En sænkning af skatten vil ikke svække velfærden her, men give andre kommuner mulighed for at styrke deres.

En nedsættelse af kommuneskatten kan faktisk være en god idé, fordi København er en af landets rigeste kommuner. Ifølge budgetloven har vi et fælles skatteloft for kommunerne. Det betyder, at hvis København sætter skatten ned, giver det plads til, at mindre velhavende kommuner kan hæve deres – uden at borgerne samlet set beskattes mere. Samtidig har København et stort overskud og en solid kapital, så en lavere skat vil ikke nødvendigvis gå ud over velfærden eller kommunale services. Derfor er jeg kun delvist enig: spørgsmålet er lidt upræcist stillet, fordi det i praksis ikke handler om at spare på velfærden, men om at bruge skattelovgivningen til at skabe en bedre balance mellem kommunerne.

Det er en halvtidsstilling, som kræver mere tid end det, men det er interessetimer med motivationen om at kende sin by bedre og forbedre den for os alle.

Jeg mener, at vi bør have plads til både specialundervisning til særlige behov samt specialskoler. Det mener jeg fordi nogle børn trives bedst i folkeskolens fællesskab, mens andre har brug for den ro, støtte og specialiserede faglighed, som kun en specialskole kan give. Det afgørende er, at hvert barn får de bedste rammer for læring og trivsel, ikke at tvinge én model ned over alle. Vores folkeskoler bør være inkluderende og rumme elever med særlige i noget omfang.

Vi kan og bør hæve kvaliteten i vores børneinstitutioner. Udfordringen er dog ikke kun økonomi, men rekruttering, idet pædagoger, SOSU’er og håndværkere mv. i nogle lokalområder ikke har råd til at bo i byen. Det ses bl.a. på Nørrebro/Skjolds Plads, hvor vi i nogle institutioner ikke opfylder normeringer pga. mangel på medarbejdere (de flytter ud pga. for høje boligpriser). Løsningen er både-og: flere betalelige/almene boliger og evt. personaleboliger tæt på institutionerne, bedre arbejdsvilkår og fastholdelse (tid til kerneopgaven, efter-/videreuddannelse), samt stærke praktik- og elevforløb. Så får vi hænder nok – og kvaliteten følger.

Kvaliteten i skolerne og elevernes trivsel er vigtigt og den bør vi prioriterer højt. Vi skal sørge for et trygt læringsrum og et rum hvor børn ikke udvikler stress eller andre diagnoser. Jeg er tidligere og ved hvor meget en harmonisk klasse betyder for både elever og lærere, og skole.

Varme hænder og omsorg er vigtig, mens teknologi kan støtte både borgere, ansatte og kommunens økonomiske bæredygtighed. Det kommer an på, hvilken teknologi vi taler om. Velfærdsteknologi kan være en stor hjælp, fx løfteudstyr, sensorer eller robotstøvsugere, men den kan aldrig erstatte menneskelig omsorg. Vi skal både sikre varme hænder til nærvær og trivsel og bruge teknologi, hvor det giver bedre arbejdsmiljø og mere tid til relationer.

Faglighed og kvalitet i velfærden skal altid gå forud for økonomiske hensyn. Hvis private udbydere kan levere kvalitet og ordentlige arbejdsforhold, er det fint, men det må ikke ende som skjulte besparelser, der går ud over trivsel, faglighed og kommunens service til borgerne.

Det vigtigste er, at de ældre føler sig trygge og får den hjælp, de har brug for. Samtidig bør vi bruge ressourcerne bedst muligt. Robotstøvsugere kan være en god løsning for mange, men der bør være fleksibilitet, så hjælpen tilpasses den enkeltes behov (i stedet for at gøre det til et generelt krav).

Lidt uenig, fordi en omfordeling fra forebyggelse til genoptræning er kortsigtet og dyrere på sigt. Forebyggelse reducerer sygdom, indlæggelser og behovet for genoptræning. Hver krone forebygget sparer flere kroner i behandling. Genoptræning skal være stærk og tilgængelig, men ikke på bekostning af tidlig indsats: målrettet forebyggelse (kost, bevægelse, mental sundhed), tidlig opsporing og fællesskabsbaserede tilbud, så færre ender i omfattende genoptræning.

Det er en interessant idé at gøre bymidter i forskellige lokalområder mere trygge, rene og stille (især for børn, ældre og gående/cyklende), men det bør ske med naboerne (beboeres og erhversdrivendes) samtykke, i samarbejde med lokaludvalg og borgerinddragelse. Fordelene kan være at det skaber mindre gennemkørende trafik og færre kantstens­parkeringer, som frigør plads til træer, ophold, cykelstier og lokale butikker, samt sænker støj og NO₂/partikler og øger trafiksikkerheden. Akutkørsel, handicapkørsel og beboere med særlige behov sikres adgang, ligesom fortsatte velfungerende leverancer skal sikres (erhverv, flytning, mv.). Erhverv og naboer skal naturligvis kunne få særlige tilladelser til leveringer, service og flytninger via tidsvinduer og adgangskontrol. Samtidig kan kommunen understøtte grøn bylogistik med mikro-terminaler i kanten af byen og el-alternativer (ladcykler, små el-varebiler, el-palleløftere), som kan stilles til rådighed.

Men hvor, der er ikke meget plads. Det kan delvist ske i samarbejde med andre kommuner men på en bæredygtig måde hvor naboer tilbydes andele i solcelle- vindmølleprojekterne (som følger huset ved ejer/lejerskift), så naboerne kompenseres og trives med energiparkerne som nabo via økonomisk gevinst.

Lavere pris og CO2 aftryk følger ofte hinanden, fx i fht at effektivisere transport af materialer. Kommunale byggeprojekter skal styres efter lavest muligt klimaaftryk i hele livscyklussen. Det betaler sig i lavere energiudgifter, sundere bygninger og færre tons CO₂. Første prioritet bør altid være renovering af eksisterende bygninger og kulturarv (frem for nybyg), fordi det udleder omkring 50% mindre CO₂ end at bygge nyt. Vi bør have en CO₂-grænse pr. m² (LCA), genbrug/genanvendte materialer, biobaserede løsninger og lavemissionsbeton, fossilfri byggeplads, materialepas og udbud på totaløkonomi.

Kvalitet i hverdagslivet før kvantitet. Vækst er ikke et mål i sig selv, hvis prisen er mere stress og mindre trivsel, som i sig selv presser sundheds- og velfærdssystemerne. Sunde mennesker, stærke fællesskaber og gode daginstitutioner er vigtigere end kortsigtet BNP. I alternativet sætter vi mennesker over systemet: Lad os investere i skoler, grøn mobilitet og nærmiljøer, samt afprøve 4-dages arbejdsuge, som kan øge trivsel, produktivitet og mindske myldretidstrafik.

Grønne områder skaber trivsel og gladere borgere. Det er ikke et luksusgode, men en nødvendighed for sundhed, trivsel og klimatilpasning (rekreative områder og reservoir der kan opbevare og suge vand). Byens natur giver ren luft, beskytter mod hedebølger og styrker fællesskab. Byggerier kan planlægges på allerede bebyggede arealer eller gennem renovering, så vi ikke mister de grønne frirum, der gør København beboelig for alle generationer. Vi skal ikke kun kunne bo her, men også leve og trives i København.

Ja, kommunen er overordnet god til at lytte – især via lokaludvalg og åbne borgerprocesser, fx i arbejdet med trafikregulering på Nørrevoldgade i 2025. Men Borgerrepræsentationen bør lytte mere i sagen om Lynetteholmen. En kommunal undersøgelse blandt Borgerpanelet viste i 2023, at 73% af københavnerne er bekymrede for projektets elementer (KK, 2023). Samtidig er flere væsentlige eksternaliteter stadig utilstrækkeligt belyst: miljøpåvirkning og CO₂-aftryk, samt trafik på Amager og Christianshavn. Også de økonomiske risici synes undervurderede. Derfor bør beslutninger først træffes efter en reelt inddragende proces og uafhængige konsekvensanalyser. Økonomiforvaltningen KK (2023): "Online survey omLynetteholm til KøbenhavnsKommunes Borgerpanel")

Kommunen bør føre ansvarlige indkøb. Vi bør følge FN- og EU-sanktionslister samt FN’s database over virksomheder med direkte tilknytning til ulovlige bosættelser og andre alvorlige brud på folkeretten. Det kan vi gøre ved at indføre menneskerettighedsklausuler, risikobaseret due diligence (ansvarsfuld forretning) og mulighed for at ophæve kontrakter ved grov misligholdelse/medvirken til krigsforbrydelser. Det gælder leverandører i Israel/Gaza og andre konfliktzoner.

Kunst skaber glæde, kreativitet og trivsel, samt med støtte til kultur og kunst bidrager vi til at etablere og motivere fællesskaber. Det styrker trivsel, sprog og kreativitet, skaber mødesteder på tværs af alder og baggrund og holder byens fællesskaber levende. Målrettet støtte til lokale scener, værksteder og initiativer betaler sig igen i form af mental sundhed, tryghed og en stærkere lokaløkonomi.

Jeg ser flygtninge og indvandrere som en ressource, når vi giver plads til deltagelse og fællesskab. København har brug for alle kræfter, både i ældreplejen, i klimaarbejdet og i civilsamfundet. Integration handler om trivsel, lige muligheder og respekt, og det styrker byen socialt, kulturelt og økonomisk; samt skabe en mangfoldig og bæredygtig metropol vi er stolte af.