Jeg stiller op, fordi jeg vil være med til at skabe en kommune, hvor tingene hænger sammen i hverdagen. Børn skal have trygge rammer i dagtilbud og skoler, ældre en værdig pleje, og udsatte må ikke glemmes. Vi skal bruge pengene klogt – på kernevelfærden, som borgerne mærker direkte, og ikke på prestigeprojekter eller branding. Som selvstændig gennem mange år ved jeg, at man må prioritere, og jeg tror på, at vi finder bedre løsninger, hvis vi lytter til borgerne og træffer beslutninger tættere på dem. Jeg mener også, at udviklingen ikke kun skal ske i borgmesterbyen, men i hele kommunen. De mindre byer og landsbyerne skal have liv, fællesskab og muligheder, så alle føler sig som en vigtig del af Middelfarts fremtid. For mig er det afgørende, at borgerne føler sig trygge, hørt og respekteret. Jeg vil være en tydelig stemme for nærdemokrati, gennemsigtighed og ansvarlig økonomi – fordi det er sådan, vi skaber en kommune, hvor ingen bliver overset. Din stemme. Vores sag.