Jeg stiller op som en stemme fra de store men også tyndt befolkede kommuner, som risikerer at miste repræsentation i den nye region. Det er den del af landet, der har det dårligste helbred. Flest kronisk syge og multisyge. Flest overvægtige. Laveste uddannelsesniveau. Færrest læger. Den nye region er skabt for rette op på skævheden. Men den kommer med en pris: repræsentation. Jeg stiller op på en fundamental tro på, at lige adgang til velfærdssamfundets helt basale institutioner – som uddannelse, sundhed og pleje – er nødvendig for et velfungerende samfund med en velfungerende befolkning, for sammenhængskraften. At lige adgang til sundhed er lige så vigtig for tilliden og opbakningen til velfærdssamfundet, som lighed for loven er det. Derfor bliver sammensætningen af regionsrådet afgørende. Og derfor har din stemme aldrig været vigtigere.